Rend mig, barolo!

Rend mig, barolo!

Rend mig, barolo!
Offentliggjort

Anton Ego i Ratatouille tager til sidst chancen og begiver sig ud i en overstrømmende anmeldelse af noget helt nyt. Anmeldere er ligeså meget eller lidt lemminger som resten af befolkningen og vi kan ikke være først med det nye hele tiden. Cascina Ebreo er slet ikke nyt, første årgang blev lavet i 1996, men husets lidne størrelse har ikke gjort vinene tilgængelige på særlig mange vinkort og slet ikke hos grossisterne i Piemontes traditionelle eksportlande. Og Cascina Ebreo er under alle omstændigheder nyt i min mund. Michael Poulsen, kendt for sin rå og brutale forside på Vinpusherens kogebog, er dog stødt ind i Peter Weymer og Romy Gygax og er faldet pladask for vinene. Det kan jeg godt forstå! Sølle tre forskellige vine kommer der ud af de 2,1 ha i Novello lige syd for Barolo og vest for Monforte, hvor ”marken” Ravera findes. Jorden er kalkrig, varm og kold på de rigtige tidspunkter og kan give sublim elegance. Weymer og Gygax laver en hvid, Sinché, på sauvignon blanc, som jeg desværre ikke har smagt, og to direkte fantastiske røde – og nu ved jeg godt fantastisk har mistet sin betydning i moderne dansk sprog, men engang betød det fremragende og formidabel og netop sådan er Segreto på barbera og Torbido! på nebbiolo.

Begge fås lige nu i 2004 hos vinpusheren i Århus. Segreto (94) på barbera er dybrød og stadig transparent med marcipan, kirsebær, abrikoskerner og lakrids og morsomme indslag af æbler – den er så varm og dyb at omfavnelsen næsten bliver for voldsom, men kun næsten. Den stråler indefra som en bourgogne, har dog langt mere cremet frugtsødme end pinot og stor krop. Torbido! (95+) er endnu bedre, fuld af rugbrød, rodselleri (typisk jernagtig note), tranebær, destillat på mentol og inddampet granatæble, tjære, pibesovs og hybente – det vælter op af glasset, helt af sig selv. Et powerhouse, i mangel af bedre om smagen, slank og elegant på samme tid som muskler og skelet sprænger beklædningen. Overvældende. Det ER barolo, men det står ikke på etiketten. Skynd dig at skaffe et par flasker og sæt den ind mod de dyre drenge i blindsmagning.

Segreto 2004 299 kr.

Torbido 2004 399 kr.

www.vinpusher.dk