Så meget koster berømthederne på første række

Så meget koster berømthederne på første række
Offentliggjort

Mere end en halv million kroner. Det er de store modehuse villige til at betale for at få Beyonce eller Rihanna på første række til et show.

Det skriver avisen The Telegraph. Ikke helt så dyr, men stadig deroppe ad ligger skuespillerinden og modeindustri-darlingen Chloë Sevigny.

Hun skal angivelig kun have i underkanten af 370.000 for sin tilstedeværelse.

Mens skuespilleren Jessica Chastain ifølge sitet Fashionmagazine.com fik små 440.000 kroner for at møde op til et lukket Giorgio Armani-show under modeugen i Milano.

Ligeledes har modehuset Chanel i 2012 oplyst til avisen Dailymail, at det har et konkret samarbejde med sangeren Katy Perry, uden dog at ville røbe, hvor meget de betaler hende for at møde op og kaste glans over et arrangement.

Så meget koster berømthederne på første række

Modebranchen er fuldt bevidst om markedsføringsfordelene, der kan være i at knytte sig tæt til kendte kunstnere.

Det ser man for eksempel helt aktuelt i denne festivaltid, hvor det er modellerne, der strømmer til Cannes’ røde løbere, vel ikke bare for at blive set, men også for at noget af filmfestivalens glamour og kulturelle parfume skal hænge fast ved dem.

Omvendt er der ikke noget nyt i, at modehusene forsøger at tiltrække stjernerne til deres arrangementer med decideret løn, dyre tøjgaver eller flybilletter og hotelophold.

Den walisiske designer, Jeff Banks, der fra 1986 til år 2000 var vært for sit eget program om mode på BBC, ’The Clothes Show’, sagde i 2012 til Daily Mail:

”Det har eksisteret i 25 år. I dag er det en integreret del af de store mærkers markedsføringsstrategier. Ligegyldig om de bærer mærkernes tøj, eller om de sidder på første række til deres modeshows, er virkningen den samme. Det er dyrt, men nogle mærker mener, at pengene er godt givet ud. Og hvis du alligevel har tænkt dig at betale Charlize Theron 1,3 millioner pund for en parfumereklame, hvorfor så ikke bruge den samme logik til at skaffe opmærksomhed om dine shows.”

Opmærksomhed, det får de, hvis Rihanna for eksempel sidder på første række, er der garanti for, at billedet bliver gengivet i en bunke medier.

Så meget koster berømthederne på første række

Under modeugen i Paris i marts kunne blandt andre, Jean Paul Gaultier, Chanel, Stella McCartney, Lanvin, Dior og Givenchy ifølge Elle nyde godt af hendes linsefangende tilstedeværelse.

Det må have været en lukrativ uge for Rihanna.