at drikke stjerner (4)

at drikke stjerner (4)

at drikke stjerner (4)
Offentliggjort

Hvor er det godt at få sine fordomme gennemgået, pillet fra hinanden. Fordomme handler om uvidenhed og jeg skal blankt erkende at mit forhold til Lanson indtil for et år siden var baseret på supermarkedshyldernes sorte Lanson-etiket og prisbillighed. Jeg havde ikke gidet beskæftige mig med så åbenlys en masseproduceret champagne, hvor laveste fællesnævner måtte gælde. Slemme, slemme mig! Husstilen er til den stramme side og det viste sig at selv Lanson Black Label kan blødgøres. Et godt råd: Kunderne drikker den ALT for ung – den kræver flaskelagring. Vælg andre champagner til umiddelbar konsumering.

Årgangsversionerne har jeg ikke bred erfaring med, men sidste år fik jeg Lanson 1976 fra magnum og det var fabelagtigt. Lige nu sidder jeg med to såkaldte Extra-Age, både hvid og rosé. De er begge degorgeret juni 2012 og smager vederkvægende. Bedst er den hvide (499,95 kr.) med sin dæmpede, men dybe lugt af grøntsagsfond, cider og lak, fornemme livlige mousse og præcise, nærmest sylespidse syre og knitrende eftersmag. 90

Roséen (599,95 kr.) dufter af rabarber, grape og parmesanskorpe (den er god nok, prøv selv… og det er ikke dårligt). I munden er den udtørrende, rensende, tørstfremkaldende… jeg går gennem ørkensandet og ser en oase. 89

Lanson kan findes gennem www.strandgaarden.dk