Musigny er noget særligt. 10,85 ha. herlighed. Seksten ejere. Tolv af ejerne aftapper selv, de ti konstant kommercielt og varierer ikke væsentligt i kvalitet. Det siger selvfølgelig noget om markens egen styrke, dens evne til at blotte sine dyder, en påtrængende kraft, der aldrig putter sig. Musigny spiller aldrig på struktur og simpel muskelkraft, men på gennemtrængende intensitet, dobbelttoner af skærende sopran med underliggende lavfrekvent bas – den ene går til hovedet, den anden går i maven. ”Som silke og kniplinger; yderst delikat uden den mindste antydning af voldsomhed og dog så megen skjult styrke”, sagde historikeren Gaston Roupnel i begyndelsen af 1900-tallet.
gastro havde samlet en flok burgundister, et par håndfulde quasitilbedere af pinot noir fra østfransk kridt og mergel. Musigny var målet, midlet og mediet. Her er hvad der skete!
Anden gang er lykkens gang, hvorfor skulle det ikke være det?! Bouchards Montrachet 08 var også lykken første gang ved gastros test og vil sandsynligvis også være det tredje gang… og tolvte gang! Bouchard har lavet et mesterværk med lurende præsens i begyndelsen. Ved siden af Leflaives flamboyance virker den i starten sky og asketisk, men det benede ydre dækker over kolossal ”intelligens” – mineralitet, østersskaller, lemoncurd og appelsinblomst, agurk, anis og et præcisionsbombardement i munden, hvor alt er placeret præcis som det bør være for en stor chardonnay-bourgogne. 98
Jeg leder og søger… men finder ingen popcorn, ingen smørsyre, Leflaives gammelkendte karakteristika er blevet væk i Pucelles 08. Det gør på den anden side ikke så meget, for erstatningen er fuld af volupts, tropiske frugter og sødeurt. Fedmen er næsten overvældende ved siden af den senede Montrachet. Til sidst slutter den med Leflaives gammelkendte blanding af brioche og bagepulver. 95
Tydelig kontrabas eller stortromme og ikke umiddelbart i familie med det sydlige Chambolles graciøse stil, Musignys soloviolin eller sopran. Les Cras er saftfuld, åben med hindbær og kirsebær, oven i købet blyant, peber og karse. Smagen er kombinationen af overmodenhed med undermodenhed, sprælsk syre, heftig tannin og mørk bærsødme. Langt fremme, men lever med garanti længere. 92
Man glemmer Drouhin-Larozes musigny. De hypede producenter kan kæmpe deres højtprofilerede, men kostbare kamp og man kan i ro og mag nyde sin Drouhin-Laroze til næsten menneskepenge. Den er transparent at se på med kirsebærsten, nordiske jernholdige urter, granatæbleessens i næsen, mens tungen modtager saftighed og slik, creme og vældig god spændstighed. Er det blevet almindeligt dansk sprogbrug at sige ”den drikker godt”? I så fald gælder det Drouhin-Laroze. 93
Roumier laver 1½ fad med Musigny, Faiveley laver en feuillette (½ fad), så efter sjældenhed burde Faiveleys version koste meget mere end Roumiers. Nu er det jo ingen hemmelighed at Faiveley ikke har stået for de skønneste vine i lang tid, men det er der grundigt ved at blive lavet om på. Erwan Faiveley styrer nu roret og det gør han mesterligt. Musigny’en er transparent med en parfume, som blæser mig bagover, der er mint, æteriske olier, balsamico, kanel og tobak. Smagen er baryton som en DRC med både det lyse og det mørke i sig, allerede velbalanceret med tilpas mængde SUND tannin (her var Faiveleys problem blandt andet tidligere). Fornem. 95
Jeg er helt og aldeles rundforvirret, for på det seneste har jeg smagt en del Beaujolais, især morgon, som smager som stor Bourgogne, men nu lader der til at være Bourgogne, som søger den anden vej! Vogüé har lavet en musigny med flot brillans, men duften er fuld af bondsk beaujolais eller côte rotie, ren gamay-næse med ymer og brombærsaft – den virker nærmest ufærdig og barnagtig, men bærer i sig fremtidskraft. Smagen er kolossal, men igen ukompleks. Der er muligvis tale om en vin i vanlig Vogüé-langdistancestil, men lige nu er det en anomali – dog en god anomali. 93??
Dæmpet ukompleks duft med lille mint og eddike – senere tydelig prop. Øv bøv!
Der findes, som smagningen her viste, flere virkelig dygtigt lavede 07ere. Årgangen egner sig til Musigny, men Vougeraie har i en kølig årgang formået at lave Musigny med noget der smager af restsukker! Næsen er først flot med jord, mynte, mørke bær og kirsebærsten – den er lidt røget som en Skagen Skinke, men derefter bliver den ”grøn”, som grøn peber og for tidligt plukkede stikkelsbær. Smagen klistrer til gengæld med frugtsukker, virker faktisk som om den kunne være lavet i 03. 89
Drouhin kan sin Musigny! Man kan klandre huset for den lyse og lette stil, men familien har altid ment at de har fat i den ægte bourgogne. I det lange løb viser de sig at have ret. 90 Les Petits Monts fra Vosne smagt for nylig var en årsunge og stor! Her er der overvældende hindbær, kirsebær og multebær, rosengelé – den oser af klasse, er dyb og præcis på samme tid, undermoden og overmoden, æterisk, mens frugten dæmpes i smagen og bliver overhalet af mineralitet, hyperintensitet og igen den herligt pirrende veksel mellem overmodenhed og undermodenhed. 95
Jadot stiller krav til sin køber. Østersskal, havgus, kirsebær og røg fra bøgeflis udgør en næse man ikke overvældes af – i hvert fald ikke lige med det samme. Som typisk Jadot vokser den i glasset og får mere hindbær, mens smagen er tæt, koncentreret, stram, syrerig og tannisk og stor. Den renser mundhulen og bliver der længe med sin lidt grenede og grenacheagtige eftersmag – fremtidens musigny, men nu er den desværre drukket! 96
Fredy Mugniers musigny er inkarnationen af markens ånd! Det må den være. Først er den dæmpet, men åbner så med alle de røde bær, ribs, tyttebær og skovjordbær med tyk skal hvor bitterheden spiller med til kompleksiteten. Endelig er der også lugt af fugtig skovbund. I munden skriver jeg alle de ord lærebøgerne hævder om musigny: slank, finkornet, utrolig finesse, elegance, intensitet uden tyngde, svævende vin… og så må jeg vist hellere stoppe. 96
Et mørkt, mørkt bæst – voldsom, overraskende voldsom i sin adfærd – sparker døren ind med kraftfuldhed, inddampede hindbær og granatæbleessens, røgvarer og træ. Eksplosiv på tungen med vidunderlig intensitet, perfekt harmoni allerede, hvor syre, frugt og tannin, ja og alkohol hænger sammen. Ualmindelig burgundisk bourgogne, ualmindelig musigny’sk musigny, hvor man sidder bagefter med klarsyn – jeg ved hvad musigny er nu! 96
Som 08eren noget helt og aldeles andet end samtlige musigny’er. Igen nærmest mostagtig med masser af vanilje, kanel, nellike fra fad… eller fra Vogüés Petit Musigny? Næppe. Her er tannin som i en stor syrah og de folk der (uden hold i videnskaben) hævder slægtskab mellem tempranillo og pinot noir, har indicier her, for det opfører sig som ung ribera del duero! Høj, men sund syre og klart en fremtidsvin. 93+
Efter svælgen i ungdommelighed, en lise at smage moden musigny. Jeg forventede ikke at 01 ville være klar. Årgangen bliver pt. revurderet flere steder til meget større end først antaget. Leroys vine er som bekendt længelevende, men 01eren er klar… og stor! Fuld af mint, æteriske olier, garvet kalveskind og antydning af kamfer, kirsebærsten og rabarberkompot, bagt rødbede i hibiscussaft (beklager billedet, men det var sådan det var). Den er vild og rustik i munden – i hvert fald i starten, men samler sig, forener alle ender til et bundt velsmag med sprødhed, syrefokus, blød tannin og pågående mundfylde. Udtalt storhed. 97
99erne opfører sig til tider alt for oversøisk, for svulstigt. Vogüés version er på grænsen men holder sig på den rigtige side. Først er den reduktiv med prut og krudt, men med luft kommer der kanel, let likorøs sensommerfrugt, cacao og kirsebærskal. Funderet i det mørke, intens mørk frugtighed med moden tannin og levende syre – ungdommelig og pågående, stor og fornem. Vogüé når det er bedst. Flasken kom direkte fra Vogüés kælder. 96
Drouhins stil med transparens og liflighed, de lefler ikke for forsimplet opfattelse af hvad bourgogne og pinot noir bør være, kommer lidt til kort her. Vi er sandsynligvis ude i flaskevariation, men den er fuld af kål, champignon, skovbund og heldigvis en god kurvfuld kirsebær. Smagen er stram, slank, tenderende benet og på grænsen til det undermodne på den uheldige måde. Stadig et frydefuldt glas musigny dog. 90
Vogüé har klaret sig lige så godt eller skidt i 95 som Drouhin. Vinen er jordet, lidt for støvet til storhed, men stadig fuld af liv med mint, vanilje, hindbærte og udtalt lugt og for den sags skyld mælkesyre. Mostpræget er overraskende til stede og den kan sandsynligvis ligge længe endnu, men bliver aldrig rigtig stor. 88
Stor, det er Mugniers 93er til gengæld. Den er endnu yngre i sin væren end Leroys 01 og har slet ikke antydning af kamfer eller champignon endnu. Flasken kommer direkte fra Fredy Mugniers kælder. Hvis vin skal påvirke os mentalt, skal det være Mugniers musigny. Det er kunst, følelsesprovokerende og det er lige før jeg tuder! Den er mørk, mineralsk, fuld af hindbær, multebær og roser, røget skinke og italiensk pølsebutik, de hersens kinesiske yangmei-bær, mørke, syrlige og bitre på samme tid. Inkarneret friskhed, struktur som filigran, spændstighed – legende og belærende på samme tid. Amen! 98
