Det var en fredag aften...

Tænk hvis nu… hvis og hvis… min r.. er spids. Kontrafaktiske tanker er naturlige, men i vinregi oftest futile, fordi os der tænker dem netop IKKE demonstrerede rettidig omhu og købte kassevis af bourgogner (eller for den sags skyld klassificeret bordeaux) dengang i 90erne eller 80erne hvor Latour kun kostede en pæn timeløn og Christophe Roumier i Chambolle Musigny slet ikke var omgærdet med det hysteri han er nu og kun den inderste kreds havde hørt om en lille åndsvag mark med ”forkert” eksponering i Vosne Romanée ved navn Cros Parantoux. Fredagens line-up understregede herlighederne ved stor bourgogne, deres mysticisme, deres krævende struktur og frapperende kompleksitet.

Cros Parantoux i det nordvestlige hjørne af AOC Vosne Romanée er delt mellem Emmanuel Rouget og Jean-Nicolas Meo. Henri Jayers aftapninger fra marken er nogle af auktionsmarkedets superstjerner, nevøen Rougets versioner må reelt være af samme kvalitet (jeg har kun smagt 1979 fra Jayers hånd og det giver ikke nok sammenligningsgrundlag).

Her stod 2000 Cros Parantoux fra Emmanuel Rouget (93) foran os – først blindt og siden afsløret, som i øvrigt alle følgende vine. Sirligheden selv – en indre strålekraft, demonstration af transparensens ligegyldighed når det gælder burgundisk intensitet. Et kirsebærtræ i sommervarmen, præcis moden duft, hverken overmoden eller undermoden. Saftigheden selv, slank og alligevel yppig. En pind bedre eller rettere blot en større oplevelse var Bouchard Père & Fils’ 2000 La Romanée (94+). Den udviser mere dybde, mere muskelkraft og mere ekspressiv frugt som kirsebær, hindbær og den gode lugt af geleret kogt rødbede. Tanninstaturen er til mere endnu, men den måtte lade livet nu. Næste årgangsmæssige parring var 1993, repræsenteret ved to gc’er fra de nordligere kommuner, Gevrey og Morey. Her var der ret stor stilforskel. 1993 Ruchottes-Chambertin fra Christophe Roumier (93+) var brutal bourgogne, demonstrerede præcisionsmodenhed i frugten, lidt tilbageholdt aromatisk, men strukturelt en bombe, en knytnæve, et hestespark!

Den er fuld af tranebær, tobaksbord, olieaffald og smørregrav, nærmest stilket, men holder forbavsende friskhed i eftersmagen, hvor de røde friske bær returnerer og vedbliver at danse, feste, jamme… Hubert Ligniers 1993 Clos de la Roche (96) var dog en mere perfektioneret version af samme dansetrin. En følsom tango på tungen, bestemt, erotisk og insisterende. Mere mineralsk, mere metallisk hyldebær og røget lakrids. Igen demonstration af præcisionsmodenhed, den sitrende fornemmelse af sommervarme og lurende regn, stilhed og storm på samme tid. En Knausgårdsk udleverende mastodont, svag og stærk – bourgogne non plus ultra. Afslutningen på denne fembande blev Christophe Roumiers 1995 Chambolle-Musigny Les Amoureuses (95) – denne førsteelsker, mange mener, burde være grand cru.

Altid indsmigrende og tenderende jernsmagende. I dag som vintage port… på rabarber. Figen og Agen sveske forvirrer lidt, men den samler sig med typisk stenmel og lugt af varme jernspåner, friske hindbær og citronskal. Vedblivende eftersmag hvor beruselse sker mentalt og ikke fysiologisk. Et mønstereksempel udi bourgognes dirrende nervøse vekslen mellem forfinelse, moden syre og bondsk tannin, jordet rusticitet.