Jeg elsker magasiner. De trykte blade. På papir. Jeg er fuldstændig syg med dem. Et af mine stærkeste første sanseindtryk er fra en aviskiosk i min barndomsby. Jeg har været seks år og var lige startet i 1. klasse. Hver tirsdag fik jeg fem kroner til at købe først det på alle måder kulørte Sporten, som vist kun holdt en sæson, men hvilken sæson og hvilke idolplakater, og siden 10 kr. til Frits Ahlstrøms på alle måder legendariske Alt om Sport. Avisdamen, som kørte bladbiksen med sin søster, linede alle bladene op på disken i den lille kiosk, hvor der duftede intenst berusende af tryksværte og andre kemikalier. Det var et fix. Et sus. Jeg er helt sikker på, at jeg fik et ugentligt tirsdags-trip på linje med limsnifferi direkte op i næseborene i den kiosk. Avisdamen rullede bladet sammen i brunt papir, tape eller elastik omkring. Jeg kunne næste ikke vente med at komme hjem og åbne det. Farverne, billederne, ordene lige op i hovedet. Det var lyset. Magiske, eksotiske navne som Bilbao og Napoli. Borussia Mönchengladbach. Det var sportsbladene, der lærte mig at læse, ikke min dansklærer. Og papiret, åh papiret. Jeg kan mærke det i fingrene.
Siden fulgte de engelske og tyske fodboldblade, Shoot, Match og Kicker. Så kom musikbladene, ligeledes de engelske og tyske, Vi Unge og Ung Nu var lidt for tøset. Smash Hits, Bravo, og lidt senere Select, og fra gymnasietiden livstilsblade som The Face. Så blev det Esquire, GQ, Vanity Fair. I dag har jeg det stadig sådan med magasiner. Jeg kan ikke styre det. Jeg kan finde på at købe et farvestrålende finsk magasin, der hylder traktortræk eller obskure japanske magasiner om engelsk landadel trykt på tykt papir, bare fordi det ser så fedt ud, føles så fedt, at jeg må have det.
Men magasiner, altså de trykte magasiner, de rigtige magasiner, er en døende race. Ligesom pandaer og hvide tigere. Allerede i 2006 udkom den vidunderlige The Last Magazine, som begynder med nekrologen: ”Magazines, as we know them, are dying. Ink and paper, the materials that have defined magazines for over 250 years, are dissolving gradually into digital bits and bytes.” Resten af bogen er et monument af en hyldest til det, det gode magasin kan. Være smukt at se på og lækkert at sidde med. Interessant at læse i. Skiftevis uforpligtende og fascinerende fatsholdende. Det ultimative afslapningsmedium blandet med et æstetisk kick og ord, der gør verden større eller giver stof til eftertanke. Men det slutter snart. Ingen på over 25 år køber trykte magasiner, så det giver sig selv. Måske en lille gruppe vil bestå. Resten er noget du får sprøjtet direkte ind på en chip i øjenlåget til du får epilepsi, nogenlunde ligesom i Blade Runner (1982). Ellers lever du i fortiden.
Ja, ja, det er udviklingen og fremtiden, og det er patetisk at begræde tabet, siger vi altid. (Og De, kære læser, har sikkert bemærket ironien i at den tekst, de læser netop nu, læses på alt andet end papir.) Så jeg nyder at de stadig udkommer, magasinerne, så længe det varer. I New York City, Tokyo, London, Milano, Berlin og Paris kan man endnu finde de mest bevidsthedsudvidende guldgruber af bladkiosker. Magasiner fra gulv til loft og væg til væg. Om alt. Man kan også finde gode udvalg i lufthavnene rundt omkring i verden. Men i Danmark er vi bagud – eller foran udviklingen. I København finder du en enkelt Aladdins Hule, om end i mindre charmerende omgivelser i Magasins underetage på Kgs. Nytorv, lige op ad hælebaren og toilettet. Du kan også stadig finde et nogenlunde pænt udvalg på Hovedbanegården og i St. Kongensgade.
Men hvis du kommer forbi Stockholm og Göteborg, må du for alt i verden ikke snyde dig selv for et besøg i press stop og Pressbyrån. Jeg bliver altid blæst bagover af disse svenske skatkamre. Det er ikke kun det komplet overvældende overflødighedshorn af kvalitetsblade (103 forskellige alene om musik i press stop), som desuden i press stop er stillet delikat og indbydende op, som om det var en eksklusiv designboutique. Nej, det er udvalget af svensksprogede kvalitetsmagasiner (som udstiller Danmark som et kulturelt u-land – eller state-of-the-art digitalland?). Det er månedlige magasiner, ikke kun et, men flere, som udelukkende handler om at skrive. Altså at skrive. Andre er dedikeret eksklusivt til det svenske sprog. Kommaer, adjektiver og sådan. Nogle til litteratur, svensk især. Der er blade på niveau med de bedste angelsaksiske. Naturligvis gastronomiblade. Rejsemagasiner en gros. Blade om alle mulige fænomener inden for kunst og kultur, politik, religion og historie, undervisning, medier, design, have, arkitektur, alt muligt. På svensk, altså. Og det fremragende Filter, som leverer dyb og grundig kvalitetsjournalistik på månedlig basis, som magasinet offside gør det om fodbold. De to magasiner har bare har det fede format, både konkret og i overført betydning. För fan, det är grymt bra!
Nogen vil måske kalde det reaktionært, old school, outdated, arkaisk, passé, forældet, morfaragtigt, antikveret, forhistorisk, altmodisch, utidssvarende, middelalderligt, støvet, antikt.
Jeg kalder det retro-progressivt. Magasiner forever.
P.S. Tag til Sverige, inden det er for sent. Eller find udvalget her (hvor du også kan finde adresser på de fysiske butikker – anbefalet):
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
