Irlands værste job
Ryanair-chef søger: tykhudet, tålmodig helgen af en bullshit-fornægtende assistent
Fans af Dubliners og Man United ikke velkomne.
Michael O'leary, Ryanairs CEO og ejer har aldrig været diskret. Foto: Getty
Når det kommer til flyselskaber, er der få, om nogen, der har et værre image end Ryanair. Den slags kan man jo prøve at modbevise, forskønne eller tie ihjel. Men Ryanair kører den stik modsatte marketing-strategi og omfavner sit dårlige rygte.
For eksempel i et aktuelt jobopslag til en stilling som den administrerende direktørs assistent, som man kan ansøge om indtil 18. november.
Lavprisselskabets direktør er den irske forretningsmand Michael O’Leary om hvem, der på Wikipedia står, at ”artikler i pressen ofte har beskrevet ham som arrogant og med hang til kommentarer, som han senere modsiger. Han har været meget åbenmundet i sine offentlige udtalelser, nogle gange endda med personangreb og bandeord.”
Og det er netop dette ry, som jobopslaget, der efterlyser den nye assistent, spiller på:
”Værste job i Irland?????” står der i stillingsbeskrivelsen. Den frygtløse ansøger skal være en ”intelligent, ambitiøs og velkvalificeret revisor til at assistere Ryanairs misforståede, højtelskede CEO,” fortsætter teksten.
Skulle man have stadig være nysgerrig efter at læse videre, viser det sig, at arbejdsopgaverne blandt andet inkluderer skatteanalyser, investeringsanalyser, projektledelse og ”generelt kedsommeligt slid”.
Af kvaliteter og personlighedstræk hos ansøgeren efterspørges blandt andet ”tyk hud”, ”helgenagtig tålmodighed” og en ”aversion over for bolloxology (kan vel oversættes til bullshitologi, red.)”
Og det bliver værre. I en note, er det skrevet ind, at fans af bandet The Dubliners såvel som tilhængere af Manchester United samt cyklister, ”ikke bare er udelukket fra at ansøge, men vil blive jagtet, tortureret og skudt.”
Skulle du på trods af tekstens frisprog have lyst til at ansøge om stillingen, kan du læse mere her. Frist: 18. november.