gastros champagnejulekalender 24 (1)
gastros champagnejulekalender 24 (1)
Foto: Rene Langdahl Jørgensen
Grand Cellier d’Or 2007, Vilmart & Cie, Champagne
Krug, Bollinger og Henri Giraud bruger fadgæring på dele af produktionen eller det hele. Vilmart kom i samme gruppe, efter Laurent Champs overtog fra faderen i 1990. Sammen med Jacques Selosse var Vilmart blandt de første bondechampagner, de såkaldte recoltant-manipulant, med succes og status blandt inderkredsen af champagneelskere. Dem der drikker for smagens skyld og ikke på grund af signalværdi, marketing og pomp. Porteføljen er bred hos Vilmart og niveauet er højt. Den lille premier cru-kommune Rilly la Montagne, syd for Reims, er hjemsted for Laurents Champs champagner, der på trods af fadgæring ikke er overgjorte og sjældent ligger i den fyldige afdeling, for Laurent Champs blokerer den malolaktiske gæring. Grand Cellier d’Or fra den middelmådige årgang 2007 er flasket efter ca. fire år med gærresterne og indskriver sig i en hushistorie, hvor de generelt almindelige eller direkte dårlige årgange, lykkedes specielt godt for Vilmart. Chardonnay dominerer tydeligt med lime og pæresaft, blomsteragtige overtoner og imødekommende intensitet. Moussen er livlig og understøtter et dansant og sprælsk, badutspringeragtigt udtryk med hylende syre og læskende Hoegaarden i eftersmagen. Ungdommelig og viril, struttende og energisk champagne. Prisen er god. 91
370 kr. 1010vin.dk