Sku ikke hunden på hårene
Sku ikke hunden på hårene
Kendere af italiensk mode og sandsynligvis især kvindelige af slagsen, vil vide at designeren Roberto Cavalli mildt sagt tegner det svulstige, behængte, ornamenterede og gyldent skinnende. Hans livsstil er overgjort luksus og hans toscanske vinprojekt, Tenuta degli Dei, sender i det ydre samme signaler. Sønnen Tommaso Cavalli driver vingården i det centrale Chianti ved Panzano. Druerne kommer både fra marker ved Panzano og marker nær Firenze. Gæt vinmageren… jep! Carlo Ferrini, som her rådgiver på næsten kun bordeaux-druerne, merlot, cabernet sauvignon, cabernet franc og petit verdot plus en smule mere lokal alicante. Vineriet har installeret små koniske rustfri gæringstanke og bruger udelukkende små franske barriques.
Forudindtagede meninger bør herefter droppes! Jeg var nødt til at overgive mig, for indpakning og overfladiske ideer om plastikvine holder slet ikke. Le Redini 2009 (90), merlotdomineret, er Tenuta degli Deis indgangsbøn, en forfriskende modernistisk men områdetro internationalist… hvis det er muligt. Grannål, campari og enebær, kirsebær og sommersøde hindbær, ganske ren og liflig med en kompleks grenet eller barket note. Der er tydelig toscansk syre og igen grannål i eftersmagen. Flagskibsvinen Cavalli 2008 (93), cabernetdomineret, er Tenuta degli Dei hjerteblod. En mørk men transparent vin med meget parfumeret, nærmest cavalli’sk flamboyance med aromatisk træ, sandel, ceder, kanel, men heldigvis masser af jordlighed, blyant og blod, italiensk pølsebutik – forfinet og poleret er den. Tanninen er mild men tilstedeværende og jeg finder fasthed som médoc, jord og grafit blandet med varm præcis moden frugt – kontrolleret alkohol. Kort sagt, langt mere enkelhed, renhed og elegance end farmands design!
Tenuta degli Dei forhandles af Theis Vine - www.theis-vine.dk