Søndag spillede James Blake en udsolgt koncert i København. Blake sendte tidligere på året albummet 'Overgrown' på gaden og gæstede også Danmark i forbindelse med Roskilde Festival. Vi fangede det unge talent inden koncerten til en snak om Facebook, lyden i Falconer Salen og hans kærlighed til København.
Din koncert blev flyttet fra Vega til Falconer Salen. Havde det nogen betydning for, hvordan du forberedte dig?
"Først var jeg faktisk en smule bekymret. Jeg vil gerne have, at det skal være en god oplevelse for alle, og det var jeg ikke sikker på, om det kunne blive her. Men mit team og jeg vil aldrig få et spillested til at lyde dårligt. Det tillader vi simpelthen ikke. Vi tager vores eget udstyr med, hvis lyden ikke er god nok. Jeg vil hellere miste penge på et show end at spille med dårlig lyd. Men mine bekymringer gik også på, om alle kunne se scenen. I Vega virker det til, at folk er tilfredse med det hele. Men når et sted kan huse 3.000 mennesker, så kommer koncerten til at lide under det på en eller anden måde."
Du har spillet i København nogle gange nu. Hvad synes du om byen?
"Jeg kan identificere mig med København. Jeg har været rundt over det hele, lavet musikvideoer her og har venner, som bor her. Jeg er nået meget længere end bare sightseeing. Det er en af de byer, som jeg kender bedst udover London. I går (lørdag, red.) var jeg på Culture Box. Det var dejligt bare at tage derhen og have en god aften. Ingen kendis-bullshit. Ingen endeløse fotos. Vi snakkede bare med folk og havde en virkelig god aften. Dansede til techno, drak nogle drinks. Folk kom hen og sagde hej, men danskerne er så venlige, og de er ikke interesserede i alt det kendis-halløj. Derfor elsker jeg Danmark. Jeg føler mig ikke underlig her, hvis jeg bare går rundt. Jeg føler mig hjemme."
Hvor gammel var du, da du startede med at skrive musik?
"Jeg har spillet musik, siden jeg var seks år. Men jeg var 11 år, da jeg begyndte at skrive det selv. God musik skrev jeg nok først, da jeg var 21 år. Jeg var aldrig helt tilfreds med noget, jeg havde skrevet, før jeg blev lidt ældre. Den første sang, jeg var tilfreds med, var 'Air and Lack Thereof' (fra 2009, red.)."
Lytter du til din egen musik?
"Helt sikkert. Det er jeg nødt til, synes jeg. Det er en god måde at minde mig selv om, hvad jeg allerede har lavet, og hvad jeg skal holde mig fra næste gang."
Bliver du nervøs, inden du skal give en koncert?
"Nej, ikke længere. Hvis det er på tv, gør jeg stadig. Vægten af internettets evighed hviler på mine skuldre. Men et show som i aften, der bliver jeg ikke. For de fleste mennesker er det her ét øjeblik. Forhåbentligt vil de huske det for altid, men det dør med dem og mig. Idéen om øjeblikkets oplevelse, som man aldrig kan genskabe, er beroligende. Derfor kan jeg heller ikke lide Facebook. Jeg slettede min profil den anden dag. Sådan fuldstændig. Først får de dig hooked, og så gør de det svært at komme af det igen. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det. Det føles, som om at ens sociale liv er bundet til den her ting, men hvorfor skal det være det?"
Men var Facebook ikke en god måde at interagere med dine fans på?
"Nej, jeg vil hellere snakke med mine fans i virkeligheden. Jeg snakker tit med dem efter en koncert. Det kommer lidt an på, hvor stor koncerten er. Nogle gange er det ikke let at have en samtale med dem, hvis der er for mange. Jeg gider ikke, at det kun er en samtale, hvor jeg siger 'Hej med dig’. Jeg vil gerne spørge dem, hvad de hedder, hvad de laver, og hvorfor de er her. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kan spille på større steder end Falconer Salen. Det kan blive for stort."
Hvad lægger du mærke til blandt publikum, når du optræder?
"Jeg elsker, når jeg kigger på enkeltpersoner, som lukker øjnene, smider hånden i vejret eller græder. Den enkelte person, der har en helt særlig oplevelse. Det hjælper mig med at levere sangene, når jeg kan se, at publikum har en følelsesmæssig oplevelse."
Hvad ville du gerne være, da du var barn?
"Jeg ville være forfatter. Men det skulle være en trængt og fattig forfatter, ’the struggling artist’. Jeg ville også gerne arbejde med dyr. Jeg elsker dyr, men jeg måtte aldrig få et kæledyr som barn, så det er nok en et naturligt oprør. Og så ville jeg gerne være pianist. Bare pianist. Det kan måske stadig blive virkelighed. Under en andet navn, hvor jeg tager maske på. Det ville være dejligt bare at sidde ved klaveret og spille, uden at folk forventer, at det lyder som James Blake. Når jeg sidder ved klaveret, improviserer jeg meget. Jeg har prøvet det engang til en koncert i Paris, hvor jeg improviserede i 45 minutter, og det var virkelig sjovt. Jeg nynnede og lavede underlige lyde til musikken. Det var skønt. De fleste af mine sange starter ved klaveret. De bedste gør i hvert fald. Det er mit stærkeste våben."
