gastros champagnejulekalender 6
gastros champagnejulekalender 6
Foto: Rene Langdahl Jørgensen
Ingen julekalender uden Krug. Skal det hus absolut være med hver eneste gang, kan du så spørge og svaret er: ja! Den aktuelle årsag er at jeg tilfældigvis fik både nyligt degorgeret Grande Cuvée og meget gammel degorgeret Grande Cuvée i fredags – begge endda fra magnum. Vores gode vært havde flere pointer; dels ville han understrege betydningen af magnum, champagne gør sig bedst i den størrelse, dels ville han vise hvor imponerende Grande Cuvée er i sig selv og dels ville han vise hvor interessant vellagret champagne (altså flaskelagret EFTER degorgering) kan være. Krugs stil afgøres i høj grad af gæringen på små 205 liters egefade, den lange kontakt med gærcellerne og ikke mindst den høje andel af reservevin, ofte op mod 50 % og endda i enkelte tilfælde 60 %. Den ”unge” version var røget, typisk ristet som altid for Krug, fuld af hasselnød, chardonnay-smørsyre og grapefrugt. En bidende intensitet og et kalket efterpræg gav mindelser om Billecart-Salmon og Comtes de Champagne, men nej det var Krug. Efter en time havde nogen puttet Nutella i mit glas, puré af hasselnød, så stærk var den ”mørke” duft (94).
Den gamle flaske var vurderet til ca. 30-35 år – jeg har prøvet at knække koden på proppen uden held, men under alle omstændigheder var der gammelt udstyr på flasken og tydelig ældet smag – ælde med ynde. Syltede æbler, æblekage, pæresaft, kompot af kvæder, champignon og parmesanskorpe, let oxydative elementer. Moussen var stadig fin, sprælsk og der var syngende syre i eftersmagen og noter af earl grey te og fudge. Fornem, nobel og indtagende – Krug i en ”nøddeskal”. En magtdemonstration. 96
Den aktuelle version af Krug Grande Cuvée koster ca. 1395 kr. – på magnum 3995 kr.
Importeres af Moët-Hennessy Danmark, der henviser til diverse forhandlere.