Ikke et ord om prinsgemalens vin

Malbec er efterhånden bortraderet fra det franske vinkort. Relativt fylder de 4200 ha omkring byer som Vire, Puy l’Eveque og Caillac nærmest ingenting sammenlignet med de mere end 12.000 ha, som alene omgiver den argentinske universitesby Mendoza. Det er for længst slået fast at malbec fra de højtliggende vinmarker i Tupungato og San Carlos kan noget helt særligt. Noget særligt positivt og noget helt og aldeles anderledes end malbec kan, langs bredderne af floden Lôt. Muligvis er den lokale armé af typicitetsforherligere sure over at der skal belgisk blod til at komme ud over murene i Cahors, jeg har ikke haft lejlighed til at spørge dem, men ikke desto mindre er områdets supermand Pascal Verhaeghe. Lige nu giver H.J. Hansen mulighed for at smage fra bagkataloget på den velbeliggende enkeltmark Le Cèdre, aktuelt 05, 04 og 98. Marken rummer 40 år gamle stokke mens Château du Cèdres topvin er den vægtige og minimalistisk indhyllede Grande Cuvée fra en parcel på 1 ha med op mod 50 år gamle stokke.

Cahors var og kan fortsat være en mundsnerpende oplevelse, sur, skarp, tør som et askebæger og genstridig som en rå lakridsrod. Pascal Verhaeghe, som fik sin vinøse vækkelse hos en anden belgier, Jean-Marie Guffens i Maconnais, har tilpasset sig moderne tider og sigter efter lidt mere cremede tanniner. Hans maceration er lang, op mod 40 dage, men til gengæld anvender han microoxygenering under fadlagringen i delvist nye barriques. Le Cèdre og storebroderen GC ER ubetinget klassevin, som i lettere årgange som 2004 formår at holde en kølighed og toscansk elegance man normalt skal til Argentina for at finde i malbec.

2004 Le Cèdre er uigennemtrængelig, den er lilla i kanten og dufter af meget modne røde, søde bær med tydelig cigarkasse. Den er tør, nærmest papiragtig og har masser af cremet frugt liggende over den udtalte tørhed. Eftersmagen er tydeligt mineralsk og smukt fri for fad (91 point). 1998 Le Cèdre er naturligt en smule lysere, men har til gengæld mere dysterhed i næsen med brombær og især blomme. Sure kirsebær og muldjord, en smule læder og masser af grusgrav supplerer. Smagen er lidt mere slank end 04, men med det typiske tobaksbladsagtige tørre element i eftersmagen. Den kunne nu godt gå for at være toscansk (90 point). 2005 Le Cèdre er til gengæld ren hyldebær af udseende. Den er tyktflydende og viskøs. Aromaen er tydeligt mere mostet og slet ikke udviklet endnu, men koncentrationen er kolossal og den gemmer på masser af stof. Igen er der ingen spor af barrique! På tungen opfører den sig som elegant vintage port, med mørk sødmefuld frugt, uden sødme, hvis det er muligt, mineralsk tanninbid, heftigt attack, men af den meget modne slags (94+ point). 2004 GC er ikke helt på niveau med tidligere mesterværker som 01, men den er fortsat med længder blandt Frankrigs bedste vin på malbec. I 04 er der noget barket grenache’sk over den, noget blyant og cabernet-solbær, med muscatnød, noget koncentration fuldstændig uden det overgjorte man finder så ofte i moderne bordeaux. Vil man opleve hvordan koncentration, intensitet på smagsløgene og aromavoldsomhed kan forenes uden at vælte, skal man smage GC (93 point)!

Vinene forhandles af H.J. Hansen og Magasin samt Vinspecialisten