... Andres er tidligere kok, to-tre gange om måneden laver han et gastronomisk festfyrværkeri til 18 fremmede mennesker hjemme hos sig selv – og det samme gør flere andre newyorkere. Og nu begynder fænomenet så småt at brede sig til resten af verden.
Vi stiger ud af subwayen i et af New Yorks mere rå kvarterer, Bed Stuy, der ikke for ingenting blev kaldt pigsty (svinesti) for ikke mange år siden. Nu er her ryddet op, men det er stadig snaskede grønthandlere, fedtede mexicanske hjørnerestauranter og rå autoværksteder, der dominerer indtrykket ude på Nostrand Avenue. Min kæreste leder mig ned ad den travle vej, ned ad en sidegade, og så standser vi foran en fuldstændigt mørk treetagers bygning.
Jeg aner ikke, hvad vi skal her. Jeg troede, vi skulle ud at spise. Men hun ringer på en dørtelefon, og lidt efter kommer en trind, storsmilende kvinde i farverigt tøj og med store sorte krøller for at tage imod. Min allerførste tanke er helt ærligt, at kæresten har arrangeret en taroklægning eller auratydning, v men jeg holder min mund – og bliver meget positivt overrasket, da den mørke bygnings førstesals indre åbenbarer sig: Et kæmpestort lavloftet, eklektisk indrettet lokale med et køkken nederst og et langbord, hvor der er dækket op til små tyve mennesker, i midten. Vi skal tilbringe aftenen i en af New Yorks berømte supper clubs!
Fænomenet går også under navnene guerilla dining, underground restaurants eller simpelthen piratrestauranter, og består af private, der mod betaling inviterer andre private indenfor til ofte store gastronomiske oplevelser. New York er fænomenets arnested, men man kan også finde mange guerillarestauranter i bl.a. Los Angeles, Paris og London.
Denne aftens værter hedder Melissa og Andres, og de går under navnet ’Brooklyn Edible Social Club’. Og Andres er aftenens hovedperson. Han har en fortid som kok på bl.a Restaurant Gordon Ramsay i London (tre michelinstjerner) og The French Laundry i Californien (også tre michelinstjerner) og styrer slagets gang i køkkenet med en femretters menu. Melissa, der er grafisk designer til daglig, står for værtskabet og for servering. Det er nok også bedst, for den konstant smilende Andres, der er fra Venezuela, taler ikke det mest forståelige engelsk.
Aftenen begynder i parrets bløde sofaer, hvor vi som nogle af de først ankomne får et glas med varm æblecider og whisky, mens vi venter på de øvrige gæster. Vi benytter lejligheden til at beundre det eksotiske møblement, der bl.a. tæller et klassisk safaritrofæ på væggen, et gammelt fuglebur kun beboet af stearinlys, et fantastisk udvalg af gamle biologibilleder og en menneskesky kat. Dette er også et af aftenens eneste muligheder for at tale lidt med Melissa, der ligesom sin mand helst ikke vil have offentliggjort sit efternavn.
”Vi havde vores første arrangement i 2008, seks måneder efter vi blev kærester. Da jeg mødte Andres, var han stresset og møgtræt af restaurantbranchen. De lange arbejdstimer og den hårde tone i køkkenet hang ham ud af halsen. Vi blev enige om at prøve det her i stedet,” forklarer hun.
/link/dab3acc72e444958a1740418a64e9ec3.aspx" alt="" />Andres i køkkenet i sin ’hjemmerestaurant’. Han er faktisk uddannet kok, men løb sur i restaurantverdenens stress og hårde omgangstone.
Snakken med Melissa bliver lidt afbrudt, for hun skal hele tiden op og tage imod nyankomne. I alt bliver vi 18. Der kan ikke være flere. Sådan er det faktisk hver gang, der er arrangementer i Brooklyn Edible Social Club, og det på trods af at en aften her ikke er i den billige ende af restaurantudbuddet i New York. Hver gæst betaler 75 dollar, men så må man også selv tage vin eller andre drikkevarer med.
”Det vigtigste for mig er det sociale. Jeg elsker at bringe fremmede mennesker sammen og sørge for, at der er god stemning. For Andres er maden stadig det vigtigste,” får Melissa indskudt mellem de mange ture frem om tilbage fra det åbne køkken.
Maden er så god, at diverse anmeldere fra bl.a. NY Times har fundet vej til lejligheden og rost menuen i høje toner.
Melissa og Andres har med andre ord fået sig lidt af et omdømme, og det er derfor med høje forventninger, vi sætter os til bords. Hors d’oeuvren bestående af ristet rødbedesalat med pistacienødder, æble og solsikkeskud skuffer ikke. Det fremgår tydeligt af ansigterne rundt om det dunkelt belyste bord. Ansigterne er i øvrigt et kapitel for sig, for de kommer fra vidt omkring.
Ud over Danmark er Kina, Sydafrika, Australien og upstate New York repræsenteret, og det er ikke generte repræsentanter. Både marketingmanden, fotografen, universitetsprofessoren, finanskvinden og alle de andre taler højt i munden på hinanden. Forretten får dog midlertidigt selskabet til at falde lidt til ro. Det er et foccacia med guløjede bønner, vivace-ost, pebermynte og skalotteløg. Den første hovedret følger kort derefter: Littleneck-muslingerisotto med porre og butternutsquash.Mumlen i skægget
Det hele bliver præsenteret af Andres, der virker meget tilfreds, men mumler så meget i skægget, at gæsterne flere gange lige beder Melissa gentage, når han er strøget tilbage til anretterbordet. En af de ting, de begge understreger igen og igen – og som vi også vidste fra undergrundsrestaurantens hjemmeside – er, at de går meget op i at bruge lokale råvarer. Alt på menuen stammer fra det nordøstlige USA, og det meste er fra New York Citys nære opland. Det gælder også muslingerne i risottoen i den første hovedret. De er fanget i havet ud for metropolen og serveres med lokalt dyrket sprød porre og sød butternutsquash.
Den anden hovedret er aftenens største oplevelse: sprængt vildand stegt med finthakket salsiccia-pølse og serveret med pommes aligot samt malabar-spinat. Efter denne tunge, velsmagende manderet begynder de tilfredse ansigtsudtryk at brede sig langs bordet. Vi har dog stadig aftenens femte ret, desserten, i udsigt. Den lander på bordet i små, fine anretningsglas og runder måltidet perfekt af. Det er en for nordeuropæere noget så eksotisk som ahornbudding, drysset med næsten lige så eksotiske saltede pretzler og karamelsauce.
Det er ikke sådan, at vi bliver smidt ud, da den sidste budding er væk. Melissa spørger, om vi vil have kaffe eller te og kommer lidt senere med det valgte sammen med små, delikate mignardises (små desserthapsere a la petitfours, red.). Og så sætter både hun og Andres sig ned ved bordet til en mere afslappet stund. Andres fortæller, på mange opfordringer, om sin tid på trestjernede michelin-restauranter, Melissa om sit arbejde som designer, og så afslører de, at de har meget fremskredne planer om at åbne et afslappet farm to table-spisested i nærliggende Fort Greene. De fortæller også om undergrundsrestaurantens lovlighed.
”Vi er lidt i en gråzone. Der er ikke en speciel myndighed til at kontrollere private restauranter, og da vi netop er i et privat hjem, kan vi også nægte adgang, hvis der kommer nogen fra sundhedsmyndighederne. Dem, der er mest interesserede i os, er nok IRS (USA’s skattevæsen),” forklarer Melissa og tilføjer, at de af samme grund er lidt diskrete med efternavne, adresser o.s.v.
Men klokken nærmer sig 23, og vi fornemmer, at vore værter er trætte. Vi tager derfor afsked. Betalingen er ordnet via overførsel, så det skal vi ikke tænke på, men vi lægger, som det sig hør og bør i USA, gode drikkepenge. Få minutter senere står vi igen på den tomme sidegade med en mørk, tillukket bygning bag os. Hvis vores maver ikke vidste bedre, skulle man tro, vi ikke lige havde været på udsøgt restaurant. Af den hemmelige slags.
Lige midt i ’hipsterville’ Williamsburg har kokken Sam, der har en fortid på bl.a. The Fat Duck, haft sin supper club 525 Dinner siden 2007. Nogle uger har han hele to arrangementer på programmet, og man kan ikke få menuen på forhånd – han tilbereder det, han føler for på dagen i den lille lejlighed. Det koster heller ikke alverden, mellem 25 og 40 dollar, og der er en dejlig afslappet atmosfære. Måltiderne bliver fx indtaget ved et 12-personersbord ved siden af sengen i hans bofælles værelse.
Pigerne Becka, Mardi og Kerstin er værter for endnu en brooklynbaseret supper club, denne gang i Greenpoint-kvarteret. Brooklyn Fork and Spoon udmærker sig ved at være vegetarisk, og når de tre unge damer stikker hovederne sammen, er der næsten ikke grænser for, hvilke smage de kan få ud af grøntsagerne. Der er plads til otte spisende i klubben, og de får for billige penge enorme portioner og, næsten garanteret, godt selskab. Pris pr. gang – som er ca. en gang om måneden – er 40 dollar.
Denne supper club er af den mere luksuriøse slags. Den er drevet af seks unge mænd, skifter sted fra gang til gang rundt om i New York City, og menuen indeholder også specielt parrede vine – i modsætning til de fleste andre klubber, hvor gæsterne selv tager drikkevarer med. En af værterne er således sommelier, og de har alle seks aktier i den fireretters menu, som aldrig offentliggøres forud for servering. Prisen er også derefter med 100 dollar eller mere pr. snude.
