4 duer – fx franske tamduer, der kan bestilles hos din slagter
4 spsk. balsamico
Salt
Peber
4 friske laurbærkviste
Halvér duerne, og soignér dem for blod, indmad, fjer og voks. Smør dem ind i en marinade af balsamico, salt, peber og laurbærblade, og lad dem trække i et par timer.
Grill dem ca. 5 minutter på hver side. Kødet skal være rødt og næsten råt inde ved brystbenet, ellers risikerer man nemt, at det bliver hårdt og kedeligt. Giv små pakker af rodfrugter og urter bagt i kullene under duerne til, sammen med en salsa af grillet peberfrugt.
Bagte rodfrugter og urter:
200 g små kartofler
4 små gulerødder
4 små løg
4 fed hvidløg
1 citron, usprøjtet
4 kviste citrontimian
4 kviste løvstikke
4 spsk. olivenolie
Salt
Peber
Alt grønt soigneres og klargøres, og citronen skæres i kvarter. Lav 4 stanniolpakker med lige meget fyld i hver (læg stanniolen dobbelt, og sørg for, at der er rigeligt til at lukke pakken med). Læg pakkerne på kullet, som er klar til grilning. Pakkerne skal have 10 minutter, før duerne lægges på grillen.
Salsa:
2 store røde peberfrugter
1 dl olivenolie
1 stort bundt basilikum – gerne thai
Salt
Citronsaft
Peberfrugterne smøres ind i lidt af olien og lægges hele på grillen, til de er helt mørke/sorte. Herefter flås de og køres i en blender sammen med basilikum, olie og lidt citronsaft til en lækker salsa.
Tip: Salsaen kan laves i forvejen og stå op til fem dage i køleskab, hvis man ikke vil lave den lige op til servering. Man kan evt. grille/bage/brænde skallen på peberfrugter ved hård varme i ovnen eller over et gasblus og opnå samme resultat som på havegrillen.