Lørdag aften spilles Champions League-finalen på Wembley Stadium. UEFA Champions League er et monstrøst show, en europæisk venskabsby til Hollywood, Disneyland og Las Vegas - og et af historiens bedste underholdningsprodukter. Det ser overdrevet godt ud på tv, og når man kommer bag kulisserne, ser man, hvor imponerende showet er.
Wembley, London, 28. maj 2011.
Det er juleaften for millioner af fodboldfans. Michel Platini er 26 år (minus én dag) tungere, end dengang han selv tog imod pokalen - som anfører for Juventus’ Europa Cup-vindere for mesterhold årgang 1985. Den aften var han ikke glad, for han havde lige overværet Heysel-tragedien, der tog livet af 39 tilskuere.
I aften er Platini glad. Han sætter sig til rette på tribunen og smiler bredt under den lidt klovneagtige frisure. Jakkesættet er egentlig nydeligt, men slutter komisk tæt til hans pæreformede krop og får ham til at ligne en trind sprechstallmeister, langt fra den personificerede elegance han var som Europas officielt bedste fodboldspiller 1983-85. Platini rejser sig igen, for i dag er han præsident for UEFA, så han overrækker pokaler til den næste generations mestre, når han ikke, som i næste øjeblik, uddeler franske kindkys og varme håndtryk til resten af fodboldtoppen på tribunen. Og Champions League er i høj grad næste generation. I gamle dage, dvs. i store træk dengang Champions League hed Europa Cup’en for mesterhold (indtil 1992), ventede tv-seere i ugevis på den næste store kamp. Nu kan man få dem hele tiden, flere ad gangen, sæson efter sæson. Ligesom VM, bare bedre og bare (næsten) hver uge. Ligesom Instagram, Twitter, Facebook. Mere! Nu! Vi kan ikke få nok.
I aften kulminerer det hele så, med Platini som ceremonimester, i Cirkus UEFA og for alle fodboldelskere, det er højdepunktet i en sæson, der leverer den fedeste kvalitetsvare fra september til maj stort set uden at svigte. En tyk tåge af forventning ligger over ”fodboldens åndelige hjem”, Wembley, over London, hele Europa, og verden med. Det kan godt være, at Europa ikke styrer verden længere, men verden styres hvert år mod historiens mest effektive og særdeles europæiske produkt i verdens største sport. Champions League er EU’s markant sjovere lillebror, en virkeliggørelse af EU’s optimistiske vision om en fælles superudveksling af det bedste fra alle medlemslande. Tilført den stærkeste talent- og stjernemasse fra resten af verden i en overlegen gourmetgryderet. Ifølge professor Simon Chadwick fra International Business of Sport ved universitetet i Coventry tilfører Champions League-finalen europæisk økonomi et boost på 750 millioner kroner.
Wayne Rooney siger, at alle hårene rejser sig på hans tatoverede, nordvestengelske krop, hver eneste gang han hører den. Champions League-hymnen, også en populær ringetone hos både skoledrenge og seniorkonsulenter, kalder verden sammen tirsdag og onsdag kl. 20.45 centraleuropæisk tid – fra gruppespillets start i sensommeren til finalen i forsommeren. Den engelske komponist Tony Britten samplede i 1992 Georg Friedrich Händels Zadok the Priest og vandt UEFAs konkurrence om det bedste indgangstema til den nye turnering. Den originale ’Zadok’ var bestilt af det engelske kongehus og er blevet spillet ved hver eneste britiske kroningsceremoni siden 1727, og UEFA’s kopi er næsten mere händelsk end originalen: pompøs, nogle ville sige svulstig, som komponistens signaturværk ’Messias’.
De majestætisk-religiøse overtoner i ouverturen til Champions League-showet er ikke svære at høre, men hvis de ikke skulle være i verdens største årlige sportsbegivenhed, hvor skulle de så være? Champions League-finalen har flere live-seere end Super Bowl-finalen, over 110 millioner. Oven i købet droppes den gammeltestamentlige reference ”Dansen om guldkalven” rituelt, når medierne skal sætte billede på de trecifrede millionbeløb, som Champions League-deltagelse kaster af sig for klubberne. Når man sidder hjemme i stuen i Seoul eller Hjørring, er hymnen det storslåede, lokkende sakramente, der bryder ud som et elektrisk forstærket englekor af tv-højttalerne mellem Heineken- og Ford-reklamer. Signalet til noget potentielt historisk, selv om showet faktisk gentages hele tiden. Og måske netop derfor. Champions League forener, men ikke på samme (mellem)folkelige, grænseoverskridende måde som VM. Den sammensmelter ikke kvinder og mænd, høj og skæv, sort og gul, på samme måde som landsholdsfodbold, men har en eksklusiv coolness, som VM trods sin sjældne frekvens aldrig får. Besnærende som Iniesta, energiladet som Jürgen Klopp. Ofte ferrarisk som Cristiano Ronaldo og magisk som Messi.
Det er stort på tv. I virkeligheden er Champions League også stort. Men det er stort på en anden måde, end man skulle tro. Det er stort som Las Vegas, Disneyland og de største filmstudier er store. Og ligesom disse drømmefabrikker er Champions League en af de bedste underholdningsleverandører, verden har set. En af de mest sejlivede vandrehistorier er, at VM i Sverige i 1958 aldrig fandt sted i virkeligheden, men var optaget i et filmstudie (ligesom Månelandingen), og når man kommer tæt på de største Champions League-opgør, er der tidspunkter, hvor linjen mellem show og virkelighed, kulisser og bold, bliver tynd som en linedansers vej over cirkusmanegen.
Der er to timer til, at Platini sætter sig ned og rejser sig igen kort før kick-off i årets Champions League-finale. To timer og ingen kameraer i nærheden, da de to slipseklædte UEFA-officials kommer sjoskende langs sidelinjen på Wembley. Den ene slæber på noget, som i dybeste alvor kaldes Den Hellige Gral, trofæet, det hele drejer sig om (udover pengene); Champions League-pokalen. Slipsemanden trækker afsted med pokalen i det ene øre, som en træt teenager bærer sin kuffert efter 14 dage på Sunny Beach. Ikke videre andægtigt. Den 73,5 cm høje og 8,5 kilo tunge sølvpokal skraber hen ad jorden et par gange, og slipsemanden gør sig ingen anstrengelser for at forhindre det. Det er heller ikke showtime endnu.
Champions League-finalen bliver tv-transmitteret i mere end 230 lande af 121 tv-kanaler. Beijings egen CCTV5 sender marathon og uafbrudt (bortset fra kostbare reklameblokke) fra Wembley kl. 22-06 lokal tid. Sydamerikansk tv er i huset. I 2010 fulgte 14 millioner brasilianske tv-seere finalen, fordi Inter havde Maicon, Lucio og brasilianskfødte Thiago Motta i truppen. Så kan man selv regne ud, hvor mange sydamerikanske seere der er med 12 sydamerikanske spillere i trupperne hos finalisterne. Ifølge professor Simon Chadwick fra International Business of Sport ved universitetet i Coventry, vil den øgede interesse fra Syd- og Mellemamerika kunne generere 750 millioner kroner. Mediernes tilstedeværelse er kompakt, 700 akkrediterede journalister, og der er 1000 stewards, daglejere i skrigende orange UEFA-veste, som i dagens anledning skal vise især medier og tilskuere og alle andre på plads. De orange stewards er mildt sagt ikke hjemme i Wembleys frodige infrastruktur.
Jeg spørger en af stewarderne om vej til pressetribunen. Han viser mig ind ad én indgang, som bliver til en anden indgang, og endnu en, og så står jeg uforvarent inde under Wembley, i indvoldene, mellem græstæppet og verden udenfor. Det er en endeløs vandring i et underjordisk ingenmandsland, som fortsætter en time og med syv forskellige stewards som ”guider”. De aner ikke, hvor vi skal hen, sender os videre til kollegaer med besked om at gå i modsat retning. Men de er flinke til at gå med rundt og rundt og rundt inde under Wembley.
Vi leder efter pladsen til finalen, men herinde i mørket under tribunerne har jeg måske fundet det sande Champions League. Her er nemlig tv-ledninger alle vegne, tusindvis af kilometer af ledninger, der er forbundet med det, der sker inde på fodboldbanen og i nærheden af den og løber som livliner og tentakler ud til resten af verden. Det er blodårerne og nerverne, som forsyner hele verden med et show, som ikke fås bedre. Her holder korteger af reportagevogne, også Sky TVs fem trucks til en kvart milliard kroner. Jeg bliver vist ind i en elevator og ud under en anden tribune, hvor jeg møder altid supersympatiske Per Frimann, der beklager, at han ikke kan hjælpe; han er tv-kommentator, ikke fra den skrevne presse, og sidder på et helt andet afsnit. ”Det er sindssygt i dag, jeg håber du finder vej,” siger Frimann.
Omsider kommer jeg uden for Wembleys indvolde, det er som at kunne ånde igen efter en måned i en kulmineskakt. Heroppe i luften tager UEFAs tidligere mediedirektør Frits Ahlstrøm imod spillerne fra Manchester United og FC Barcelona. Ahlstrøm er i dag på arbejde for TV3, men hans kamerahold er væk, da finalisternes største stjerner kommer hen til danskeren, som de kender fra hans UEFA-tid. ”Vores kamerahold og intervieweren er ude for at snakke med nogle fans,” siger Ahlstrøm, og må lade stjernerne gå videre ind til omklædningen, uden at seerne får dem at se. Close-up, uden bold og i virkeligheden ser stjernerne så almindelige ud, meget mere menneskelige end i fjernsynet. Lionel Messi er chokerende lille og ligner en, som man sagde engang, der ikke kan gøre for det. Et autistisk geni.
Sponsorerne er her også. Lidt for meget, synes nogle af de anslået 250.000, der ikke kan købe billetter til finalen. Priserne for almindelige billetter starter i øvrigt ved 1700 kr. UEFA og finalisternes administrationer er blevet voldsomt kritiseret for, at en betragtelig del af billetterne er forbeholdt sponsorer og andre V.I.P.s, frem for de fans, der har rejst med hele vejen fra første kamp i gruppespillet. Men sponsorerne betaler, så tv-stationerne betaler, så UEFA betaler, så klubberne kan betale for alle de gode spillere, for alle de gode spillere vil spille Champions League. Måske kan man ligefrem argumentere for, at det er mere demokratisk at lade millioner af mennesker få en stor tv-oplevelse uge efter uge, takket være eksorbitante sponsor-/tv-indtægter, frem for at lade nogle titusinder ”rigtige” fodboldfans få en billet til selve finalen på bekostning af sponsorerne?
Og måske er det tænkt som en slags udspekuleret kompensation, at sponsorerne uden for Wembley har sat karavaner af byfestagtige salgsvogne op, så fansene, også dem, der ikke kan komme ind, har noget at købe, inden finalen. Der er timelange køer foran souvenirbutikkerne, ”sponsoreret” af Master Card og Adidas. Mange fans, heraf en del med ”Tickets wanted-”skilte, har stillet sig op på den fattige side af VIP-indgangen med den røde løber. Fra første række kan de se tusindvis af mænd i sorte jakkesæt gå forbi dem og lige ind i det forjættede land.
Efter endnu en halv times misguidance finder jeg endelig min plads på tribunen, tæt på Michel Platini, der har sat sig ned nu. Det er svært at se en direkte sammenhæng med fodbold, men mønstrede myriader af bowlerhatklædte, paraplysvingende dansepiger varmer energisk stadionpublikum op med en tv-venlig koreografi, der er en OL-åbning værdig. Så kommer rapperen Tinchy Stryder, mest kendt i England. Han har sprinterfænomenet Usain Bolt med sig. Den ukendte stjerne rapper noget man ikke kan høre, og Bolt stepper lidt rundt til bassen. Tre minutter, ud igen.
Platini smiler, og Londons borgmester Boris Johnson smiler, det gør han altid, og holder en tale. Hans by har lige tjent 390 millioner kroner på at være at vært. Det er et flot show, især hvis man ser det på tv, og nu er det nemlig showtime, for tv-kameraerne ruller fra Beijing til Buenos Aires, og tilskuerne på stadion kan følge med på Wembleys to kæmpeskærme, der hver har et areal på størrelse med 600 gennemsnitsfladskærme, som dem de sidder i Hjørring og Seoul og kigger på lige nu. Trofæet bæres ind. Ikke skødesløst denne gang, men i strakte arme, af fire af Dronning Elizabeths egne vagter i rød galla. Vi får at vide af en UEFA-ansat, at spillerne står klar til at komme på banen, og fotograferne, der har stået bag en afspærring får lov til gå frem mod spillerindgangen. Et par sekunder går fotograferne disciplineret, side om side, række efter række, som en romersk hær under fremrykning, så småløber de, og til sidst spurter de hæmningsløst med højt løftede albuer for at komme i første række, dvs. hen til næste afspærring.
”Jeg er så lettet over, at fotograferne opfører sig ordentligt i aften,” siger min sidedame Teresa Moraes, der er chef for UEFAs medieakkreditering.
Musikken spiller, er det Händel? Pomp og pragt, magt og vælde, pump up the volume. God stil. Verden holder øje nu. Trofæet står på en piedestal af glas, så det ser ud som om den svæver i magisk i luften. Især på afstand. Så starter kampen.
Efter FC Barcelona definitivt har besejret verden med deres fusionsballet af Gaudi, tyrefægtning og Play Station, er det så, at Michel Platini endelig får lov at komme af med sin pokal, der ligner Wayne Rooneys hoved serveret på et fad for de catalanske konger. Overrækkelsen, kroningsceremonien, sæsonen kulminerer med heavy Händel-rip-off, og UEFA-tribunen detonerer i officiel guldkonfetti, som ser så magisk ud på tv, ren pyroteknisk parade. I virkeligheden, fra 15 meters afstand, ligner det en børnevenlig bordbombe nytårsaften.
På pressemødet efter kampen bliver Messi kaldt frem og får overrakt prisen som finalens bedste spiller. Som han står dér i projektørlyset foran alle journalisterne ligner han et rådyr, der er fanget i billygternes skær på en mørk landevej. En blanding af chok og lad-mig-komme-væk. Han ser så lille ud uden for manegen.
FC Barcelonas sejr vurderes at give klubben en rekordstor økonomisk indsprøjtning på 940 mio. kr., mens taberne fra Manchester United må nøjes med at hente 545 mio. kr. for deres indsats.
Men det er egentlig ret ligegyldigt. Om det så er kold business, rekvisitter og iscenesættelse, som konspirationstosserne siger om fodbold, Månelandingen og VM ’58. Intet kan røre fodboldhistoriens mest publikumsvenlige turnering og verdens bedste tv.
