Knapt bibelsk tidsalder eller juras dinosaurstyre, men vi var langt tilbage i tiden forleden aften. Burgøjseren havde inviteret til oldingefest. Burgøjseren er et generøst menneske! Smagerne var de samme årsunger som altid (seriøse vinsmagere ældes ikke – kald os blot highlandere), men vinene var fra en svunden tid, skrammede af tidens tand, af ydre afblegede, men de fleste i forbavsende høj stand. Med så mange år i flasken er det gennembankede mundheld ”der findes ingen store vine, kun store flasker” værd at gentage. Opbevaringen er, på trods af godt udgangsmateriale, afgørende for flaskernes levedygtighed. Min vurdering er angivet i parentes.
Aftenens yngste vin blev plukket i efteråret 1979, mens den ældste uskadt havde omgået depressionen i 30erne, en verdenskrig, atomtrussel, socialdemokratiske regeringer, oliekrise og murens fald. 1926 stod der på etiketten. Bouchard Père & Fils er et af Bourgognes ældste vinhuse og deres kældre rummer utrolige skatte, velbevarede flasker, helt tilbage fra midten af 1800-tallet. Le Corton (85) er den øverste højtliggende del af den østvendte corton-skråning og en af firmaets stoltheder. Den var brun som oloroso og lugtede tvistet af karamel og ost, rancio, kaffe, sveske og antydede kun med et pift til sidst en eddikenote. Lægerne ville nok kalde den moribund, men selv den slags væsner har historier at fortælle.
1942 Corton (89) fra navnebrødrene hos Bouchard Ainé (husk de er slet ikke så dygtige som Père & Fils i dag) var rød, lugtede af ribssaft med borestøv og fremstod rank, spændstig, afpillet, men helt uden rancio. Vi sprang tilbage til 1934 med Grands-Echézeaux (88) fra ukendte Henry Lataste, en brunlig vin med kaffe, dadel og tranebær, kräuterblut, campari, naturvin, malurt i Gammel Dansk og orangeskal. Panderynken blev til løftede øjenbryn og brede smil. Jeg brynede til gengæld igen over 1937 Romanée-Saint-Vivant (81) fra Pierre Ponelle. Begge 30er-årgange er blandt århundredets rigtig store, men Pierre Ponelle, som intet kan i dag, fik ikke ros for denne. En brun sag med karamel, cognac og askebæger i duften, og mager, benet smag. 1949 Bonnes Mares fra Jean Confuron (96) var til gengæld formidabel. Ikke i struktur og omfang, men i påvirkningen på kroppen… og sindet, som han siger i den lille gumbas. Brillant rød farve, frisk rød ribs, smøregrav, maling, mint og tyttebær. Den struttede af liv, havde markant tannin, koncentreret og frugtig vægt midt på tungen og dvælende eftersmag.
1950 Clos de Tart (80) og 1955 Richebourg (81) fra glemte Ed Loiseau var slemt ringe, mens 1955 Corton Clos du Roi fra Lionel Bruck (87) og 1959 Corton fra Calvet (89) havde langt mere at byde på, løvstik, stenmel, blod, dadel og campari, men de kunne på ingen måde overgå Faiveleys mesterlige 1959 Latricieres-Chambertin (95) med klassisk tranebær, syltet skorzoner, balsamisk trærod, granbrændevin, Ratzeputz, slåen og våd gips på gaze. Faiveleys dengang hårde stil skal altså bare have 50 på langs. Blændende gamling! 1961 Clos St. Denis (90) fra Tortochot opførte sig grangiveligt som ung juravin på poulsard i naturvinsafdelingen, komplet tranparent og urtet, men her med brunkål og karamel ind over. 1962 Chambolle-Musigny Les Amoureuses (85) fra komplet ukendte Domaine Chevignon var nok til den elegante side, men syren stod for alene til ægte mundglæde.
Det blev marginalt bedre med 1966 Clos de la Roche (88) og 1969 Chambertin (86) begge fra Louis Remy, men så til gengæld igen forløsning med 1966 Bonnes-Mares (95) fra ukendte Morey Pacault. Den indtagende røgede næse med tørret kød og tranebær, lakrids og modenhedens symbiose, hvor alt er faldet på plads, i ligevægt, skubbede mig tilbage i ryglænet med saligt smil på læberne. 1969 Bonnes-Mares (87) fra Mommesin fik tæv af sin navnebror. 1973 Musigny (91) fra Louis Jadot var inkarneret musigny, fin, blid, sitrende med salt og umami, soja, som bundsmag. 1970 Echézeaux (83) fra Mommesin lugtede af bæ og rød te, men havde svagt eddikestik til sidst, 1976 Clos de Vougeot (88) fra Mommesin klarede sig noget bedre i sin maskuline, korpulente præsens.
1977 Clos de la Roche (84) fra Armand Rousseau var afpillet og benet, desværre umodent syreskarp, men meget interessant i duften, mens 1977 Bonnes-Mares (81) fra Domaine Georges Lignier havde mere sul på kroppen, men til gengæld også mere puddersukker og melasse, alt for voldsom chaptalisering… ækelt. Inden finalen kom en ganske vellykket 1978 Chambertin Clos de Bèze (90) fra Bouchard Ainé med hindbær og martinique rhum og kolossal tannin. En duo fra Musigny afsluttede festen. 1978 Musigny (85) fra Charles Vienot var stram og fast, ugivende og duftede af letrøgede tørrede tranebær, mens 1979 Musigny (94) fra Moine-Hudelot først udsendte grumme signaler om pølse og mødding, derefter sved og spidskommen og så endelig kaffe, urtete, frysetørrede hindbær, efterårsløv og læder. Smagen var komplet, helstøbt og nærmest ungdommelig.
Samlet set en referencesmagning – gammel vin i god stand, velopbevaret, fra gode terroirs modstår tidens tand. Ingen af vinene var døde. Spektret for hvordan vin kan lugte og smage blev udvidet. En stor tak til burgøjseren for den oplevelse.
