Svend Andersen er en af verdens dygtigste urmagere: ”I Danmark er der ikke meget ur-kultur. Man skal have det, som de andre har” scroll-down

Svend Andersen er en af verdens dygtigste urmagere: ”I Danmark er der ikke meget ur-kultur. Man skal have det, som de andre har”

Han er ukendt i Danmark, men i udlandet er hans ure eftertragtede samlerobjekter, der handles til ublu priser. Svend Andersen er i en alder af 78 år gået på pension, men den danske urmager kan ikke holde sig helt væk fra sit atelier i Genève, hvor han de seneste 40 år har lavet så komplicerede og kunstfærdige ure, at flere af dem er i Guinness Rekordbog.

Af Christian Martinez
Foto: PR
Mode Euroman

DE FLESTE FORESTILLER sig en urmagers værksted som et laboratorium. Sådan lidt renskuret og anonymt. Måske er det fagets krav til præcision og urmagernes hvide kitler, der gør det. Sådan er virkeligheden ikke. De fleste urmagere arbejder i et organiseret kaos i værksteder, der lander et sted imellem tandlægeklinik og autoværksted. Sådan må det være, når man har råvarer liggende på lager, der spænder fra plader i stål og bronze til guld og titanium, og ofte må dreje delene selv med præcisionsudstyr, der arbejder på grænsen af det fysisk mulige.

Svend Andersens atelier i Genève er ikke meget anderledes. Det ligger ved Quai du Seujet med udsigt til Rhône-floden på første sal i et slags galleri i et træt betonhøjhus fra 1970’erne. Det er fra drejebænkene i dette tilforladelige atelier, at danskeren har skabt sig et navn som en af urindustriens mest opfindsomme personligheder. Det skyldes ikke kun de tekniske milepæle, som verdens mindste kalender-ur, der i 1989 sikrede ham en plads i Guinness Rekordbog, eller verdens tyndeste worldtimer fra 1994, der stadig er et af hans varemærker.

Det er i høj grad også urene med de komiske og erotiske motiver, fra pokerspillende skødehunde til gamle grækere midt i et samleje, som gør Svend Andersen til en ener i en branche, der ellers ikke er så god til at grine af sig selv.

DANSKERENS CLAIM TO FAME begyndte med en brandert. Eller rettere, helt vissen kan han ikke have været, for han huskede først idéen dagen derpå. Andersen fejrede nytåret 1968 i Schweiz, da han i løbet af aftenen fik øje på et stue-ur gennem en af de tomme flasker. Kunne det ikke være sjovt at bygge et ur inde i flasken, ligesom et flaskeskib, tænkte han og gik til ro. Idéen ville ikke slippe ham, og det, der startede som et skørt påfund, blev til en besættelse, der stod på de næste fem måneder.

I processen opfandt han et nyt værktøj for at få delene ned gennem åbningen på flaskehalsen på blot 18 mm, deriblandt en skruetrækker, som kunne drejes 90 grader og tænger, som kunne gribe om skruer og møtrikker nede i flasken, men håndteres uden for denne.

Det var tænkt som en hobby, men stak helt af, da han viste resultatet frem på messen Montres et Bijoux. Reuters skrev om det aldrig før sete ’bottle clock,’ og allerede før Andersen havde stillet viserne, var han med i det amerikanske magasin Popular Mechanics med tilnavnet ’watchmaker of the impossible.’ De store kanoner inden for urbranchen fik øje på den unge dansker, der i 1969 landede et job i Patek Philippes værksted, Atelier des Grandes Complications, urmagernes svar på julemandens værksted.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her