To uger har VM nu været i gang, helte og skurke har skilt sig ud, og vores panel har fået tre stikord med a, fordi de skal evaluere turneringens anden uge.
Amerika:
Det er så mærkeligt med VM, at det geografiske betyder så meget. Det er svært for et europæisk hold at vinde i Sydamerika og vice versa. Det er ret markant, at man vinder på hjemmebane.
Men jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Hvis jeg skal være helt banal, så er der også varmt i Spanien. Og de er jo sindssyg gode boldspillere, alle sammen, men alligevel betyder det noget, at det varme vand sidder til højre i stedet for til venstre. Det kan man jo se på resultaterne. Det giver en uforklarlig forskel, at nogle af spillerne er i en setting, de er vant til og kan forstå, mens resten ikke er det.
Hvis det kommer bag på os nu, at de latinamerikanske hold faktisk også er ret gode, så hænger det nok sammen med europæisk selvfedme. Vi kender ikke så mange af spillerne, de spiller måske endda i en klub, vi ikke har en trøje fra – med mindre vi er meget nørdede.
Jeg så endda en kamp med Ecuador, hvor der pludselig var to Valencia’er på samme hold. Det var meget forvirrende. Med mindre de hedder Laudrup, skal de ikke være to på samme hold, der hedder det samme. Den regel kunne Fifa godt indføre.
I tredje runde af gruppespillet er det pludselig alvor. Nu har vi haft to runder med masser af mål, hvor alle tror, at alt kan lade sig gøre, og de har fyret den af med flot fodbold. Tredje runde er lidt som en tømmermandsrunde. Man kan se angsten i spillernes blik. At de nu ved, at de skal vinde med syv mål, mens det andet hold taber med tre.
Man kan se, at de pludselig begynder at tænke matematik. Det er ret fascinerende, når en forsamling, der – uden at nævne nogen navne – ikke er verdens skarpeste, kan alle de her matematiske regler for, hvordan fodbold fungerer.
Det kunne pædagogerne nok have anvendt med fordel i skolen. Hvis de havde beskæftiget sig med koefficienten for kvalifikation til Europa League i stedet for at lave procentregning – så havde Nicklas Bendtner været matematikprofessor i dag.
Angribere:
Det er ret sjovt, at alle tvivlede på, at Messi havde, hvad der skulle til for at gøre det godt på landsholdet, for at gøre det godt til et VM. Nu er han på vej til at blive topscorer. I al ubemærkethed er han kravlet op ad listen.
Mens Suarez, som alle havde kæmpe forventninger til, han var god i en kamp, og så var det ligesom det.
Men jeg savner lidt en italiener, der kommer ud af ingenting og scorer en masse mål. Altså ud af ingenting for dem, der ikke følger så meget med i fodbold. Som Salvatore Schilacci i ´90. Og Paolo Rossi var heller ikke noget kæmpe stort navn i ´82. At det lige blev ham, der scorede alle Italiens mål, det kom lidt bag på folk.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.
