Distortion 2012: Mød ildsjælene pt. 3

Distortion 2012: Mød ildsjælene pt. 3
Offentliggjort

Den årlige gadefejring nærmer sig med hastige skridt, og vi har fanget en række af de involverede dj's, musikere og festarrangører, der alle er med til at gøre Distortion til årets største, mest altomfavnende (og fuldstændig desorientererende) folkefest.

Næste levende billede er festarrangøren Mads Bøje, der spiller en afgørende rolle, når the final party løber af stablen. Mads har styret slagets gang til Toldbodens klubaftener, er desuden nybagt cafeejer (café Rugbrød på Sønder Boulevard) og fast inventar på det københavnske nattelivs skrå brædder.

Hvordan er du involveret på årets festival?

"I år er jeg involveret på flere forskellige måder. Først og fremmest er jeg involveret i et samarbejde med Distortion og Toldboden på final party dagen. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke afsløre for meget omkring dette, da det er på tegnebrættet, og det endelige program ikke er offentliggjort fra Distortions side endnu.

Herudover er jeg involveret i en række yderligere arrangementer i løbet af Distortion- dagene. Blandt andet et afterparty i indre by og en gadefest på Sønder Boulevard.

Det er jeg, fordi jeg synes, at Distortion festivalen er vigtig for København på mange måder. Festivalen er sund for både natklubberne og bygængerne, idet den er med til at være en øjenåbner for disse. Jeg ser Distortion festivalen som noget af det største vi har i København, og det er derfor jeg er med til at engagere mig.

Festivalen er enormt alsidig på mange måder (locations, bookinger, koncepter etc.), og det er helt sikkert der gavner alle i denne branche."

Læs mere på næste side.

Hvilken Distortion-oplevelse husker du bedst?

"På trods af kun sølle to omgange af Distortion har en lang række oplevelser allerede printet sig fast på min nethinde.

Det klareste minde er gadefesten på andendagen af sidste års Distortion på Skt Hans Torv på Nørrebro, hvor 80.000 mennesker festede. Både unge og gamle fyldte hver en centimeter af gaden, og energien omkring dj-pulten i midten af Skt. Hans Torv var fantastisk. "

Hvilke acts/begivenheder er på din top tre til årets festival?

"Lad os tage det som et act, et streetparty og et afterparty i stedet for en decideret top tre.

Act: Ud af et meget alsidigt i forhold til tidligere år mere spændende musikprogram er jeg nødt til at sige Mike Skinner.

Street party: Arti Farti records gadefest på førstedagen i indre by på Frue Plads med et stort suprise navn på plakaten. Vil gerne garantere at det er en dj man ikke hører hver weekend i København der spiller her. Såfremt der måtte være skyer over indre by denne dag er jeg sikker på at han formår at rive dem fra hinanden og få det hele til at klare op.

After party: Her må jeg nævne Final party og hele lørdagen, hvor mange af de store navne på plakaten bliver skudt af."

Vi siger tak til Mads og håber på et brag af et final party til at runde festivalen af.

LÆS OGSÅ God stil til Distortion 2012

FACEBOOK Bliv ven med Euroman