Claus Meyer inviterer til støttefest

Der er mad, drikkeog musik ad libitum, når Claus Meyer inviterer til gastronomisk støttefest i Øksnehallen.

Claus Meyer inviterer til støttefest
Offentliggjort

Onsdag d. 6. juni bliver der grillet dansk frilandsgris, serveret nordiske oste, europæisk charcuteri, brød fra Meyers bageri, kager fra Morten Heiberg og chokolade fra Summerbird og Vahlrona når Claus Meyer holder støttefest til fordel for sin fond Melting Pot.

Festen vil også få besøg af kokkene fra RADIO og så vil namnam (Meyers nyeste restaurant, åbner d. 24. maj 2012) byde på streetfood fra Singapore mens Bernard Chesneau fra L'Education Nationale kommer forbi med sit mobile køkken.

Med andre ord: Du går næppe sulten i seng efter dette meget Meyerske arrangement!

Ialt vil 10 madstande diske op med lækkerbiskener i tidsrummet 18-23. Vin og øl er inkluderet og kan nydes ad libitum. Er man mere til most eller saft, findes det også i baren.

På scenen vil Master Fatman og Kenneth Bager vende plader og Rasmus Walter (med venner) kigger også forbi. Aftenens vært er Peter Mygind, men mon ikke også Claus Meyer himself siger et par ord?

Alt overskud fra festen går til Claus Meyers fond Melting Pot, der søger at bekæmpe fattigdom og kriminalitet i Bolivia og Danmark gennem madskoler. Og man får syn for sagen, for både madkolen GUSTO fra La Paz i Bolivia - Meyers første støtteprojekt - og Restaurant Ukrudt, der er drevet af indsatte fra Vridsløselille Statsfængsel - Meyers seneste projekt - vil være til stede og vise deres nyvundne madkunstskaber frem.

Melting Pot Charity Fest afholdes onsdag d. 6. juni i Øksnehallen i København.

Entréen er 500 kr. Køb din billet her eller betal i døren.