Era Ora, l’Altro og en ko, der er 1,8 meter høj

Era Ora, som i øvrigt kan fejre sit 25 års jubilæum i år, er som den eneste restaurant i Danmark begyndt at benytte sig af det berømte chianina-kvæg i køkkenet.

Era Ora, l’Altro og en ko, der er 1,8 meter høj
Offentliggjort

De enorme dyr – verdens største kvægrace, der kan måle 1,8 meter i højden og kan veje mere end halvandet ton – er især kendt for at lægge krop til bifteca fiorentina. Chianina-kvæget har sit navn fra den toscanske Chiana-dal, men opdrættes i dag i store dele af det centrale Italien, ligesom racen er blevet eksporteret til bl.a. USA og Australien. Det store, hvide dyr vokser meget langsomt, hvilke er med til at udvikle både smagen og strukturen i det eftertragtede kød, der altså nu også er på tallerkenen i Danmark.

Og mere Era Ora – eller nærmere bestemt den noget billigere søsterrestaurant, l’Altro. Her er Alessandro Jacoponi nemlig blevet chefkok, og fra Era Oras side siges det, at man her kan opleve, ’hvordan det hele startede’. Ikke alene ligger L’Altro i Torvegade, hvor det oprindelige Era Ora lå – Jacoponi har desuden været med i de fleste af årene, fra 1987, og det var ham, der var i køkkenet den aften i 1996, hvor michelininspektøren tildelte den stjerne, Era Ora har haft lige siden. Alessandro Jacoponi har de seneste to år især taget sig af fiskerestauranten Aquamarina, også en del af Era Ora-’imperiet’.

Om sit ny job siger han: ”Den mad, der fremover vil blive serveret på L’Altro, vil have tydelige paralleller til det rustikke køkken, som Era Ora i starten var baseret på. I slut-80’erne og start-90’erne var nogle af vores vigtigste ingredienser salte ansjoser, økologisk skinke og grøntsager som fennikel, majroeblade, græskar og cardo, og dem vil jeg sørge for får en velfortjent revival i mit køkken.”