Vi er de bedste – og de værste

Sidste år vandt noma som bekendt kapløbet om at blive verdens bedste restaurant, dvs. nummer ét på World’s 50 Best-listen. Nu ’mangler’ vi bare, at samme noma får sin tredje stjerne i Guide Michelin 2011, der udkommer til februar.

Diverse priser gør niveauet håndgribeligt, men selv hvis Kofoed ikke havde hentet en statuette hjem fra Lyon, og selv hvis noma ikke var blevet nummer ét sidste år, så ville det være indiskutabelt, at de danske topkokkes niveau er tårnhøjt og i verdensklasse. Det kaster glans over nationen, og naturligvis skal der slås på tromme fra officiel side, og Danmark skal sælges skamløst for at få turister hertil for at smage ved selvsyn. Men vi skal fandeme ikke gemme os bag Rasmus Kofoeds Bocuse d’Or-sejr, endsige pynte os overdrevent med den! Træerne vokser ikke ind i himlen. For sagen er jo, at vi altså taler om en lillebitte kokkeelite med et næsten lige så lille klientel. Det skal ingen høre for, men sådan er det bare.

Man kan naturligvis håbe på en vis ’nedsivning’, men uanset hvad så er Danmark også et land, der har noget nær den nærigste befolkning i den vestlige verden, hvad madindkøb angår – vi er en nation af discountshoppere. Vi har generelt et elendigt vareudbud i de danske forretninger, og vi har en fødevareproduktion (landbruget), der på mange måder burde skamme sig. Det gør ikke Rasmus Kofoeds sejr mindre, men det er vigtigt at holde sig for øje, at vi således rent fødevarekulturelt er en skizofren nation. Det kan godt være, at fødevareminister Henrik Høegh & co. ikke kan få armene ned og tænker, at nu skal vi smede, mens jernet er varmt. Men vi er altså ikke bare de bedste i verden. Vi er også blandt de værste i verden.