Anmeldelse: Restaurant Sole per Due

Motorvejen umiddelbart nord for Rom er ikke videre spændende. Det er først, når man efter ca. 20 km forlader den tresporede ensformighed og kører i retning af Sabina-området, at der dukker et landskab op, der er værd at skrive hjem om. Sabina-landskabet er hverken fugl eller fisk. På visse områder aner man et toskansk præg, andre steder kan man finde ligheder med det nordligere Umbrien. Vender man blikket fra geografi til gastronomi har Sabina i mange år været kendt for en række glimrende olivenolier, men gennem de senere år har visse modige vinproducenter taget image-kampen op imod Sabinas olivenolieherredømme.

Efter at have forladt motorvejen kører jeg ad øde og snoede landeveje, der fører langs marker med græssende køer, gennem skovområder, hvor træernes kroner danner tag over vejbanen og forbi nogle af områdets berømte olivenlunde, hvor oliventræerne står stolte på rad og række.

På bilens stereo spiller nummeret ’Solo per due’ af den amerikanske songwriter Bethany Rubin, som jeg få dage forinden har downloadet:

Efter tre kvarters kørsel dukker der omsider vejskilte op med navnet Vacone. En landsby af en så beskeden størrelse, at den med nød og næppe har tilkæmpet sig adgang til landkortet for Sabina-området. Efter endnu et par snoede veje i Vacone kommer jeg omsider til, hvad der mest af alt ligner en privat villa. Porten går op, og jeg kører ind på stedets parkeringsplads. Giovanni Di Claudio tager imod og byder mig velkommen til Solo per due (på dansk ’kun for to’), verdens angiveligt mindste restaurant.

Den blinde vejs navn er Via di Orazio, og historiebøgerne fortæller da også, at den berømte romerske digter Orazio tidligere havde sin sommerbolig netop her. ”Vi skal denne vej”, siger Giovanni og peger i retning af restaurantens indgang. ”Vi har et italiensk par i aften, så restauranten er klar. Du kan tage alle de foto, du har lyst til, og vi har også god tid til at snakke,” siger han og åbner indgangsdøren.

Min første reaktion, da jeg træder ind i Solo per due, er ... wauw! Det er fuldstændig vildt det her! En restaurant med ét eneste bord og to stole. Et dagligstueagtigt lokale på cirka 20 m². Opdækningen er perfekt med sølvbestik, krystalglas, en smuk bordbuket med friske blomster, to store kandelabre med levende lys, romantisk musik, der nærmest sejler ud af højtalerne i bløde toner samt, ikke mindst, en pejs, hvor ilden gnistrer lystigt. Her får du romantik, intimitet og en fortættet atmosfære med et lille anstrøg af kitsch for alle pengene.

Giovannis far, Remo di Claudio, en herre på omkring de 70, dukker op og begynder at fortælle om dette utrolige og kuriøse sted.

”Da jeg åbnede restauranten i september 1988, var der givetvis mange, der syntes, at jeg var småskør. En restaurant for blot to personer ... hvad i alverden skulle det gøre godt for? Sådan var attituden. Jeg prøvede at ringe rundt til forskellige bryllupsbureauer for at gøre reklame for Solo per due, men ofte smækkede folk simpelthen røret på. De troede, det var telefongas. Da folk så langsomt fandt ud af, at Vacone havde fået en restaurant, begyndte de at komme. Problemet var, at vi i den første tid måtte afvise mange ved indgangen, for vi har altså kun plads til to personer,” forklarer Remo di Claudio.

Og Giovanni tager over: ”Vi har nu eksisteret i næsten 25 år, og så vidt jeg ved, er vi verdens mindste restaurant. I flere andre lande har man forsøgt at efterligne vores koncept, men de pågældende steder har ikke overlevet i ret lang tid,” siger han.Lille scene, store kærlighedsmiddage

Mens far og søn, Remo og Giovanni, fortæller om deres restaurant, forsætter musikken med at spille, som et romantisk lydtapet.

Frank Sinatras udødelige ’Strangers in the Night’ er muligvis en af de mest romantiske sange, der nogensinde er indspillet. Og romantik, det er lige præcis, hvad det handler om her.

”Vi kalder vore middage for cene d’amore, kærlighedsmiddage. Det er meget ofte de store følelser, der udspiller sig her blandt disse fire vægge. Og middagens atmosfære afhænger ofte af det allerførste indtryk, gæsterne får, straks de træder ind i restauranten. Hvis især den kvindelige gæst, der ofte er inviteret uden at vide, hvad det er for et sted, hun er kommet til, oplever wauw-effekten, er der lagt op til en romantisk aften ud over det sædvanlige,” forklarer Giovanni.

Remo fortæller, at Solo per due gennem tiden har haft gæster fra alle fire verdenshjørner. På spørgsmålet om, hvilke folkeslag Remo og Giovanni anser for at være mest romantiske, siger Giovanni:

”Det vil nok overraske dig, at jeg siger folk fra de nordiske lande. Men det er faktisk min oplevelse. Jeg tror, at for mange nordboer er Italien indbegrebet af noget romantisk. Noget, der har med følelser og romantik at gøre. Russerne fx er helt anderledes. Vi havde et russisk par for noget tid siden. Før de kom, var vi blevet kontaktet af den russiske herre. Han ville gerne have, at der stod en flaske af den fine Kauffman-vodka på bordet. Den var ikke helt nem at finde, men det lykkedes til sidst. Så den stod på bordet, da de kom. Men de rørte den overhovedet ikke. Den flaske var formentlig mest tænkt som en slags special effect,” siger Giovanni grinende og peger hen på flasken, der nu står i barskabet.

Det siger sig selv, at et sted som Solo per due, hvor der er fokus på romantik og intimitet, har oplevet følelsesladede øjeblikke langt ud over, hvad der er gennemsnitligt for en normal restaurant.

Det er nok at kaste et overfladisk blik i gæstebogen, der ligger til fri afbenyttelse foran den tændte pejs. Her vælter romantikken nærmest ud af bogens mange ofte tætskrevne sider.

”Gennem årerne har vi oplevet mange frierier her. Det sker ofte efter hovedretten. Så dæmper vi musikken, og parret sætter sig måske foran pejsen, inden vi kommer ind med desserten. Ofte har herren friet på den gammeldags facon, dvs. med en ring. Men tit har vi som restaurant også haft en romantisk finger med i planlægningen af frieriet,” fortæller Giovanni med et bredt smil.

Medskyldigheden består i, at manden kalder på tjeneren med den lille sølvklokke, der står på bordet. Giovanni dukker så op og spørger, om parret ikke har lyst til at nyde udsigten inden desserten.

”Så ledsager jeg parret udenfor, hvor der er udsigt ud over Imelle-dalen. Efter få minutter giver jeg et signal til en person i dalen. Han er fra det hæderkronede fyrværkerifirma Morsani, der gennem mere end 130 år har lavet specialfremstillet fyrværkeri. Han tænder så fyrværkeriet, og i løbet af få sekunder kan man med flammeskrift se et specialfremstillet fyrværkeri med skriften: Vuoi sposarmi? (på dansk: Vil du gifte dig med mig?). Resultatet plejer at være givet.” siger Giovanni grinende.Også skilsmissedramaer på menuen

Den evige kærlighed som Nat King Cole synger om i ’When I fall in Love’ fra 1956 kan, som bekendt, ikke tages for givet, hvilket Giovanni og Remo kun alt for godt ved. Gennem årerne har adskillige par, der for længst havde besluttet at bruge ordet finito om deres egen kærlighedshistorie, pudsigt nok valgt Solo per due som en vemodig skueplads for deres sidste middag som par. Af og til med et ikke specielt romantisk udfald af middagen til følge. For nu at sige det mildt. For engang gik det faktisk helt galt.

”Det var et italiensk par. Allerede da de steg ud af bilen her udenfor, kunne vi høre, at stemningen ikke var helt god. Det var helt klart, at det ikke var romantik, der var fokus på. Under middagen blev stemningen mere og mere anspændt, og på et tidspunkt kom de næsten i håndgemæng. Jeg foreslog så, at de skulle gå udenfor og få lidt frisk luft. Her fik manden fat i kvindens mobiltelefon og kylede den ned i dalen i et raserianfald. For at gøre en lang historie lidt kortere, så endte det med, at han sov i bilen, og hun besluttede sig for at sove på gulvet inde i restauranten. Dagen efter var vi alle nede i dalen for at lede efter hendes mobiltelefon, som vi faktisk fandt til sidst. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige,” siger Giovanni med et underspillet smil.

Men der har været andre pudsige middage, som fx engang da to borgmestre fra to små nærliggende byer satte sig til bordet sammen. De havde gennem en længere periode haft en strid, som de havde valgt at få bilagt hos Solo per due.

Mens jeg har siddet og snakket med Remo og Giovanni er den ene romantiske klassiker efter den anden strømmet ud af højtalerne: Ennio Morricones ’Once upon a Time in the West’, Frankie Boy, Louis Armstrongs ’We have all the Time in the World’, den italienske crooner Jovanotti og mange, mange andre. Med de tændte stearinlys og den intime stemning er musikken simpelthen hen den romantiske prik over i’et, der på det nærmeste tvinger de besøgende ind i det helt rette mood. Jeg spørger Giovanni om, hvilken rolle musikken spiller for at skabe den rette stemning.

”Den er ret vigtig, vil jeg sige, og det har vi faktisk mange eksempler på. Gennem de sidste mange år har et italiensk par booket hver den 15. januar. De er nu ved at være oppe i årerne, begge er de vel over de 70. Signoraen møder altid op i sin brudekjole, og manden har sin egen Charles Aznavour-cd med, som de hører under hele middagen. De er utrolige. En anden gang havde vi et svensk par, der også havde deres egen cd med. Det var dødsmetal. Jeg må sige, at det blev en middag ... hmmm, ud over det sædvanlige,” siger Giovanni.

Remo tilføjer, at Solo per dues cd-samling efterhånden har nået en betydelig størrelse. Ud over de romantiske musikstykker, som Solo per due selv har sat sammen, beder mange om både klassisk musik og operastykker, og blandt de mest efterspurgte finder man fx Mozart, Puccini samt musik fra især ’La Boheme’ og ’Tosca’.Og hvad koster det så?

Indrømmet ... jeg hørte ikke Abba hos Solo per due (men de har dem naturligvis i cd-samlingen), men jeg tænkte lidt på Money-nummeret, da jeg spurgte Giovanni om priserne hos Solo per due.

”Vi har en fast pris, 250 euro pr. person,” siger han.

Jeg hæver øjenbrynene og spørger ham, om der virkelig er nogle, der er rede til at betale 500 euro for et måltid mad i tider, hvor den internationale økonomis vækstkurver er faldende, og den sociale desperation stigende.

”Jeg ved godt, at det lyder dyrt,” siger han og tilføjer: ”Men der er mange ting, der skal tages i betragtning, når vi taler om denne pris. Du vil kunne vælge mellem tre forskellige menuer – kød, fisk og vegetarretter – og du vil kunne vælge ’store’ vine. Gæsterne spiser med det fineste sølvbestik, og med det meget smukke porcelæn fra Deruta (en lille umbrisk by, kendt for sine fine keramik- og porcelænsprodukter, red.). Hertil kommer, at den kvindelige gæst får en buket friske blomster. På bordet står en lille klokke, som gæsterne ringer med, når de har brug for tjeneren. Så det siger sig selv, at det besøgende par har vores opmærksomhed 100 %,” siger Giovanni.

Han fortæller videre, at Solo per due har en lille nærliggende B&B, La Casetta, som koster 90 euro pr. person pr. overnatning, og at mange par vælger en pakkeløsning med B&B og middag.

Og hvad med den gastronomiske oplevelse? Hvad kan Giovanni og Remo byde på til romantiske ganer?

”Vi bruger naturligvis kun friske råvarer, hvilket betyder, at vores menu hele tiden følger årstiden. Vi har vores egen velforsynede køkkenhave med en lang række grøntsager og vores egen olivenlund her nede i dalen. Vores kød får vi fra et landbrug, der ligger 200 meter herfra, hvor vi sidder. Ofte aftaler vi en menu med vores gæster på forhånd. Vores køkken tager afsæt i det lokale køkken her på grænsen mellem Lazio-regionen og Umbrien. Men vi vil med glæde opfylde særlige ønsker, hvis der skulle være sådanne. Tit laver vi fx individuelle desserter. På vinsiden har vi etiketter fra hele Italien, og også her er vi naturligvis rede til at opfylde særlige vinønsker,” forklarer Giovanni.Arriverderci romantik

Mørket har ganske langsomt sneget sig ind på Solo per due, mens vi har siddet og snakket. Udenfor ligger fugten som et tykt tæppe hen over Imelle-dalen, og to rækker af fakler, der fører fra parkeringspladsen op til restaurantens indgang, er netop blevet tændt. Der er med andre ord ved at blive gjort klar til endnu en romantisk aften.

Jeg siger arriverderci til både Giovanni og Remo og gør klar til turen tilbage til Rom. Som jeg drejer tændingsnøglen, får jeg atter selskab af Bethany Rubin, der synes at insistere på at gøre sin sang færdig: