”Jeg synes, det er et fedt album, han har lavet. Da jeg så, han var kommet med en ny video, var jeg nysgerrig. Jeg tjekkede den ud, og så var der noget, jeg genkendte. Jeg tænkte: ’Hov! Nej!” siger Jamil Gulmann Shihab.

Under sit kunstnernavn, Jamil GS, har han fotograferet Jay-Z, Nas og mange andre amerikanske hiphoplegender igennem sin karriere.

Nu mener han imidlertid, at en anden kunstner, der er godt på vej til at blive en legende, nemlig Kendrick Lamar, har plagieret hans fotografiske stil i videoen til nummeret ’Love’, der blev offentliggjort sidst i december.

Nærmere bestemt er det nogle passager i videoen, hvor letpåklædte damer poserer i sparsomt lys, som Jamil GS mener læner sig lovlig tungt op ad æstetikken fra en kalender han selv udgav i 2004.

Til venstre er det et still fra videoen, til højre er det et billede fra Jamil GS' kalender.

”Det er nogle sekvenser, som adskiller sig helt klart fra resten af videoen. Man kan ikke sige, at jeg nødvendigvis har patent på et mørkt rum. Men når det kommer til en meget bevidst form for lyslægning, og til kompositionen og den måde, modellerne står på, og den måde de er stylet på, så kan jeg tage mine billeder og stille dem op side om side. Og så synes jeg sgu, det er for tæt på mit arbejde,” siger Jamil GS.

Til venstre et still fra videoen, til højre et billede fra Jamil GS' kalender.

I skrivende stund har en repræsentant for ham taget kontakt til Kendrick Lamars pladeselskab for at hævde danskerens intellektuelle ophavsret. Samtidig håber Jamil GS, at en artikel i Dazed & Confused kan skabe international opmærksomhed omkring sagen.

Men lad os nu sige, at Kendrick Lamar og hans fotograf virkelig har ladet sig inspirere af din kalender, kan du så ikke bare være stolt af det?

”Det ville jeg normalt gøre. Tænke, at det var en homage. Men nu var det ikke bare en enkelt kalender, jeg lavede. Der var to-tre år, hvor jeg lavede kampagner, portrætserier og alt muligt andet i den stil, med den slags lys og den slags baggrunde. Det var genkendeligt, at sådan så et Jamil GS-shoot ud. Det var min signaturstil. Så det underminerer mit publikum, når Kendrick Lamar, der på nuværende tidspunkt har 44 millioner visninger på den video, bruger den stil. Når jeg så efterfølgende udgiver en bog, vil folk tænke: ’Årh, han er inspireret af Kendrick Lamar’,” siger Jamil GS, der tidligere i sin karriere har oplevet at en rapvideo lånte fra hans billedsprog.

Den gang blev sagen bilagt uden indblanding af retsinstanser, men ved en aftale, der gør, at Jamil GS ikke kan nævne den plagierende kunstners navn i denne sammenhæng.

 

Det er ikke første gang, Kendrick Lamar og hans musikvideoinstruktør med kunstnernavnet Dave Meyers & the Little Homies er indblandet i en sag om kopiering af eller referencer til andre kunstnere.

Så sent som i weekenden sagde den britisk-liberianske kunstner Lina Iris Viktor til New York Times, at de har stjålet hendes arbejde – efter at hun hat modsat sig brugen af det – i videoen til nummeret ’All the Stars’, hvor Kendrick Lamar optræder sammen med SZA på soundtracket til 'Black Panther'.

Og sidste sommer udgav Lamar videoen til nummeret ’Element’, der åbenlyst genskabte en række billeder af den berømte fotograf Gordon Parks, der døde i 2006. Gordon Parks Foundation brugte lejligheden til at åbne en udstilling med de billeder, der havde inspireret Lamars video.

LÆS OGSÅ: Kendrick Lamars folk benægter historie om forbud mod mobiltelefoner

LÆS OGSÅ: Jamil fotograferede Jay-Z, før han udgav sin første plade: "Han ville fotograferes på den Lexus, han kørte stoffer i"

LÆS OGSÅ: Quincy Jones i vildt interview: "Michael Jackson stjal en masse sange"