Skosælgeren, der forærer skoene væk

Skosælgeren, der forærer skoene væk
Offentliggjort

Tom’s har siden åbningen i 2006 givet et sted mellem 12 og 13 millioner sko væk til børn i nød.

Det betyder, at firmaet har solgt det samme antal sko til sine kunder verden over.

For Tom’s er hverken en velgørenhedsorganisation eller et skomærke, men begge dele: En virksomhed sat i verden for på en gang at hjælpe fattige og samtidig generere et overskud. Et koncept, der fungerer så godt, at Bill Clinton har kaldt Tom’s’ grundlægger, Blake Mycoskie, for en af de mest interessante forretningsmænd, han nogensinde har mødt.

Selv forklarer Blake Mycoskie, en amerikansk forretningsmand, tidligere reality tv-deltager og ivrig rejsende, Tom’s succes med, at kunderne i første omgang bliver tiltrukket af det velgørende koncept, men vender tilbage på grund af skoenes kvalitet, design og pris.

Ideen til forretningskonceptet fik han efter en rejse i Argentina, hvor han på et besøg i en landsby fandt ud af, hvor stort et problem det var for landsbyens fattige børn, at de manglede ordentligt fodtøj.

Uden sko kan børnene ikke få lov at gå i skole, fordi det kræves, at de har en skoleuniform.

Desuden er de meget mere udsat i forhold til sygdomme som for eksempel parasitten hageorm, der kan komme ind gennem fodsålerne, tage bo i tarmene og hæmme fysisk og mental vækst.

Blake Mycoskie havde på det tidspunkt endnu ikke nogen plan om at lave et skomærke, han ville først og fremmest gerne hjælpe børnene.

”Men jeg ønskede ikke at starte et velgørende foretagende, for på den måde ville jeg hele tiden være afhængig af donationer og skulle ud at bede folk om penge. I stedet kom jeg på ideen at lave en virksomhed og derigennem skabe en varig måde at hjælpe folk på,” siger Blake Mycoskie på telefonen til Euroman.dk.

Tom’s begyndte med at fremstille en espadrillos-lignende sko inspireret af den argentinske Alpargata, en traditionel sko, som Blake Mycoskie havde set på sin rejse på fødderne af såvel landmænd som polospillere.

”Men de er som regel ikke af specielt god kvalitet. Så vi har taget alpargataens udseende, men totalt ændret fremstillingsprocessen, for at få en kvalitetssko, som folk også kan gå med i byen,” siger Blake Mycoskie.

Skosælgeren, der forærer skoene væk

Det er dog ikke alpargataen, som Blake Mycoskie og Tom’s giver til verdens fattige, hver gang, de har solgt et par til verdens velstillede forbrugere. Derimod er der tale om tre forskellige, funktionelle skotyper:

Specifikt med henblik på at give dem væk, producerer Tom’s en sort sko til skoleuniform, en sportssko og en støvle til koldt vejr, der skal forhindre børn i for eksempel Ukraine og Mongoliet i at få forfrysninger i fødderne.

”Vi har rettet vores produktion mod børnenes forskellige behov,” siger Blake Mycoskie.

”Vi bruger utrolig få penge på reklamer i sammenligning med de fleste andre mærker, der bruger en stor del af budgettet på at betale berømtheder for at være reklamesøjler. Vores kunder gør arbejdet for os ved at sprede ordet, ikke mindst på de sociale medier. De penge vi sparer på reklame, bruger vi på velgørenhed. Og vi er stadig i stand til at høste et overskud, der måske ikke er så stort som hos mange andre virksomheder, men som gør os til en bæredygtig virksomhed og som gør det muligt at sikre, at vores fabrikker bliver drevet på en forsvarlig måde. Både hvad angår energiforbruget og arbejdsforholdene,” siger Blake Mycoskie.

Tom’s laver regelmæssige undersøgelser af arbejdsforholdene på de fabrikker, de samarbejder med i den tredje verden, og hvis ikke fabrikkerne lever op til regelsættet, bliver samarbejdet opløst, fortæller Blake Mycoskie, der lægger stor vægt på at accelerere udviklingen i de egne, hvor Tom’s i forvejen giver sko gennem oprettelsen af arbejdspladser.

”Nu fremstiller vi tøj i Indien, Etiopien, Kenya. I år har vi åbnet en fabrik i Haiti. Vi er de eneste, der fremstiller sko i Haiti – det er utrolig spændende at hjælpe med at skabe opmærksomhed om øen og skabe job der på det her tidspunkt, hvor den er ved at rejse sig igen oven på jordskælvet."

”Det er en stor udfordring. Men vi føler, at det er en del af vores mission. Og vi tror på, at vi får vores kunder til at synes endnu bedre om os ved at forfølge den mission. Hvilket vil sige, at vi sælger flere sko i sidste ende.”

”Det kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden. Men jeg tror, at i vore dage bliver firmaerne nødt til at tage deres ansvar mere alvorligt,” siger Blake Mycoskie, der peger på, at udviklingen, der er sket siden 1990’erne, hvor undersøgelser af forholdene inden for sportsskofremstilling førte til, at mange store firmaer fik en masse negativ omtale.

”Det ændrede forholdene. Hvis du tager til Kina i dag, så er det helt anderledes. Og jeg mener fortsat, at der sker forbedringer. Firmaerne har ikke råd til den dårlige omtale. Om de tror på det – dybt nede i deres sjæl – eller om de bare mener, at det er det rigtige at gøre for at minimere den økonomiske risiko – så tror jeg, at forandringerne kommer til at finde sted. Der er selvfølgelig et stykke vej endnu, og nogle firmaer er bedre end andre, men vi er på vej.”

”Jeg mener, at vi viser, at det er muligt at arbejde med en etisk forsvarlig produktion, hvor kunden ved, hvad pengene bliver brugt på. Der er også et par andre mærker, der arbejder på samme måde. Outdoor-mærket Patagonia, for eksempel. De har en meget gennemsigtig og etisk forsvarlig forsyningslinje. Og det er der mange, der har,” siger Blake Mycoskie.

Han fortsætter: ”Desværre fokuserer medierne på de få, der ikke gør tingene på den rigtige måde. Og derfor tror folk, at alle gør det på en kritisabel måde. Men der er faktisk mange firmaer verden over, der gør tingene med god etik.”