I gården, hvor jeg har min cykel, har en anden fra opgangen en Christianiacykel stående. Den er malet med forskellige slogans a la ”Love sucks, true love swallows” og ”Don’t drink and drive, smoke and fly” i orange, foruden et stort billede af Roskilde Festivals Orange scene foran på cykelkassen.

Den står lænket fast til cykelstativet hele året rundt, og jeg forestiller mig, at den kun kommer ud én uge om året. Her i weekenden var ejeren nede for at tørre støv af den. Han lignede en, der glædede sig til at komme op på sin Roskilde Festival-cykel igen.

Jeg har aldrig været på Roskilde Festival. Ikke så meget som på en endagsbillet. Engang var jeg to overnatninger på Nakkefestival i Nordvestsjælland, som jeg kan forstå er mini-mini-udgaven af Roskilde (en slags Orange Feeling for begyndere), som jeg dumpede. Jeg har også været på Skanderborg og sidde i læ for regnen i et telt og spise dugvåde Digestive-kiks. Men egentligt på Roskilde? Det har jeg aldrig været.

LÆS OGSÅ: 30 tegn på at du er Københavner i Jylland

Jeg forstår ikke min nabo med Roskilde-cyklen, men jeg ved, at der er mange som ham, der hele året kan glæde sig til at komme på festival om sommeren. Der kan overleve en hel vinter på varme minder. Jeg gik selv på et gymnasium, hvor Roskilde Festival var et rent mekka.

Det meste af efteråret og vinteren gik med at fortælle røverhistorier om årets festival. Efter nytår og igennem foråret blev der i stedet planlagt til sommeren, fx var der en årelang udveksling af idéer til, hvordan man kunne smugle sit sprut med ind til koncerterne i et par gummistøvler, tamponer eller på andre kreative måder.



Meget af sommerens læseferie gik også med at lave et godt camp-navn, som åbenbart er en af grundpillerne i oplevelsen. Det må gerne være lidt sjovt på en ironisk måde, men som samtidigt illustrerer, hvor meget man har tænkt sig at drikke og/eller ryge, fx ’The Roumor Said Bajer-camp”, eller andet, der på en gang viser, hvor umådelig god musiksmag, man har, men at der også er plads til spøg og skæmt. Det er en hel videnskab.

LÆS OGSÅ:
Sikken en fest: Sidste års Roskilde Festival i billeder

Eksamenslæsningen kom i anden række efter forberedelserne til den nært forestående telttur. Hvis man havde et band og gerne ville illustrere, hvor sejt et band det var, hjalp det gerne, hvis man havde fundet på navnet under en ordentlig koger på Roskilde.

Jeg har mere end en enkelt gang været med venner og veninder i byen for at finde ”Roskildetøj”. Det er noget med at gennemtrawle Wasteland, KBH K og andre secondhand butikker igennem for afklippede cowboyshorts og forvaskede T-shirts, så man ikke ligner en, der prøver for hårdt.

En enkelt gang var jeg tæt på: Min gode ven og jeg havde besluttet os for at hoppe over hegnet et år, fordi vi syntes, det var noget kapitalistisk pis at betale for billetterne. Vi var 16 år og af en eller anden grund pisse sure på Anders Fogh og George Bush, hvilket vi ville markere ved at gro vores hår langt, tage på Roskilde Festival og tage det dér LSD. Vores forældre tilbød at låne os pengene til billetterne, og så droppede vi det.

LÆS OGSÅ: 8 ting du altid bliver spurgt om, når du er fra Nordsjælland

Sidenhen er tanken blevet mig mere og mere fjern, og jo fjernere, den bliver, jo mere forlanger folk at få at vide, hvorfor jeg aldrig har været der. Det er jo en slags overgangsritual i stil med konfirmationen, bare senere og stivere, siger de. De mener, at jeg er gået glip af noget.

Det har jeg måske, men ikke noget, jeg tror jeg savner. Og det er ikke så meget på grund af det med at skulle bo i et varmt, ulækkert telt, ikke gå i bad, få sig en roskildekæreste, få sig en gang klamydia og en hjemmelavet tatovering, man fortryder det sekund, man går ud af igloteltet. Slet ikke.

Det er langt mere, at folk er så oppe og køre over Roskilde Festival, at jeg stiger af det tog. Lidt som når jeg spørger, hvad der er så fedt ved Distortion, og jeg bliver forklaret, hvordan der er så meget larm og så mange mennesker, at man bliver væk fra sine venner med det samme, hvilket jeg kan forstå er en fornøjelse i sig selv.

Jeg har aldrig i mit liv været så begejstret for noget som helst, som mange er for Roskilde Festival. Alene princippet i et overskidt toilet, får julelys frem i øjnene hos folk. Det er en del af oplevelsen, siger de. Eller når jeg bliver fortalt om en æskestiv svensker, nogen har fundet i deres telt efter en festlig aften. Jeg forstår det ikke, og jeg ved hvorfor:

LÆS OGSÅ: En bluffers guide til sommerens festivaler

The Orange Feeling. Den, Roskilde Festivals ethundredenogleaftredivetusinde besøgende bliver ramt af. Jeg vil ikke smittes. Jeg tror, det er forfærdeligt. En veninde, jeg har, sagde ordene, der blev det sidste søm i kisten for mine Roskilde-ambitioner: ”På Roskilde kan jeg være mig selv. Der kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til”.

Det må da være et trist liv, man fører, hvis man kun kan være sig selv en uge om året, og hvis det virkeligt kun er på festivalpladsen, man kan udfolde sig og gå i det tøj, man vil. Selv går jeg her til dagligt og bilder mig ind, at min selvrealisering varer 365 dage om året. Er det ikke mere givtigt at lave om på de øvrige 358 dage sådan, at man kan være sig selv der, så man kan gå i præcis det tøj man vil til hverdag?

Det samme gælder de, der lever hele året for at kunne komme til Provence i sommerferien for at udleve en hvidt-og-slidt-drøm, der smager af aioli og dufter af lavendel. Og dem, der lever hele året for at komme på vinterferie, stå på snowboard, drikke Unterberg og fyre den af til DJ Ötzi.

Slutteligt vil jeg på det kraftigste understrege, at jeg absolut intet har imod Roskilde Festival og de mennesker, der besøger den. Heller ikke det fjerneste mod sydfrankofile eller snowboardentusiaster. Af sted med jer, gerne for mig. Jeg vil bare ikke bruge mine weekender på at pudse en cykel, der kun kommer ud og køre syv dage om året.

LÆS OGSÅ: Mads Holger: Min Roskilde Festival

LÆS OGSÅ: I teatret i T-shirt og til begravelse i klipklappere

LÆS OGSÅ: De 10 bedste steder at hænge ud, når solen skinner