Svedig videoprotest: Far udsætter sig for sommervarmen i lukket bil

Svedig videoprotest: Far udsætter sig for sommervarmen i lukket bil
Offentliggjort

En bekymret amerikansk far kan ikke holde ud at se flere nyhedsindslag om flere børn, der lider en meningsløs hedeslagsdød i en sikkerhedssele på bagsædet af en hed, aflåst bil.

Han kan simpelt hen ikke tro, at nogen forældre kan være så tankeløse.

Så Terry Williams, som han hedder, har udsat sig selv for den samme behandling og lavet en videoprotest ud af det.

Som han siger til kameraet, mens sveden triller i tunge dråber, efter at han bare har siddet et par minutter med lukkede vinduer ved et par og tredive grader:

”Som du kan se, sveder jeg så meget, at jeg knap nok kan trække vejret. Men mit system er stærkere end et barns. Bliv ikke det næste fjols på nyhederne.”

Det er et problem, der gentager sig hver sommer, at amerikanske børn omkommer, når deefterlades i biler, sidste år døde 44 børn på den måde.

Det skriver Esquire, der også anfører, at børns kropstemperatur stiger op til fem gange hurtigere end voksnes, hvilket kan blive skæbnesvangert, selv om man kun forlader børnene for at hente en Filur og en Kæmpe Eskimo.