En tilfældig fredag

En tilfældig fredag

Offentliggjort

På bordet stod blandt andre Margaux 2003, Romanée St. Vivant 2009 fra DRC og Cheval-Blanc 1999. Gæsten, som tydeligvis ikke var vant til at drikke vin i den prisklasse, samlede dog sammen med sin kammesjuk og fik skænket Romanée-St- Vivant 2009. Jeg husker ikke den præcise ordveksling, men summen var skuffelse. De forstod intet. Ikke på den uvidende måde, men de forstod ikke hvorfor den skulle koste så meget mere end favoritten til en tyver ved nabobordet. Jeg tror ikke det var muligt at forklare dem forskellen – slet ikke eksemplificeret ved vinene.

Romanée-St-Vivant 2009 er en af årgangens mange pletskud, men DRCs stil passer ekstra godt til de store årgange. Kammeraterne ved bordet ville bare ikke have en chance. RSV fremstod ugivende og lidt indadvendt. Slet ikke åbenhjertig og frugtstruttende som tyver-vinen ved nabobordet. RSV lugtede af rødbede, jordbær, spagnum og mosede bøgeblade. Den havde et grønkrydret element, som DRC ofte har. Ved siden af Échézeaux 2009 var der mere borgerdyr, dommerhår og alvor bag RSV, mens Echy var en slags burgundisk strandløve, hvis den slags findes – afklædt, spændstig og yppig, meget mere voluminøs frugtighed og næsten restsødmefornemmelse på læberne.

Margaux 03 og Cheval-Blanc 1999 er muligvis ikke de skarpeste knive i slottenes årgangsskuffe, men deres umiskendelige klasseintensitet var alligevel åbenlys. Chevals høje indhold af cabernet franc, i 99 var det 41 %, viser sig med persille, rust og solbærgren, mens merlotens samarbejde giver kaffe, solbærsirup og læder. 03 modtog alverdens dårlig kritik. Margaux er vist ligeglad. En manifestation af slottet. 03eren er himmelsk, fuld af blod, blad, bær, bæ og blyant. Storslået og gennemtrængende smag, frisk syre, der løfter den ellers tæt på overmodne mørke frugt. Jeg hørte ikke om kammeraterne senere fik forståelse for vinprisernes mysterier eller om de kom sig over skuffelsen. Jeg var tilfreds og mere til. Margaux 03 og Romanée St Vivant 09 var i høj grad værd at betale for.