Rune RK
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Rune RK

Rune RK: "Jeg skal ikke stå og vurdere, hvilket top 10-nummer der fungerer på en tilfældig klub"

Læs historien om store hits, millioner af dollars og at genvinde det tabte på vej mod toppen.

GADELAMPERNE SKINNER I LAKKEN på den sølvgrå Mercedes, som krydser Champs Élysées. Klokken er omkring et. Bag rattet sidder ejeren af natklubben ZigZag, en kort spadseretur fra den berømte boulevard.

Han kører frisk til. Den lyserøde skjorte er nedknappet, og snakketøjet under de markante briller er velsmurt. ”Yes yes, it will cost a thousand euros to take a picture of me,” griner han, da fotografens blitz oplyser bilen. Dj’en Rune Reilly Kölsch, der denne nat optræder under navnet Kölsch, smiler høfligt. Den lange dansker sidder i passagersædet, mens den sorte fedora-hat hviler i hånden, da den ellers ville blive klemt flad af bilens tag.

”De er fra GQ Magazine,” oplyser Kölsch, mens han peger om på bagsædet, hvor reportageduoen sidder. ”Vi kan lige så godt se, om vi ikke kan få en ekstra flaske champagne ud af ham,” griner han på dansk med henvisning til et dansk magasins ringe størrelse ved siden af den internationale pendant.



Den lyserøde skjorte transporterer selskabet til højre op ad gaden, hvor klubben ligger, og bilen glider let ind til fortovskanten i en perfekt parallelparkering. Klubejeren holder en hånd i ryggen på Kölsch, da han fører ham rundt om køen, så de ventende diskogæster kan se, hvem der har sørget for aftenens hovedattraktion.

LÆS OGSÅ: Sunday: De største flasker, de dyreste stiletter, den lækreste krop

Inden for døren leder en bred trappe ned til et tætpakket dansegulv, hvor 1.200 unge mennesker er sammensmeltet til en bølgende masse. Rune Reilly Kölsch snurrer rundt på de grå broguesko med et smil på læben.

Han ved godt, at han ikke er billig, så det er vigtigt, at klubben er fyldt. ”Det er altid rarere, når det er god business for begge parter,” som han siger. På balkonen, der omkranser dansegryden, vender et par fyre i tyverne sig om, da han trasker forbi på vej til backstagerummet.

Enten fordi de ved, hvem han er, eller også fanger deres blikke den spøjse blå frakke med de røde og hvide striber. Dj’en ser ikke de to mænd, han er optaget af at vurdere lydanlæggets kvalitet, hvilket tempo musikken kører i, og hvor meget publikum er med. Alt sammen for at justere den indledende del af sin egen optræden.

Han vil egentlig gerne ned foran scenen for rigtig at høre, hvad lydanlægget kan, men han ved også, at han suger mobiltelefonernes kameralinser til sig i løbet af ingen tid. Den lyserøde skjorte kommer larmende ind i backstagerummet med metalspand, is, glas og god champagne.

Dj’en vil helst slappe af, inden han skal være blikfang for de technosultne parisere på gulvet. Men det viser han ikke, ligesom han ikke protesterer over at få taget billeder, da klubejeren hopper op i skødet på ham. 



I backstagelokalet vikler dj’en en bedekæde om håndleddet. Man kan skimte de otte guldperler, han fik sat i tilbage i 2006. En perle for hver million album eller singler, som han på den ene eller anden måde havde sat sin signatur på.

Kæden har tilhørt hans afdøde irske og buddhistiske far, og den er derfor altid med på scenen. Om en time er han midtpunkt, som han har været det hver weekend i de seneste 15 år.

EN NAT kl. 04.00 i København for godt 10 år siden sad Rune Reilly Kölsch i sit lille studie og drak cola. Han fandt en saxofonlyd, som han legede med. Han skrev en melodi, som gentager sig selv stort set hele vejen igennem det syv minutter lange nummer.

På det tidspunkt var han fast dj på natklubben Rust i København, og han så for sig, hvordan folk ville danse til nummeret. Da han var færdig, ventede han, til pladeselskabets folk mødte ind på deres kontor. Klokken 9 gik Rune Reilly Kölsch ud af sit studie. I hånden havde han, hvad der blev det største danske hit siden ’Barbie Girl’.

Nummeret hedder ’Calabria’, der i sin første version blev en af grundpillerne i en dj-karriere, som er få forundt og fyldt med lange fester og store penge. Som fx dengang han vågnede op ved 9-tiden i et lejet hus på Ibiza.

Det havde været en lang nat, så han gik ned i køkkenet for at få noget vand. Mens han fyldte glasset, så han, hvordan Busta Rhymes, Trevor Nelson og P. Diddy sad på en bænk i haven, mens de drak drinks og hørte stille jazz, omringet af en horde af lækre damer. Den daværende manager kom valsende ind i køkkenet:

”Ja, jeg sagde, at de skulle være stille, fordi du lå og sov.” Det var mere, end Rune Reilly Kölsch kunne begribe, så han gik op på værelset og sov videre. 

Den sommer blev ’Calabria’ det helt store hit på Ibiza. Også på den legendariske klub ’Pacha’, hvor dj’en David Guetta henvendte sig til dansk-eren. Det var året, inden Guetta for alvor brød igennem og senere voksede til en af verdens største dj’s med en indtjening på 30 mio. dollars om året ifølge Forbes Magazine.

Guetta havde hørt ’Calabria’ og ville have RK til at medproducere sange til den næste plade. Guetta stak danskeren sit private nummer og bad ham ringe mandagen efter. I løbet af weekenden tabte Rune Reilly Kölsch nummeret og ringede til Guettas management, som ikke troede ham. Dj’en følte, at en stor mulighed var væk, et samarbejde med Guetta kunne have ændret alt for ham. Han skulle siden blive klogere.

MENS SAXOFONRIFFET lød over hele Ibiza og efterhånden også i det meste af Europa, begyndte der at komme flere og flere tilbud fra store popkunstnere om at lave en version af nummeret med sang på.

Men det rigtige tilbud kom ikke, så der gik tre år, inden RK fik lavet en mere radiovenlig version af hittet. På det tidspunkt var jamaicansk reggaeton-musik populært, og dj’en var fascineret af det karakteristiske beat.

En nat drømte han, at han lavede en reggaeton-version af ’Calabria’ med sangerinden Natasja Saad. Da han vågnede, ringede han til Natasja, som var med på ideen. Han sendte hende musikken, men der skete ikke noget i flere måneder, og han lagde projektet til side. En dag ringede Natasja pludselig på dørtelefonen. Hun havde optaget vokalen på en båndoptager, så lyden var ikke videre god, men i dj’ens ører lød det fantastisk. 

”Jeg lyttede til det, men forstod ikke et ord af, hvad hun sang, da hun sang på patois (et jamaicansk sprog, som er opstået på øen mellem de forskellige folkefærd, red.). Men det lød bare overdrevet fedt. Det handlede om en fyr, som hun er vild med og liderlig efter.”

Rune og Natasja indspillede en ny version af nummeret. Den blev udgivet under navnet Enur, der også bestod af Rune Reilly Kölschs bror, Johannes Torpe, der spillede percussion på nummeret. De gav det titlen ’Calabria 2007’ og tilbød det til pladeselskaberne.

Det største uafhængige pladeselskab, Ministry of Sound, som på det tidspunkt havde alle de øverste pladser på dance-hitlisterne, bed på. Pladeselskabet havde dog en anden plan med nummeret. De fik lavet deres egen version, og det var den, det hele skulle handle om. Nummeret var et remix lavet af italieneren Alex Gaudino med vokal af Crystal Waters og blev kaldt ’Destination Calabria’. 

”Jeg var rigtig skuffet. Den eneste måde, jeg kunne kontrollere situationen, var ved at nægte at lade den sælge til reklamer og tv. Jeg ejer 50 % af nummeret, så jeg kunne lukke ned for de ting, jeg ikke kunne stå inde for.” 

Men så spændte du vel også ben for dig selv?

”Det kostede mig økonomisk, men sådan er jeg indrettet. Der er ingen lommer i ligklæder. Det er princippet i det. Jeg var frustreret i et halvt års tid, indtil der kom et amerikansk pladeselskab, der bekræftede, at den version, som Ministry of Sound pushede, ikke virkede i USA. De kunne ikke få nogen til at spille den i radioen. En lokal dj i New York begyndte i stedet at spille reggaeton-versionen med Natasja og gjorde den til et anthem (et udtryk, Rune Reilly Kölsch bruger om sange, der bliver spillet meget, red.).”



Det amerikanske pladeselskab sendte nummeret til radiostationerne, og i løbet af 2007 blev det spillet 400.000 gange. Enur, som i dag har solgt over 1 mio. eksemplarer af ’Calabria’ i USA alene, planlagde en turné, og Natasja skulle naturligvis med. Kort inden tog Natasja dog et smut til Jamaica.

Lige inden hun rejste, havde hun sagt til dj’en, at hun havde det svært med den nærmest lovløse trafik på øen. Et par uger efter blev hun dræbt på tragisk vis, da en ven kørte galt med hende i bilen. Natasja nåede ikke at opleve det største hit, hun nogensinde var med til at lave.

”Vi snakkede meget om drømmen om at turnere rundt i verden, hun og jeg. Hun ville bare af sted.”

Til Rune Reilly Kölschs fortrydelse havde projektet Enur skrevet kontrakt på en større turné i USA, som ikke var til forhandling. Den skulle gennemføres. Nogle aftener nærmede publikumstallet sig 50.000 mennesker, mens sættet kun var 20 minutter. 

”Alt, indtil vi spillede ’Calabria’, var fyld, for folk ville kun høre den. Sådan var det bare. Det var fedt at være af sted sammen, så vi havde hinanden som støtter. Men vi savnede Natasja. Hun manglede.”

Fik du udnyttet tiden omkring ’Calabria’ til fulde?

”Fremgangsmåden var en anden dengang, hvor man ikke havde fokus på at lave store udsolgte dj-turneer i eget navn, som amerikanerne eksempelvis er blevet dygtige til på EDM-scenen (Electronic Dance Music er blevet en betegnelse for kommerciel dance-musik, som Rune Reilly Kölsch har flirtet med under aliasset Rune RK, red.). Jeg spillede mest på klubber og kan i bagklogskabens lys sagtens se, hvordan jeg skulle have håndteret businessdelen anderledes.”

I PARIS OVERDØVER jubelbrølet technoen, da Kölsch træder op på scenen. Mens en optrædende dj fortsætter stortrommeslagenes march, stiller Kölsch den orange kuffert på scenegulvet og fisker iPad, mixer og Mac op på bordet ud mod publikum.

Fire smukke unge piger klemmes op mod scenehegnet, mens de prøver at få kontakt til aftenens stjerne. Han genkender dem fra Glasgow sidste weekend, og han ved, at de også vil være der næste weekend, når han spiller i Barcelona.

Han ser pigerne, smiler og vender blikket ned mod bordet, så hattens skygge skjuler ansigtet. Inden han kigger op igen, har hænderne sat kabler mellem de tre dele og klubbens lydanlæg.

Alt er parat. Kölsch har aftalt med den anden dj, hvornår de skal bytte, og står nu med armene på ryggen som en erfaren gårdvagt, der overskuer skolegården. Han nyder altid øjeblikket lige op til startfløjtet.

Der er ikke nogen, der præsenterer ham. Ikke en dyb fremtidsstemme, der skal gøre de unge vilde opmærksomme på, at Kölsch snart sætter ild i gulvet. Det ved de udmærket godt. Og de er ikke kommet for at høre ’Calabria’ eller nogle af de andre hits, som han siden har lavet. Anlægget bliver overladt til Kölsch, der lægger ud med et stille, sydende nummer. Det gør han altid. 

”Det skaber en stemning af, at der nu sker noget andet. Jeg vækker folk på ny,” fortæller han efterfølgende. 

Efter godt 10 minutter spiller Kölsch et nummer fra hans hidtil eneste album i det navn, ’1977’. Folk går amok med taktfaste hop, hænderne i vejret og endnu et jubelbrøl. 




RUNE REILLY Kölsch voksede op i huset ’Den kosmiske blomst’ på Christiania og gik altid rundt med husets hundeflok i hælene, indtil hans irske far og tyske mor blev skilt. Som teenager begyndte han at stå på skateboard og høre hiphop.

Det var en god måde at komme væk hjemmefra. Han elskede hiphoppen og ville lære at spille trommer. Det svingede dog slet ikke så fedt som på pladerne. Heller ikke selv om han fik undervisning af halvbroderen Johannes Torpe, der voksede op i Thylejren med sin mor. 

”En dag gik det op for mig, at det ikke var en trommeslager, der spillede det, men at det var samples. Jeg droppede trommerne øjeblikkelig. Jeg tiggede og bad min mor, indtil hun til sidst købte en Amiga 500.” 

Året var 1993, og Rune Reilly Kölschs dj-karriere var skudt i gang. I begyndelsen lavede han mest hiphop, men det ændrede sig i takt med, at house- og technomusikken nåede hans ører. 

”Jeg sneg mig ind til en technofest på Klub Kennedy i Pumpehuset, hvor jeg dansede så meget, at jeg ikke kunne gå dagen efter. Der var et technoband med synths og hele lortet, de kastede demokassettebånd ud, som jeg hørte helt religiøst. Retrospektivt var det ikke særlig godt, men det var bare nyt. Det var hemmeligt. Artisterne var anonyme. De var kun et navn. Ingen fansider,” husker Rune Reilly Kölsch i dag. 

”Du kunne kun genkende det på musikken. Det var en modsætning til hiphopverdenen med Naughty by Nature og Kris Kross med omvendte bukser. Jeg var faktisk ikke så glad for det, hiphopscenen repræsenterede. Der var så meget vold. Også i København, hvor folk gik med kniv. De battlede med graffiti, dans eller rap, og så bankede de hinanden bagefter.”


DER ER langt fra hippietilværelsen i ’Den kosmiske blomst’ og undergrundshiphop til kontoret på Strøget i København, hvor Rune Reilly Kölsch har base i dag. Pioneer har lige sendt et splinternyt dj-setup. I en krombelagt special edi-tion naturligvis.

Der er højt til loftet, så den 3 x 2 meter store plakat med dj’en, der spiller til Distortion Festival i København i 2010, har rigeligt med luft. Storebroderen Johannes Torpe har kontor og designvirksomhed i den anden ende.

Det var også storebroderen, som rådede lillebroderen til at satse alt på musikken, efter at Kölsch kom op at skændes med en underviser på handelshøjskolen og derefter droppede ud. Da han viser rundt i de lyse lokaler, og turen kommer til studiet, er han ikke langsom til at finde det nummer, som han remixer for britiske Coldplay.

Remixet spiller dj’en første gang offentligt, da han et par uger senere står side om side med dj-legenden Pete Tong på festivalen Glastonbury i England. En koncert, som sendes direkte som et ’Essential Mix’ på BBC’s Radio 1. Samme radiokanal, som unge Rune Reilly Kölsch og makkerne lyttede til hver fredag, inden de tog på dj-togter i København tilbage i starten af 00’erne. 

Efter koncerten resonerer remixet i musikmiljøet. Telefonen ringer oftere nu. Tilbud om at remixe og producere andre popartisters hitsingler. Men Kölsch takker nej. Han skulle bare lige se, om han kunne. 

Mac’ens taster er små magneter, der suger Reilly Kölschs fingre til sig, og han bliver pludselig opslugt af de forskelligt farvede blokke på tidslinjen, som hver især repræsenterer en tromme, guitarlyd, bas eller noget fjerde, som ikke nødvendigvis lyder som et instrument.

Det er, som om han i et par sekunder glemmer, at der er andre til stede. Den granvoksne mand udstråler en oprigtig og drenget glæde, når han præsenterer et nummer, som han arbejder på i studiet.

Det var også i dette studie, at Rune Reilly Kölsch lavede det nummer, som de fleste danskere forbinder ham med. Nummeret ’Når tiden går baglæns’ fra 2010 med den danske sanger Clara Sofie. 

Han sendte nummeret til den nu afdøde dj og radiovært Kjeld Tolstrup, som spåede det til at blive sommerens store hit, men det skete ikke. Sommeren gik, og P3 tog den ikke til sig. De syntes, det var dansemusik.

Rune Reilly Kölsch brugte sine egne midler på at få lavet en video og blev ved med at kontakte P3 hver uge. Ifølge Kölsch dikterer kanalen, hvad danskerne lytter til, så det var afgørende for at komme ind på salgslisterne.

Men sangen begyndte at sprede sig ad andre veje. Sangen kravlede længere og længere op på salgslisterne, og på et tidspunkt lå den nummer et på iTunes. Der blev den i syv uger. Og så fandt P3 endelig plads i rotationen.

Sangen endte med at sælge 100.000 eksemplarer, hvilket er en sjældenhed i den danske musikbranche. Rune Reilly Kölsch og Clara Sofie havde allerede den næste single i baglommen, men igen måtte dj’en erkende, at P3 var en hård nød at knække.



”Vi havde lige haft det største hit i flere år, så det undrede mig, at jeg skulle kæmpe med kanalen igen. Skulle jeg virkelig starte forfra, hver eneste gang jeg lavede et nummer? Jeg havde jo lige bevist, at det, jeg lavede, var godt nok.

Jeg begyndte derefter at tænke over, hvad jeg egentlig havde lyst til. Jeg producerede for alle mulige og havde glemt mig selv i farten. Jeg elskede at samarbejde med Clara Sofie, Stanley Most og L.O.C., men man kommer bare til at deale med en masse ting, som jeg egentlig ikke har lyst til. Som fx at pushe ting til P3. Og så havde jeg brug for at lave noget andet rent kunstnerisk.”

I tiden efter fik Rune Reilly Kölsch en mail fra Michael Mayer fra Kompakt, som er et legendarisk techno-pladeselskab. Mayer kendte hverken til RK, ’Calabria’ eller Clara Sofie.

Mayer havde derimod hørt nogle undergrundsting, som dj’en havdelavet nogle år tidligere. Mayer så efternavnet Kölsch. Kompakt er fra Köln, hvor man taler med kölsch-dialekten, og den største øl derfra hedder Kölsch. ”Det kan ikke være bedre. Det er det, du skal kalde projektet,” lød det fra Tyskland. Kölsch skrev kontrakt med det tyske pladeselskab, og i 2013 udkom debutpladen ’1977’. 

I mellemtiden kom der et bud ind til Runes manager Henrik Lücke Olsen. Paris Hiltons manager havde et tilbud. Han ville gøre Rune stor. Stor efter amerikanske standard. Rune skulle spille fast i Las Vegas med en startløn på minimum 50.000 dollars pr. aften. Kravet var til gengæld, at han kun skulle spille numre fra EDM-genren.

”I Las Vegas er klubberne helt forfærdelige,” siger dj’en med en snert af foragt. ”Det er steder, hvor dj’en skal stoppe for at gøre plads til ’Star Wars’-temaet, når nogen køber en flaske champagne.” 



En af de store stjerner inden for EDM hedder Steve Aoki. Han er blandt de mest indtjenende dj’s i verden og lavede ifølge Forbes Magazine 14 mio. dollars i 2013. I 2012 udgav Aoki og Rune RK et nummer sammen. Et nummer, som blev pushet på alle de kommercielle pumper med en dyr video og masser af penge til markedsføring.

Aoki ville derefter have RK ind på sit pladeselskab. Samtidig ventede tilbuddet fra Las Vegas på svar. Det var en regulær drømmesituation set fra et økonomisk synspunkt. Rune Reilly Kölsch stod nu med valget.

Enorme bunker af dollars i Las Vegas på den ene side og på den anden side en helt anden verden i Europa, hvor Kölsch-projektet væltede frem. Nøglepersonerne i miljøet, dem, som bestemmer, hvor scenen bevæger sig hen, spillede alle sammen Kölsch. Uden promotion og fancy L.A.-video. Kölsch sagde til Henrik Lücke Olsen, at han ikke ville til Las Vegas. Han ville ikke spille på klubberne. 

”Jeg vil ikke være et serviceorgan for den type publikum. Jeg skal ikke stå og vurdere, hvilket top 10-nummer der fungerer på en tilfældig klub. ’O.k., de er mellem 19 og 23, hvilken referenceramme har de, kan jeg smide en klassiker, de kender, hvornår skal jeg peake, hvor længe kan jeg varme op, inden de keder sig, og hvornår skal jeg smide mit hit?"

"Hvordan hjælper jeg barsalget, hvordan styrer jeg crowden, så festen varer så længe som muligt, hvordan gør jeg tøserne nede i hjørnet glade, hvordan får jeg ham gutten, der er blæst på kokain, til at købe en flaske champagne mere? Der er så mange penge i den verden, at der ikke er nogen kunstnerisk frihed tilbage, og det er ikke mit game.”

Efter ’Calabria’, pladeselskaber, kasketter på skrå og provinsbas har Rune lagt RK på hylden. Eller sådan da, for navnet eksisterer stadig, og han spiller stadig et par gange om året under aliasset. Mest i Danmark og altid for hyggens skyld. For nogle gange har man lyst til en snasket burger med fritter, og andre gange vil man hellere have en fem-retters, som han siger. Begge dele er fantastiske til hver sin tid. 



”Men jeg har skruet helt ned for blusset. Jeg fortryder intet, men mit pladeselskab var vokset til syv ansatte, hvis lønninger skulle dækkes, og de arbejdede alle sammen for andre samarbejdende kunstneres karrierer. Jeg ville i bund og grund tilbage til bare at lave musik.”

KÖLSCH GIK PÅ scenen i Paris for halvanden time siden og har med stamina som en topatlet holdt ZigZag på kogepunktet. Fitbit-armbåndet vibrerer og minder ham om, at han skal nå hen til sit afslutningsnummer inden for fem minutter.

Da han slipper grebet om publikum, sætter han champagneflasken for munden og tager en tår. Så klapper han en sidste gang ud til publikum, sætter sig i sofaen bagerst på scenen og lytter til den tyske dj-duo, som han har overrakt dansegulvet til.

Klokken er fem, og Rune Reilly Kölsch ligner en mand, der føler sig hjemme. Langt fra klubberne i Las Vegas med de helt store penge. ”Der var en mening med, at jeg tabte David Guettas nummer dengang i mine spæde dage. Ellers havde jeg med sikkerhed ikke været her i nat.” ■

LÆS OGSÅ: Fra kælder til DMA: Gør det selv-generationen dominerer den danske musikscene

LÆS OGSÅ:
Dybe spor: Tæt på Tue Track

LÆS OGSÅ:
Dansk DJ: Det kan være godt at have et hemmeligt våben, der får folk til at gå amok

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Portræt