gastros champagnejulekalender 15
gastros champagnejulekalender 15
Foto: Rene Langdahl Jørgensen
Rosé 2007, Deutz, Champagne
Barbara Cartland – er der nogen der husker triviallitteraturens ukronede dronning? Hende med de 723 bøger og pink påklædning, pudler og pussenussede puder. Tænker du også den slags, når du hører ordet rosé champagne? Så kan du sandelig godt tænke om igen. Helt ærligt – jeg er konvertit… jeg skal være den første til at indrømme en misforstået indskrænket forestillet maskulinitet i at være negativ overfor rosé champagne – en holdning, som aldeles er vendt om på hovedet de sidste år. Konvertitter er ofte ekstra stærke i troen og selvfølgelig irriterende missionerende. Rosé champagne kan i høj grad noget selv, fortjener at blive taget alvorligt. Jeg erklærer mig hermed som missionær. Mange ved nok at rosé champagne, som den eneste AOP, må blandes af rød- og hvidvin. Oftest blandes 8-10 % pinot noir bordvin med den mousserende ”hvide” vin. Nogle producenter som Jacquesson og Laurent-Perrier praktiserer en mere ”normal” rosémetode, hvor de røde pinot-druer trækker kortvarigt med skindet, så farveafgivelsen er mere eller mindre minimal. Metoden er reelt ligegyldig, stor rosé findes i begge lejre. Deutz tilhører den første skole.
Flagskibet William Deutz er i topårgangen 2002 spækket med champignon, cocktailbær, jordbær, kirsebær – normalt fylder pinot noir fra Aÿ en del i WD. Udseendet stemmer fint overens med aromaen, som kompletteres af hybenrose og søde tobaksnoter. Gærcellekontakten har tydeligt været langvarig, der er fylde og dybde, klasse kalder man det vist, styrke og power, men alligevel fremstår den fin, finessefuld, ædel. Årgangens klasse og husets evner. Lillebror Deutz Rosé 2007 koster under det halve af William Deutz, men indtrykket er heller ikke nær så vedblivende. Der er mere Cartland over 07eren, hvor der er mere… ja seriøsitet over William Deutz 02 – dermed ikke sagt at 07eren er useriøs, slet ikke – den er bare mere umiddelbar. William Deutz Rosé 2002 koster en rund tusse, langt mindre end de roséer den skal sammenlignes med som Dom Perignon Rosé og Cristal Rosé og er fremragende.
Deutz Rosé 2007 – 425 kr. 92 point
Cuvée William Deutz Rosé - 1000 kr. 94 point
Hjhansen-vin.dk (Vinspecialisten)