Hatere, trolde, bøller. Det er alle typer, som man ikke behøver frygte på nettet trods mange historier om cyperchikane. I det hele taget skal den unge generation være bedre til at håndtere kritik og hadske kommentarer. Det mener Bret Easton Ellis, der står bag hypervoldelige, hårrejsende og til tider humoristiske romaner som ’Under nul’, ’American Psycho’ og ’Glamorama’.
I et nyt interview med Vice fortæller den kontroversielle forfatter - udover at unge er følsomme slapsvanse - at han er i gang med et samarbejde med en anden kendt person, der har en evne til at skabe overskrifter, Kanye West.
”Han kom og spurgte mig, om jeg ville skrive filmen. Først sagde jeg nej. Men så hørte jeg ’Yeezus’. Jeg tænkte lige meget, om jeg er den rette til opgaven eller ej, vil jeg gerne arbejde med ham, der har skabt det her. Og det er, hvad der skete. Det er syv eller otte måneder siden. Nu må vi se, hvad der sker.”
Der er ingen dato på, hvornår filmen skal være færdig, da det er i ’Kanye-land’, hvor der er andre tidsrammer, forklarer forfatteren, der aldrig har forsøgt at please – hverken i sine bøger eller i interviews. I interviewet giver han unge en bredside.
”Når jeg hører millennials blive såret af ’cyber-mobning’, og at det har ført til selvmord, er det svært for mig at forstå. Min kæreste er også fra den generation, og selv han har i nogen grad den følsomhed, der er kendetegnede for ’Generation Wuzz’ (frit oversat til Generation Tøsedreng’). Det er meget svært for dem at tage kritik. Og derfor er der en masse indhold, der laves, som er lort. Når nogen kritiserer dem for deres arbejde, kollapser de, eller siger, at kritikeren er en hater eller trold.”
Ansvaret for dette skal findes hos forældrene, mener han.
”Generationen, der opdragede dem, har indhyllet dem i ros – fire stjerner for bare at møde op. Men alle er nødt til at ramme livets mørke side. Vi har en generation, der er super selvsikre og super positive, men når en lille smule mørke kommer ind i deres liv, er de paralyserede.”
Du kan læse hele interviewet her.