En tur dybt ind i de østrigske alper

For nylig var jeg på en lille tur til de østrigske alper for at få en dosis bjergluft og puddersne. Destinationen var Montafon, et for mig ukendt sted, jeg aldrig havde hørt om, men som ikke desto mindre viste sig fra sin allersmukkeste side.

Jeg var afsted med en gruppe meget entusiastiske skiløbere fra Sverige, Rusland, Østrig og Tyskland. Alle med et tårnhøjt niveau, så der blev fra start sat et vildt tempo. Vi var indkvarteret i en lille, hyggelig by ved navn Gaschurn, og der var på forhånd bestilt bjergguider til vores eskapader i bjergene, så vi fik mest muligt ud af det.

Jeg tog selvfølgelig en stak billeder på turen, som jeg gerne vil vise. De kommer her:

Enhver sikker og god dag i offpisten starter selvfølgelig med en gennemgang af lavinerisiko, sneforhold og diverse farer, der måtte være. Hver morgen bliver der komponeret en lavinerapport, som frit kan læses på nettet. Her er det en af vores bjergguider, der forklarer om dagens tur og hvad vi skal være opmærksomme på.

... og lad os så komme afsted. Jeg har aldrig kørt så lidt på pister, som jeg gjorde på denne tur. Til gengæld var der rigeligt med offpiste, og meget af det skulle nås ved at hike med såkaldte skins under skiene, så man står fast. Jeg står på snowboard, så jeg havde nogle fede snesko på.

10-15 minutter væk fra de præparerede pister åbnede der sig et nyt og uberørt område, som vi havde helt for os selv. Og sneen var dyb og let.

Her jubler min svenske rejsemakker Oscar over at have udsigt til et stykke uberørt bjergside...

.... som han var den første til at køre på. Der er få ting, der slår den følelse.

Verdens mærkeligste ret.

Optimisme selv i sneen.

Det var outdoor-mærket Peak Performance, der arrangerede skituren, hvor man udover at køre med nogle ekstremt kompetente skiløbere også fik mulighed for at prøve næste års kollektion. Jeg var på en lignende tur sidste år, hvor der ligeledes blev testet tøj. Fokus hos det svenske mærke er stadig på funktionelt og teknisk meget detaljerigt tøj, der både absorberer kropsvarme når man er ved at overophede samt isolerer for kulde når man står stille i mange timer. Mere om sidstnævnte lige om lidt.

Earn your turns.

Og ja, så skulle vi på eventyr... Vi gik op i sporet til at starte med og holdt så til venstre op rundt om klippen bagefter.

... og endte her, hvor vores bjergguide to sekunder tidligere havde sagt: "If you fall you'll die." Lidt i spøg (bildte jeg mig selv ind).

Jeg ved ikke, hvor nemt det er at se, men det var meget stejlt her - så stejlt, at vores bjergguide havde et reb med, som vi fik bundet om livet og en efter en blev firet langsomt ned med.

Bemærk, at der på billedet før var sol, mens der her er overskyet og begyndende snestorm. Vi var en ret stor gruppe, så det tog noget tid, før alle var nede (jeg var næstsidst). Og der var det dårlige vejr altså begyndt, hvilket gjorde vores sigtbarhed begrænset. Vores glade bjergguide, som var fra området og kendte det som sin egen bukselomme, holdt dog et fantastisk højt humør, så der var ingen grund til bekymring.

Ned kom vi og selvom vi ikke kunne se så meget, så havde vi en stor dal med masser af nysne helt for os selv. Hvis sigtbarheden er dårlig, kan man med fordel køre tæt på hinanden. Kroppene kaster en slags skygge, som gør det nemmere at se konturerne i sneen, så man ved, hvornår der kommer bump og fald og så videre. En person skal dog køre forrest, og det var vores guide. Og pludselig styrtede han ret vildt.

Han overså et fald på to-tre meter, som man sagtens kan tage, hvis man kan se det. Men fordi han ikke var klar over, at det var der, landede han for tungt på sine ski som sank ned i sneen, mens hans krop fortsatte fremover. Ruuuuuttsj, sagde det, og så lå han der. Og skreg: "Mein bein ist gebrocken!"

Yes, hans skinneben var blevet cuttet lige over skistøvlen. Og selvom han var i smerte, faldt han hurtigt til ro. Og så var der ellers dømt overlevelsestur: Vi fik ham pakket ind i alu-tæpper, givet ham nogle ekstra lag tøj på, støttet hans ben, så det lå ordentligt, og så selvfølgelig ringet til Berg Rettung. Og så var det ellers bare med at vente på at han kunne blive hentet. Og vente. Og vente.

Det tog fire timer, hvor vi stod i sne og blæst og prøvede at holde humøret oppe. Og jeg kan uden at tøve sige, at tøjet fra Peak Performance holdt mig varm. Havde det været anderledes, havde jeg selvfølgelig påpeget det, men ikke på et eneste tidspunkt frøs jeg. Så hvis du planlægger at stille dig ud i en snestorm i et par timer her til næste vinter, så ved du i hvert fald nu, hvad der nok skal isolere din krop.

På grund af det dårlige vejr var det umuligt for en helikopter at flyve op til os. Det var åbenbart også svært for en snescooter at komme, men langt om længe dukkede der hjælp op: Fire østrigske krigere, der gik op ad bjerget og havde alt fra førstehjælpskasse, båre og underlag med. Og så kunne vi endelig komme ned i dalen og få en kop glühwein. Og så var der ikke mere skiløb den dag. Dramatisk oplevelse!

Tre ting jeg afskyr: Spyder-jakke, Eisbär-hue og tysk alpinist.

En af vores bjergguider, Sebastian, som har det misundelsesværdige job at være indehaver af et rejsebureau (sammen med sin far), der tager folk med på freeride-ekspeditioner i bjergene. Prøv det selv. No wonder at han altid er så glad.

To glade svenskere: Joel og Oscar, som er satans glade. Det kan jeg godt forstå, for der var rigeligt med pulver. En sidebemærkning: Jeg har altid undret mig over folk, der køber skitøj i signalfarver som orange eller kraftig blå eller grøn. Men efter at have været på et par lavinekurser giver det mere og mere mening for mig, at de store outdoor-producenter sælger så meget af det: For hvis du er delvist begravet af en lavine, er du ret interesseret i at blive fundet. Og da tiden er knap, skal man helst lyse så meget op som muligt. Hvis der stikker et ben pakket ind i et par grå skibukser ud af en lavine, kan det nemt forvekslet med en skygge, men hvis det for eksempel er orange, er det meget nemmere at se.

Mig iført et par lækre snesko, som jeg vadede rundt i. Det havde jeg aldrig prøvet før, men nu overvejer jeg at investere i et par.

På tur gennem et meget fredfyldt og meget smukt landskab.

Up up and away.

Den eneste ulempe ved at stå på snowboard: Man har ingen stave, så man må af og til stå af og gå. Men så længe skiløberne er ok med at vente en lille smule (så kan de også få pusten efter jeg har kørt dem flade), så er det ok. Her er jeg på vej ud af en smuk og solbeskinnet dal efter vores lille gruppe var de første til at køre ned gennem den. Oh, that feeling!