Hvordan kom det her album sammen?
”Aaron (Guitarist) begyndte at sende mig materiale kort tid efter vores sidste turné. Jeg puttede det hele i en mappe og undgik det i flere uger. Men så blev jeg nysgerrig og lyttede til noget af det.
Langsomt begyndte sangene at blive til noget, og så for halvandet år siden, mente vi, at der var nok til at samles om det. Den her plade udviklede sig meget organisk og langsomt.
Men det føltes ikke langsomt, fordi der var så meget, som vi ikke brugte. Jeg tror ikke, at der var et tidspunkt, hvor vi ikke havde ideer til nye sange. Hver gang vi mødtes havde vi nye ideer, og så splittede vi op i et par uger. På tidligere albums ville vi slå hovederne mod væggen, fordi vi manglede inspiration, men ikke denne gang. Det har været godt for os.”
Hvordan vil du beskrive sangene på det nye album?
”Selvom sangene generelt er mørke, så er de samtidig fyldt med optimisme. ’Guilty Party’ er for eksempel en helt vildt trist break up-sang, men der noget ekstremt behageligt ved en god break up-sang. Det giver en form for forløsning. Vi har jo alle sammen kendt til den elendighed, men der er en glæde i at kende den sorg og gøre noget smukt ud af det. Det synes jeg kendetegner pladen.”
Der er gået fire år siden sidste album. Er I begyndt at sætte farten ned?
”Vi har aldrig haft en specifik snak om det, men jeg tror, at vi alle havde nogle forskellige ting, vi gerne ville afprøve. Og så har vi indset, at hvis sætter en deadline for et nyt album, så stresser det os kun. Vi stoppede bevidst med at tale om, vi skulle udgive et album, og det har været sundt for os. Jeg ved aldrig, om der er nok ideer til at lave et nyt The National-album, eller om inspirationen vil komme, så det er en lettelse ikke at blive stresset af den tanke. Jeg tror, at vi tidligere har følt, at vi skulle jagte et eller andet.”
Hvor mange sange har I skulle droppe?
”Der er faktisk et helt album med andre sange, som er skrevet i samme session. Det er 13 sange, som vi ikke brugte, selvom de er ret gode. Tilsammen føles de lidt som et ufærdigt nyt album med en anden personlighed.
Der er flere af sangene, som faktisk har skiftet plads flere gange eksempelvis ’Hag blue’. Men de havde en lidt anden vibe, der var mere sydstatsgotisk. Det er sange, der hedder ’All things must pass’ og ’Pocket full of silver’. De havde en Faulkner-agtig lyd over sig.
Den nye plade er mere klassisk Americana med togbaner og masser af landevej. Nogle gange føles vores albums meget regionale. Da vi lavede ’Trouble Will Find Me’, havde Aaron døbt mange af sangene efter områder, der var vigtige i den amerikanske borgerkrig. Det farver sangene en smule.”
Har det været svært at følge op på tidligere albums?
”Det er ret heldigt, at vi aldrig har en plade som fuldstændig overskygger de andre. Jeg synes altid, at vores seneste album er det bedste. Selvfølgelig vil jeg det, fordi vi er tættere på det, vi leder efter lige nu. Selvom det måske ikke passer lytterne så meget, så føles det her album meget tæt på det, vi leder efter.”
Hvordan er udsigterne til at turnere de næste fire måneder?
”Meget bedre end tidligere. For et par år siden fik jeg en monitor, der viser teksterne i løbet af koncerten. Jeg ved ikke, hvor meget jeg ser på den, men det er trygheden i at have den, der har elimineret en hel masse frygt hos mig. Jeg har altid været angst for at glemme teksterne.
Glemte jeg en linje før i tiden ville jeg hade en hel koncert og føle mig utilpas. Nu kan jeg bare ramme ind i teksten senere, i stedet for at starte sangen forfra. Det er umuligt for mig at have 40 sange i hovedet på en gang, men nu nyder jeg faktisk at stå på scenen, fordi jeg har et sikkerhedsnet. Jeg tror også, at bandet kan mærke det.
De løsner lidt op, fordi vi kan spille en sang vi ikke har spillet i rigtig lang tid. Vi plejede at spille en sang fra vores første album, der hedder ’Sun’ hver aften til hver koncert, og så spillede vi den ikke i ti år.”
Hvordan er det op til en koncert?
”Vi er gode til at lade hinanden være nogle ’weirdoes’ inden en koncert. Det er jo en vildt underlig ting, at stille sig op på en scene og synge kærlighedssange til fremmede. Man bliver lidt en mærkelig person af det. Der er nærmest en mani inden, hvor vi alle ændre personlighed. Der er lidt Dr. Jekell og Mr. Hide over det. Nogle bliver deprimerede og andre er oppe at køre, men når vi kommer ind på scenen, ved vi, at vi er gode til, hvad vi gør.
LÆS OGSÅ: Den store feature om Sort Sol: ”Jeg er blevet slået bevidstløs flere gange. Der kom sådan nogle bander rundt i byen og ledte efter folk"
LÆS OGSÅ: Brian er Elvis-missionær: Nu stiller han op til VM for at blive verdens bedste
LÆS OGSÅ: The National-medlemmer bag festivalen ’Haven’: "Vi sælger ikke VIP-billetter, og der kommer ikke til at være et VIP-område"
