5 spørgsmål til Won Hundreds nye menswear designer

5 spørgsmål til Won Hundreds nye menswear designer
Offentliggjort

Den 1. august tiltrådte Tobias Harboe som ny menswear designer for Won Hundred. Tobias Harboe kommer fra en stilling hos Henrik Vibskov, hvor han arbejdede bag kulisserne med shows og udstillinger, og hos Won Hundred skal han være primus motor for endnu mere af det rene og eksklusive design, det unge danske mærke står for. Vi har stillet Tobias Harboe fem spørgsmål:

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet beklædningsdesigner - bachelor fra Designskolen Kolding og master fra Danmarks Designskole, hvor jeg tog afgang for to år siden. Siden har jeg arbejdet for Henrik Vibskov som ansvarlig for hans shows, kunstinstallationer og andre projekter, blandt andet for åbningen af butikker.

Hvilken rolle spiller Won hundred i dansk mode?

Won Hundred er friskt blod til dansk mode af høj kvalitet. Skandinavisk når det er bedst. Jeg ser masser af potentiale og glæder mig til at give mit bidrag på herrelinien, der i dag står lidt i skyggen af damelinien.

Hvad kan du tilføre Won Hundred?

Uden der skal gå total brøleabe i den, så vil jeg da i hvertfald tilføre noget testosteron i designafdelingen - det kan måske være meget godt i relation til herretøjet. Og så har jeg også en lidenskab for god kvalitet og sund etik, samt et skarpt øje for detaljen.

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?

Jeg har altid en væld af projekter kørende, så når jeg ikke arbejder, er jeg som regel igang med at designe eller bygge et-eller-andet. Og det som regel samtidig med at jeg har en-eller-to unger på armen, for jeg er den glade far til to piger på hhv. 4 måneder og 3 år.

Hvordan går den danske mand og har det?

Den danske mand har det svært med at blive voksen... Det er meget godt, men jeg så gerne lidt mere raffinement og mod til at klæde sig som en flabet gentleman fremfor som den sædvanlige gadedreng.