Mit livs mad med Thomas Rydahl: ”Lidt efter begyndte fiskene at bide”

Vi er industrialiserede væsner. Vores bøf og latte med havremælk er produceret fjernt fra os og uden vores indblanding. Det fik jeg mulighed for at lave om på, da jeg i marts 2020 stod på en fiskekutter i Det Indiske Ocean. Med mig en nyrig russisk familie, inklusiv en evigsnakkende bedstemor, en babushka med guldsolbriller. Solen var netop gået ned, og lige inden skipper slukkede motoren, kunne jeg se de røde og blå fisk flokkes om båden. Vi brugte en særlig teknik, kun med line og krog og madding, som vi sænkede til bunden 30 meter under os. Så ventede vi. Lidt efter begyndte fiskene at bide. De andre fiskere råbte begejstret, selv babushka halede tun ind, som var det i andedammen i Tivoli. Til sidst var jeg den eneste uden fangst. Babushka overtog min line, trak nogle gange i den, og så skete der noget. Jeg halede ind og stod med en bette fyr med smukke, røde skæl. En red snapper. Den blev fragtet til den lokale restaurant, Spice, på den maldiviske ø Anatara Kihava, hvor vi boede. Her blev fisken grillet med koriander og citron, serveret med hoved og hale. Min kæreste og jeg gravede os gennem ben og skind, et guddommeligt måltid med udsigt til hajer, der cirkulerede langs stranden, og en af mine sidste restaurantoplevelser, inden pandemien lukkede verden ned.