Elskere af Toscanas stramme, til tider genstridige, stil får det hele leveret med ilpost og vi andre, som normalt gerne vil have lidt mere bredde og frugt, får nu ligeså meget leveret – årgangen er simpelthen bredt ud, har foldet sin godt gemte og åbenbart sprængfarlige intensitet ud og har bevaret en laseragtig præcision.
Både Chianti og Brunello-konsortierne deklarerede årgang 1988 som femstjernet, ligesom 1990. Vinteren 1987/88 var mild og foråret stabilt men køligt. Den potentielle produktion blev reduceret på grund af regn i juni, hvor blomstringen blev uens. Til gengæld var sommeren brændende varm og nærmest helt uden regn. I september var der til gengæld ekstraordinært store forskelle mellem nat- og dagtemperatur og det var her den enestående aromaintensitet blev skabt – den der for alvor viser sig nu, mere end tyve år efter.
Kort efter årgangen så det ud til at årgangens tanniner var for grønne og syren ekstremt høj – 90erne derimod var federe og set over en bred kam mere ens – til gengæld viser det sig nu at ’90erne, med klare undtagelser, er mere almindelige, mere traditionelt storladne, koncentrerede og enkelte er klart overmodne og har antaget et tydeligt sveske- og figenagtigt præg, nogle af de oprindeligt store er endda på vej ned. Enkelte, som reelt har lavet større 90ere end 88 er blandt andre Case Basse, specielt Riserva, Castello di Monsantos Il Poggio og Antinoris Tignanello.
Her er noter på 88ere smagt indenfor det seneste år.
Brunello di Montalcino Riserva, Pertimali
Mesterlig, virtuos og velgørende vin. Den konkurrerer med Pergole Torte og Salvioni om årgangens langtidsperspektiviske laurbær. Frisk bjergmynte, røde kirsebær, kokos på trods af fravær af barrique, koks og sort peber – den har det hele og virker nærmest ikke ældet, ikke engang lædernoter har den antaget endnu. Den er kompakt, stadig ungdommelig tannisk og syrerig, men har masser af indre kerne og styrke. Lever fint videre.
95 point
Fontalloro, Felsina-Berardenga
Castelnuovos varme og den fattige jordbund giver kraftfuld sangiovese og Fontalloro er ingen undtagelse. Den når ikke den sublime debutårgang 1983, den lever chokerende godt, men har med sin indtagende brunelloske pibesovs og askebæger stadig noget at give af. Til gengæld begynder det at knibe lidt for smagen, hvor den benede struktur bliver lidt for udtalt nu og alt ”kødet” er ved at være tabt. 86 point
Sangioveto, Badia a Coltibuono
En symfoni af aromaer; mynte, garvet kalveskind, rode kirsebær, champignon, rooibus te, chokolade og den gode våde træstub. Bevægende intens næse og smagen har bortset fra små karamelliserede elementer, sublim balance. Stucchi Prinetti-familiens rene sangiovese holder stilen. Lever uden problemer videre.
92 point
Cepparello, Isole e Olena
Der er nogen som har puttet kaffebønner i min vin! Normalt længelevende sangiovese, senest har en 1982 været mindeværdig, men ’88eren her lever ikke op til forventningerne. Den er støvet på den hengemte måde og virker lidt ”kogt” – måske en dårligt opbevaret flaske. Bør drikkes nu.
80 point
Tignanello, Antinori
Måske på vej forbi sin bedste tid – i modsætning til 90eren. ’88eren har stadig kirsebær, sund læder og kompleks kamfer og endda spor af barrique, men den virker en smule bidsk i munden med klart præg af tannin og savner nogen breddefrugt. Måske kan godt opbevarede flasker give bedre resultat, men jeg tvivler på man finder flasker der kan slås mod den smukke og velskabte ’90er.
88 point
Pergole Torte, Montevertine
Verdens bedste næse… eller næsten da. Rød syltebær, varm vanilje, puddersukker, varm rønnebærdrik, lakrids, Chartreuse, rød thai curry, tørret bonito og sort peber. Ikke for sarte sjæle i munden. Normalt vil jeg foretrække lidt mere cremet tannin, men den har et eller andet burgundisk letbenet, dansende i smagen, som man må overgive sig til og slutter ubetinget blodig og dyrisk, som kun sangiovese kan gøre det. Bør drikkes de nærmeste år.
94 point
Brunello di Montalcino, Cerbaiola-Salvioni
Årgangens mulige zenit lige nu. Giulio Salvionis brunello er altid sort og 88eren er fortsat uigennemtrængelig. Er man til vosne-bourgogne af bedste skuffe, men har toscanske aspirationer er det VINEN. Sure ribs og kirsebær, karse, kamfer, Hermès-taskelæder og savlprovokerende. Dyb og dyster fortsat, kunne være 15 år yngre med den grundlæggende søde frugtighed. Bidende intens med sin brunellosyre og tannin, men harmonisk på den måde, som kun Montalcino kan skabe. Lever mange år endnu.
96 point
Brunello di Montalcino, Case Basse
De obligatoriske tørrede tranebær og camparien finder man også i Solderas ‘88er. Kanel og undermodne kirsebær, vanilje og schweizerbolsjer supplerer. Den er ekstremt kompakt og og tæt, mineralks til det smertende og har tydelige lædernoter og slibesten i eftersmagen. Med luft kommer en spændende malurtagtig note og Islay whisky. Den er skarpskåret og berigende aromatisk og strukturelt. Lever fint videre.
93 point
Flaccianello, Fontodi
Baseret på denne magnumflaske, holder den overraskende godt. Den optrådte moden i midten af ’90erne, men klarer sig stadig godt med tobaksnoter, ribs, tranebær og brombær, Mon cherri, læder og vanilje samt grillbriketter. Smagen er syrerig, moderat tannisk og har godt med bred frugtsødme. Bør drikkes i den nærmeste fremtid.
93 point
Brunello di Montalcino, Lisini
Alle steder står der at sangiovese dufter af viol, men det er sjældent man oplever det. Lisini ’88 gør. Ellers har den ymer, kirsebær, slebet gammel gyngestol, sved og røget kød. Lever fint og har forbavsende balanceret og behagelig smag. Den skal drikkes nu og indenfor få år for sin harmoni – ren hedonisme.
88 point
Brunello di Montalcino Poggio al Vento Riserva, Col d’Orcia
Klassisk moden sangiovese med læder, hestesved, blod og rust, mens smagen er imponerende mineralsk og har våd skifer, syre med bid og masser af sund tannin. Lever troligt videre.
89 point
