På få år har Samira Nawa nærmet sig magtens inderste. Særligt én ting skuffede hende ved regeringsforhandlingerne

I EN MUNTER STUND kan man forestille sig et scenarie, hvor en gruppe radikale baglandstyper med anonyme ansigter stimler sammen i et okkult, underjordisk laboratorium med den bizarre dagsorden at konstruere den perfekte, radikale politikerprofil. I magentalilla kutter og hvide lædersneakers står de samlet om et rundt mahognibord og opildner hinanden med ping-pong-idéer til skabelsen af denne socialliberale transformer:

”Det skal være en kvinde,” fastslår én selvfølgeligt.

”Og hun skal have flygtningeforældre,” prøver en anden.

”Fra Afghanistan. Men højtuddannede! En læge og en ingeniør, der diskuterer politik ved middagsbordet,” lyder det fra en af de modigere kutteklædte.

Nu er der frivol brainstorm-energi i den radikale grotte.

”Hun er økonom, ikke.” De andre nikker. ”Og i studietiden arbejder hun for Cepos, men også for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Der gryntes med tilfredshed, og tillad mig så at drive billedet ud på et anekdotisk overdrev.

”I skolen er hun dygtig og flittig,” begynder en lystigt, ”som elevrådsformand holder hun en tale for hele skolen, 600 elever, der starter en ny skoleleder. I mangfoldighedens tegn står børn i alle aldre og flager med flagene fra de nationaliteter, der er repræsenteret på skolen.”

En svedperle triller tungt ned over den gasrørstykke blodåre i tindingen på en af de kutteklædte.

”Men hun er også hårdfør,” nærmest råber en anden. ”Hun får en engelsklærer fyret, fordi vedkommende gør sit arbejde dårligt. Hun samler underskrifter blandt eleverne, der truer med at strejke, hvis der ikke handles, for de vil fandeme lære noget.”

De jubler og samler sig i en cirkel med armene om hinanden.

”Tænk! Nyt! Tænk! Nyt! Tænk! Nyt!” råber de taktfast med damp ud af ørerne.

Det er selvfølgelig bare for sjov, det her, men de kutteklædte har fabuleret sig frem til et rigtigt menneske af kød og blød: Radikale Venstres 35-årige næstformand Samira Nawa.

Scenariet her er ikke skrevet for at insinuere, at hun er blevet båret frem til magten, nærmere det modsatte, men for at udpensle, hvad man i Radikale Venstres partibagland går og minder hinanden om i disse for partiet lidt træge tider: Samira Nawa har den fulde, radikale pakke i et omfang, der får Adam Prices karakteropbygning til at virke subtil.

På få år er hun gået fra yderkanten af partiets folketingsgruppe til regeringsforhandlinger på Marienborg og en rolle som to’er i partiet, der i december forlod sin egen midterregeringsfest i køen til garderoben. Og hvad er meningen med det hele så?

DER STÅR EN INDRAMMET brodering på Samira Nawas kontor på Christiansborg. Blokbogstaverne, der er broderet i forskellige nuancer af lyserød, siger: ”En feministisk, inkvisitorisk heksejagt forestået af en gruppe ikke-tilgivende nådesløse furier og amazoner.”

Disse bredsider har været rettet mod Samira Nawa fra forskelligt hold, her samlet og foreviget af en ven som et evigt, overskudssignalerende minde om Nawas første tur i den politiske tørretumbler.

Det var i efteråret 2020, hvor den i den brede offentlighed ganske ukendte ligestillingsordfører blev ringet op af en journalist fra B.T.: Hvad syntes ligestillingsordføreren om Sofie Lindes senere udødeliggjorte tale om seksuelt magtmisbrug? Det var en god og vigtig tale. Hvad så med sagen om Jeppe Kofod, daværende udenrigsminister, og den 15-årige ungdomspolitiker, han havde været i seng med år forinden? Kofod ville aldrig være blevet udenrigsminister, hvis det stod til regeringens støtteparti, Radikale Venstre, sagde Nawa.

”Alt det, der skete efter det interview, var meget overvældende for mig,” husker hun. Hun sidder med benene over kors ved sit skrivebord, iklædt lysegul kjole, for senere skal der tages billeder i anledning af EU-dagen med formand Martin Lidegaard. Med sin mørkeblå uniform vil han op mod næstformandens gule kjole fuldende den europæiske farvepalette. Surfer man rundt på partiets officielle kanaler, får man indtrykket af et dynamisk, tohovedet formandsmonster: den erfarne, hvide mand og den yngre, tosprogede kvinde.

Udmeldingen om Jeppe Kofod var ikke strategisk, ikke nøje gennemtænkt. Den var helt intuitiv. Og på Christiansborg fik den bramfri ordførers kontroversielle udmelding en kølig modtagelse – Jesper Petersen (S) og Uffe Elbæk (dav. FG) mente, det var under bæltestedet, Søren Espersen (dav. DF) kaldte det en svinestreg.

”Men det, der skete i kølvandet på den sag, var jo også, at rigtig mange kvinder begyndte at tale om deres egne oplevelser med seksuelt magtmisbrug i dansk politik,” siger Nawa.

En af de kvinder var Samira Nawas partifælle Lotte Rod, der til DR fortalte, at hun både i de Radikales ungdomsorganisation og i moderpartiet var blevet gramset på. Tre uger senere gik en af synderne, Morten Østergaard, af som radikal partiformand under dramatiske omstændigheder.

”Det var selvfølgelig en voldsom omgang, også i vores eget parti. Men det skabte forandring, selvom der også har været sager efterfølgende. Der endte med at blive lavet en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Det er der så ikke blevet skrevet særligt meget om, selvom jeg synes, det er en kæmpe ting. Og hvorfor så ikke det? Fordi det ikke indeholder alle mulige slibrige detaljer. Og så er det bare slet ikke spændende.”

Samira Nawa

F. 1988. Folketingsmedlem og næstformand i Radikale Venstre. Født i Aalborg af forældre fra Afghanistan. Opvokset i Roskilde, hvor hun også i dag bor med sin mand og to børn. Uddannet økonom fra Københavns Universitet. Efter endt uddannelse gjorde hun karriere i centraladministrationen, senest som specialkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Har været medlem af Radikal Ungdom siden teenageårene. I 2019 blev hun første gang valgt til Folketinget.

DET ER LIDT EJENDOMMELIGT, sådan som værdipolitikken har det med at titte frem for politikeren, der egentlig helst vil formulere sig i knastørre tal. Hun havde til en begyndelse frabedt sig rollen som integrationsordfører, da hun debuterede i Folketinget efter valget i 2019. ”Jeg er jo økonom,” undrede hun sig over for medarbejdere.

Det kræver ikke mange, lange samtaler med Samira Nawa for at afkode en vis frygt for at blive stemplet som en bister værdikriger, en uforsonlig ’integrationspolitiker’. Det, hun gerne vil tale om, er økonomi. Hvordan får vi råd til alt det, vi gerne vil? Hvordan får vi det hele til at hænge sammen? På økonomistudiet fandt hun en sær glæde ved bifaget økonometri (en subdisciplin, der efter sigende har efterladt saltafkalkninger ude foran læsesalene på økonomistudiet fra de studerendes frustrationstårer).

”Jeg har fra mine forældre, at uddannelse er meget vigtigt,” siger Samira Nawa.

”De kom til Danmark i 80’erne som flygtninge, og som den ældste i søskendeflokken er det indprentet i mig, at nogle af de mål, man sætter sig i livet, skal være ambitiøse. Man skal ville noget med livet og ikke spilde tiden.”

Hun tager en bid af en sjælden frokost i Christiansborg snapseting. Mad spiller den rolle i hendes liv, at hun er logisk bevidst om, at hun ikke kan leve uden. Og så ikke mere end det.

”Det der med at have et sabbatår fx, det har jeg ikke rigtig set som en mulighed. Der var heller ikke noget, der hed 10. klasse. Det var direkte i gymnasiet, så jeg kunne komme på universitetet.”

Du har selv to børn, hvordan divergerer din egen børneopdragelse fra dine forældres?

”Du kan ikke tage det ud af mig, at man skal ville noget med sit liv. Jeg er nok mere afslappet end mine forældre, men det er noget, jeg skal minde mig selv om at være. Det falder ikke naturligt, kan du sige.”

Hun holder øjenkontakten, en disciplin, politikere har det med at mestre.

”Men én ting er min egen opdragelse. Det ligger også dybt i mig, at jeg i min skoletid altid har haft en oplevelse af, at der var noget ved mig, der lige stak ud. Og det var min etniske baggrund, min religion. Jeg har følt, at jeg skulle overkompensere. Jeg ville finde noget, jeg var god til, og så skulle der ikke være en finger at sætte på det.”

Som 15-årig meldte hun sig ind i Radikal Ungdom efter at have gennemlæst alle de andre partiprogrammer, sådan som det jo hedder og bør sig i en dansk folkevalgts oprindelsesfortælling. Hun blev lokalforeningsformand, sad i hovedbestyrelsen, og på opstarten på økonomistudiet viste de et billede af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Ham der, landets mest magtfulde mand? Han er også økonom.

SAMIRA NAWA FORSØGER at åbne en chokolade med lydløs yndefuldhed. Vi er til gruppeledelsesmøde i Radikale Venstre, hvor næstformanden er flankeret af partiets formand, landsformand, sekretariatschef og gruppeledelsens særlige rådgiver. Den radikale top, så at sige.

Mens ældre partifæller med noget større parlamentarisk erfaring stavrer hastigt rundt på gangene ude foran, er det 35-årige Nawa, der med gruppens næsthøjeste personlige stemmetal ved sidste valg sidder med i magtens lune æggeblomme og, i dagens tilfælde, diskuterer perspektiverne i at indgå i forskellige valgforbund op mod Europa-Parlamentsvalget næste sommer. Når det er en tidligere embedsmand med kun fire års folketingserfaring, der har overhalet ældre kollegaer i den interne hakkeorden, er det lidt tilfældigt. Og så alligevel ikke.

Tilfældigt, fordi planen egentlig var, at Sofie Carsten Nielsen skulle fortsætte på formandsposten efter efterårets valg med Lidegaard som næstformand. Det var inden, partiet floppede fælt i det valg, de selv havde udskrevet med en noget teoretisk forklaring – den største regning tilfaldt formand Carsten Nielsen, der tog sine få personlige stemmer til efterretning og trådte ned fra formandsstolen. Martin Lidegaard tog over, og pludselig manglede der en næstformand.

Og alligevel er det ikke tilfældigt, fordi der i den baglandske grøntsagskasse har groet en stærkere og stærkere tilslutning til Samira Nawas politiske talent. Selv er hun ikke meget for at botanisere i, hvorfor nøglen til inderkredsen er blevet givet til netop hende. Og så man jo spørge rundt i partiet Radikale Venstre, hvor der tegnes følgende glansfulde karakteristik:

Samira Nawa har et uudtømmeligt energiniveau. Hun er dreven og ambitiøs som få, og af samme årsag er hun, siges det, pletfri. Der bliver ikke kørt over for mørkegult, der er ingen boligfinter. Hun har behændigt placeret sig uden for de fløjkrige om balancen mellem idealistiske krav og pragmatiske muligheder, der tidligere har martret partiet. Historiefortællingen om hendes baggrund efterlader intet tilbage at ønske for en kerneradikal. Og er så hun, som en kilde formulerer det, af det stof, partiledere er lavet af:

”Selv blandt dem, der synes, det hele ser lidt sort ud for tiden, kan man høre ting som: ’Men i det mindste har vi Samira’.”

Derfor er hun nu partiets to’er bag den mere garvede Martin Lidegaard. Skulle man være i tvivl om vægten af Samira Nawas stemme i den radikale folketingsgruppe, fik man et pejlemærke på det pressemøde, hvor man tre dage efter valget – og umiddelbart efter Sofie Carsten Nielsens afgang – skulle præsentere partiets nye ledelse.

De fleste vil huske det som håndsoprækningspressemødet, hvor hele den radikale folketingsgruppe minus den afgåede leder måtte stå med lapperne i vejret og stivnede smil og markere, at man ikke ville støtte en regering, der arbejdede videre med den såkaldte Rwanda-model. Den nytiltrådte formand havde ad flere omgange forsøgt at smyge sig uden om at kalde partiets standpunkt for ultimativt, det ord hørte ligesom fortiden til, da en journalist prøvede på ny: Var det udelukket, at partiet ville støtte en regering, der arbejdede videre med Rwanda-modellen?

”Ja, det er fuldstændig udelukket,” brød den nye næstformand resolut ind. Den nye leder blev underløbet af Samira Nawa, kunne man kort efter læse i Ekstra Bladet.

”Vi er da alle sammen rimelig trætte af de billeder, der kom ud af det pressemøde,” fortæller hun i dag på sit kontor. ”Det ærlige svar er jo, at vi var trætte og udmattede. Så jeg vil ikke sidde og bilde folk ind, at det gik helt som planlagt, men politikere er også mennesker, og de dage skete der store begivenheder fra tidlig morgen til sen aften.”

Dagen efter pressemødet var der ét altoverskyggende punkt på dagsordenen: regeringsforhandlinger på Marienborg.

I SMÅ SEKS UGER pendulerede Samira Nawa i selskab med formand Lidegaard og den nordjyske eks-minister Christian Friis Bach mellem Statsministeriet og Marienborg med armene fulde af papirer, mapper, ønsker og overflødige mandater.

Operationen lykkedes, patienten døde. Det radikale Utopia, en regering med både Venstre og Socialdemokratiet, blev realiseret, og cigarføringen var høj hos politiske pragmatikere med hang til dialog og reformer. Bare ikke hos Radikale Venstre, der til bredt funderet forbløffelse takkede nej til ministerposterne.

”Det var den rigtige beslutning,” siger Nawa og fremhæver en nøgleepisode i forhandlingerne: da De Konservative efter en måneds forhandlinger trak sig og endegyldigt skrinlagde idéen om en regering med de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre:

”Da var det Moderaterne, der sad med de afgørende mandater. Og så kunne vi ikke få indflydelse på regeringsgrundlaget på de punkter, vi gerne ville. Det drejede sig om unges uddannelsesmuligheder i fremtiden, om klimaet og værdierne i udlændingepolitikken. Det var ikke en reel forhandling, som vi forstod det. Det var bare os, der fremlagde nogle ønsker, der så blev hældt ned ad brættet. Og den oplevelse kunne vi ikke tage med ind i et regeringssamarbejde.”

Hvad der konkret blev sagt og gjort under forhandlingerne, er selvsagt fortroligt. Men i godt og vel samtlige danske dagblade kan man ned til enkelte citater læse om, hvordan og under hvilke omstændigheder, formand Lidegaard vaklede frem og tilbage mellem deltagelse og ikke-deltagelse i regeringen.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været spinchefer i andre partier, der har udlagt fortællingen om, hvorfor Radikale Venstre ikke var med i regeringen. Og den fortælling handler ikke om det politiske. Det er i virkeligheden det, jeg er blevet mest overrasket over.”

Skuffer det dig, at man har kunnet læse så mange ordrette gengivelser fra forhandlingerne?

”Ja, jeg synes i hvert fald, det var unødvendigt. Og for en dels vedkommende også forkert. Det, synes jeg ikke, der var nogen grund til, men altså, vi bærer ikke nag i Radikale Venstre.”

Meget er sagt og skrevet om partiets beslutning om at holde sig ude af regeringssamarbejdet – meget lidt med positivt fortegn. Hvorfor står man uden for indflydelse i en regering, der er radikal i sin grundfortælling? Hvorfor undveg man ministerposter på kerneområder som klima og miljø?

Selv fra medforhandler Christian Friis Bach har beslutningen mødt kritik. Dagen før partiets nytårsstævne i Nyborg fortalte han til Politiken, at han var uenig i Lidegaards beslutning, og at partiet er i alvorlig krise. Et interview, om hvilket Samira Nawa lakonisk konstaterer, at hun ”da ikke havde behov for at gå en runde mere på dét.”

Men hvad er analysen af, at hele den politiske verden og vægtige dele af folketingsgruppen har svært ved at begribe det radikale standpunkt?

”Jeg forstår godt, at folk undrer sig, når vi sad i forhandlingerne så længe. Idéen om en regering hen over midten fyldte meget i valgkampen. Vi var for dårlige til at fortælle, hvad det rent politisk skulle betyde at få den regering hen over midten. For det er jo ikke nok bare at blande lidt fra højre og lidt fra venstre og bum, så er vi glade. Det handler om det politiske grundlag. Og der var vi ikke gode nok til at fortælle, hvad der konkret skulle til, for at vi kunne se os selv i det.”

Kort efter regeringsdannelsen proklamerede Martin Lidegaard, at hans parti hverken ville være støtteparti eller opposition for den lilla treenighed i ministerbilerne. Samira Nawa afviser, at den ordning skulle være udtryk for en særlig, indforstået radikal logik på linje med, da man i efteråret væltede Mette Frederiksens regering for at pege på selvsamme Mette Frederiksen som statsminister igen.

”En bred flertalsregering er noget helt nyt i Danmark. Det skal alle, også journalister, lige lære at navigere i. Man kan ikke putte os i nogen af de kasser,” siger hun.

Det radikale forhold til SVM-regering peger da også i flere retninger. Selvom der har været kras kritik af blandt andet regeringens forslag til en uddannelsesreform, vil det måske have bundfaldet sig hos flere, at de reformlykkelige radikale som det eneste parti uden for regeringen støttede forslaget om at afskaffe store bededag. Og når regeringens reformtanker losser vælgere i massevis over rælingen, havner kun ganske få i den ellers nærliggende radikale jolle. Risikerer man at blive alt det, befolkningen ikke kan lide ved regeringen – minus indflydelsen?

”Jeg bilder mig ikke ind, at Radikale Venstre på noget tidspunkt bliver et folkeparti,” siger Samira Nawa og tager en sjælden tænkepause, inden hun trækker lidt i land.

”Det var måske lidt hårdt skåret op for vores partis fremtid, men det har vi jo aldrig været. Vi gør de ting, vi synes, er ansvarlige, også selvom det måtte være upopulært. Og hvis vi når frem til, at det rigtige er, at der ikke skal være en advokatvurdering efter minksagen, eller at store bededag skal afskaffes, så må det nogle gange være sådan, at det ansvarlige valg også er det upopulære valg.”

PÅ EN AF CHRISTIANSBORGS SMALLE gange poserer Samira Nawa foran kameraet, da Socialdemokratiets finansminister Nicolai Wammen kommer gående med foden i, hvad der ligner en meget tung gipsstøvle og et anonymt klædt entourage bag sig. ”Skal jeg lige photobombe dig?” spørger han og griner som en knirkende madras.

På trods af de mange ufrugtbare regeringsforhandlinger, Nawa og Wammen har siddet i sammen, er stemningen god. Ugen forinden har de landet en finanslov, der igen og igen hives frem som et radikalt trumfkort, et bevis på, at partiet også uden for en flertalsregering kan vinde indflydelse. Her i en finanslov så stram, at den kunne pustes ud gennem et sugerør.

Det var Samira Nawa, der kørte forhandlingerne (en af hendes absolutte yndlingsbeskæftigelser) med en styrket indsats mod PFAS-forurening og mere barsel til tvillinger som beskedne, men ikke uvæsentlige jagttrofæer som gevinst.

Tænder det en kampånd i de udmagrede radikale? Man forventes at være en del af det kommende forsvarsforlig. En samlet opposition med de radikale akademikere i front lægger tryk på regeringens planer om at forkorte op mod halvdelen af landets kandidatuddannelser. Og det er ikke svært at forestille sig, at radikale mandater igen kan blive afgørende, hvis den forblødende flertalsregering vil bevare flertallet efter næste valg. Kunne man ligefrem forestille sig, at partiet allerede i denne periode vil blive inviteret med i regering for at konsolidere et spinkelt flertal?

”Man kan forestille sig mange ting i politik,” smiler Samira Nawa, glat som en citronkerne.

Men kunne det have interesse for jer?

”Det har vi ikke taget stilling til. Det er heller ikke aktuelt.”

Det kan det hurtigt blive, hvis fx et af Moderaternes folketingsmedlemmer bliver løsgænger?

”Der kan ske rigtig mange ting. Men fokus for Radikale Venstre, fokus for mig, det er det politiske. At få forbedret de aftaler, der laves rundt omkring. Vi skal tale om politik.”

Okay. Men kunne man forestille sig Radikale Venstre i en ren blå regering?

”I Radikale Venstre ser vi jo stadig for os, at nogle af de store udfordringer, der skal findes løsninger på – mistrivsel, klimaudfordringen, vores børn og unges uddannelsesmuligheder – hvis de skal løses på en varig facon, så skal det være over midten. Fordi så kommer der ikke en rød regering og ruller noget tilbage, fordi det var for blåt, eller omvendt. Så drømmen om en regering over midten, der ægte løser de udfordringer, vi står over for, den er der endnu for os. Men man kan da forestille sig rigtig mange ting, og Radikale Venstre har historisk set både været i blå samarbejder, ligesom Radikale Venstre også har været i røde samarbejder.”

Det fornemmes, at alle partier i Folketinget vader rundt i det høje græs og stadig forsøger at afkode den korteste vej til magten, i særdeleshed også Radikale Venstre, der måske, måske ikke, er endt på en ørkesløs omvej. Meget tyder på, at indflydelsens sti skal trædes frem af en stræbsom næstformand, klædt i EU-gult og med den personlige historiefortælling i vinkel.