Briancon sælger champagne fra de bedste huse, i ældre årgange, fra små selvstændige dyrkere og habile standardcuveer fra de store huse. Kombinationen af brød og bobler giver mange undrende blikke, men os, med sans for de gode sider af livet forstår vældig godt hvorfor søskendeparret Karina og Kenneth Trosborg finder på så alternativ, men oplagt en kombination. Jeg vil opfordre alle med hang til bobler til et smut forbi eller et telefonopkald.
Sidste lørdag havde Briancon samlet sammen til smagning af ældre champagner på en af Århus’ stærkeste restauranter og i hvert fald den med det bedste pris/kvalitetsforhold; René Jensens Substans i Frederiksgade, hvor moderne nordisk mad går hånd i hånd med fint personligt vinudvalg og sympatiske priser.
Jeg skal være den første til at indrømme et mildt sagt stedmoderligt forhold til gammel champagne. Det er som om den drik SKAL have sine bobler i behold for at virke. Ellers kan man jo lige så godt drikke gammel burgundisk chardonnay eller moden riesling fra Tyskland eller Alsace, meeeenn på det seneste er en langsom omvendelse i gang. Jeg må indrømme at en håndfuld 90ere, et par 82ere, en 76, en 79 og en 64 har givet ret alternative oplevelser i forhold til lige så gammel hvid bourgogne, og det i positiv retning. Kalkstensrigdommen, det nordlige klima og ikke mindst kontakten med gærcellerne gennem flere år, giver en helt anderledes modningsproces.
Her følger hovedindtryk fra smagningen.
Blandt de første tre blindt serverede stak Launois’ Special Club 2000 fuldstændig af. Citronverbenaen pakket ind i Scharffenberger chokolade, myntete og ciseleret krystal stjal fuldstændig billedet fra Gardet Cuvée Charles Gardet 1999, som optrådte lidt mat i koderne og helt uden den samme intensitet som Launois. Cuvée Charles Gardet kommer fra en kombination af pinot noir fra Montagne de Reims og chardonnay fra Côtes des Blancs. Launois’ Special Club er som så mange af de andre special clubs af uhørt høj intensitet. Helt udenfor faldt Diebolt-Vallois’ Rosé, ikke på grund af sin kvalitet, for den var faktisk bedre end god, men fordi rosé champagne altid har det ekstra vanskeligt i selskab med de mest syrerige og skarptskårne lyse champagner. Jordbærfrugt og saftig mousse bar den hjem.
Bollingers Special Cuvée er og bliver én af de store huses skarpeste standard cuveer. Den sidder lige i det skarpe skab hver eneste gang, men fik selvfølgelig smæk af Dom Perignon 2000, selv om den årgang måske aldrig burde have haft sin egen Dom P. men overraskende skærpet var den, næsten røget, hylende intens og flintet. Dom Perignon 1970 har til gengæld antaget den gamle champagnes klæder. Læsket kalk, hasselnøddecreme eller sig bare Nutella, brunet smør, nedfaldsæbler en masse, senthøstet riesling, voks, flødekaramel… jeg kunne blive ved. Moussen var blød og der var masser af liv om end den slutter kort, men harmoni og uden det helt store intense efterpræg.
Det havde til gengæld de næste tre til overflod. Først Diebolt-Vallois 1979 med den rene efterårsskovbund, hvor svampene vælder op. Mandarin, fugtigt støv og kandiseret citrusskal supplerede et dominerende champignon-træk, som var på grænsen. Smagen er fortsat skarp og mineralsk – den mindede mig om Larmandier-Berniers Terre de Vertus. Next in line var aftenens koncertmester i min bog. Salon 1983, en eksplosion af citronessens, kalk, kridt, granit, verbena og ostevalle. På tungen er det Montrachet med bobler, kølig afvisende, så omfavnende og varmende med antydning af spændende vin santo-tone og endda limoncello og Schweppes Dry lemon. I min mund en champagne til referencebøgerne. Krug Collection 1981 var tydeligt mere ældet end Salon uden at det nødvendigvis gjorde den ringere. Den var pungent som peberrod og æblemos med vodka, dobbeltdestilleret renhed og med litchi og frugt som en tysk riesling. Karakteristisk for Krug skal der minimum 12-15 grader i glasset, før den for alvor skinner og så viser den kolossal krop, bugnende former, bragende flot intensitet og fantastisk mundfylde, hvor alt er i harmoni.
Til sidst var det igen de orange og pink toner vi skulle nyde. Jacques Selosses Rosé havde jordbær, blodappelsin og provencestil i det hele taget, mens mesterens uforlignelige syrefokuserede hånd har smit en god del af stadsen heri også. Den slutter med smuk mineralitet. Gardets Rosé 2002 fra premier cru-marker på Montagne de Reims var på en fed måde i familie med belgisk lambic og geuze endda med kirsebærtilsætning – den var pikant bitter og gæragtig, strålende rosé.
På trods af overtal af vinøse midaldrende var der ikke brune oxyderede æbler i nogen af vinene og endnu en sten er lagt i vejen for min forsimplede opfattelse af gammel champagne.
