Distortion 2012: Mød ildsjælene pt. 2

Distortion 2012: Mød ildsjælene pt. 2
Offentliggjort

Den årlige gadefejring nærmer sig med hastige skridt, og her på euroman.dk har vi fanget en række af de involverede dj's, musikere og festarrangører, der alle sammen er med til at gøre Distortion til den altomfavnende (og fuldstændig desorientererende) folkefest, den har udviklet sig til.

Næste ildsjæl på talerstolen er DJ Dixone også kendt som den ene halvdel af duoen Dokkedal/Dixen (sammen med Simon Dokkedal aka LeBon fra Den Sorte Skole) og for et hav af optrædener på den københavnske festscene de sidste mange år.

Hvordan er du involveret på årets festival?

"I år spiller jeg om onsdagen på en scene, som mine gode venner fra Bitchslap Magazine står for på Gammeltorv.

Torsdag står musikkollektivet Yo Fok, som jeg selv er en del af, for en scene til efterfesten i Nørrebrohallen.

Fredag skal jeg med drengene fra Syg Lyd ud og spille til en af pop-up festerne i forstæderne, sammen med blandt andre Mike Sheridan."

Læs mere på næste side.

Hvilken Distortion-oplevelse husker du bedst?

"Sidste år stod jeg på scenen på Blegdamsvej da Kidd og resten af Cheff-holdet skulle på. Det var vidst egentlig meningen, at jeg skulle have spillet et dj-set sammen med Eloq, men festen blev lukket ned efter fem minutter, så vi nåede det aldrig (red. Brandmyndighederne valgte sammen med festivalledelsen at lukke for strømmen, da der var blevet sat ild til et træ på Blegdamsvej).

Men udsigten ud over en helt fyldt Blegdamsvej var sgu ret flot."

Hvilke acts/begivenheder er på din top tre til årets festival?

"1. Første pladsen er helt sikkert Sissy Nobby, der laver det man kalder for "New Orleans bounce", eller "Queer Bounce", en blanding af hip hop-klichéer og crunk beats, som man kender dem fra det sydlige USA, tilsat en god portion tempo og humor. Der bliver trukket på en masse forskellige lokale genrer som Miami bass og Baltimore club musik. Udover at musikken er virkelig sjov og inviterer til røvrystning på det groveste, glæder jeg mig ret meget til bare at se ham fyre den af på scenen, tror det bliver skørt.

2. Udover det glæder jeg mig rigtig meget til at høre Nguzunguzu som jeg synes repræsenterer noget af det mest interessante der sker på den elektroniske scene. Deres blanding af elementer, fra house til tropisk til hip hop og konstante referencer til firser lyd samt deres melodiske univers, gør at de helt sikkert er en af mine favoritter fra årets line up.

3. Og selvfølgelig Benny Banks og Mike Skinner; de er helt sikkert højt på min liste i år."

Følg Dixone på facebook og få en forsmag på hans optrædener til Distortion på hans Soundcloud.

LÆS OGSÅ God stil til Distortion 2012

FACEBOOK Bliv ven med Euroman