Den ene er materialiseringen af ordet ”overskud”, den anden er et udtryk for minimalisme. Den ene er strengt taget en ”has been” fra nullernes forbrugsfest, og den anden rammer tidsånden her og nu med sin fundamentalistiske nøjsomhed. Spørgsmålet er om idealismen kan vinde over mageligheden, når de kommer til stykket? Det har vi sat os til at efterprøve, og som de machokister vi er, starter vi med den overdådige Q5 for derfor at hoppe direkte over i en Fiat Panda til lige godt den kvarte pris.
Vores Audi er ikke bare en Q5, det er en Q5 3.0 TDI med 245 dieselheste og et bundtræk på 580 Nm ved 1500 omdrejninger. En maskine, der forsyner Q5 med et nærmest overjordisk overskud, som helt mageligt sender dig forbi enhver Bedstemor-bemandet Berlingo uden så meget som at geare ned – 0-100 km/t på 6,5 sekund. Hertil kommer bekvemmeligheder som syvtrins automatgear, fjernbetjent åbning af bagklappen og programmering af undervognens hårdhed, styretøjets fasthed og speederens respons. Blandt meget andet.
Så er det at storbyens autonome ungdom finder nøglebundet frem klar til at ridse denne trussel mod vores gang på Jorden, men hov – på toppen af det hele kører Audien tæt på 16 km/l. og lukker beskedne 169 gram CO2 ud pr. kørt kilometer. Ih altså...
Vores Panda 4x4 får med andre ord sit hyr med at opretholde den forkærlighed, vi længe har næret for Fiats lille øko-kriger. I Italien har enhver vinbonde med respekt for sig selv en firehjulstrukket Panda til at bese sine marker i – ofte den helt gamle, Giugarro-tegnede ur-Panda. Det giver sammen med de berømte terræn-egenskaber point i vores bog. Hertil kommer, at tiden er med Pandaen. Det er stort at tænke småt, og Pandaen er et godt statement, hvis man pinedød har brug for firehjulstræk.
Ikke desto mindre føler man sig som en militant socialpædagog på vej til fingermaling, når man går ombord i Pandaens meget funktionelle kabine efter en tur i det tyske lokomotiv. Hvad værre er, at bilen i den grad mangler et sjette gear. Det mærker vi allerede på hovedvejen, hvor den lille 1,4 liter diesel skal arbejde hårdt for at mønstre noget, der minder om en mellemacceleration.
Bortset fra det gør Panda 4x4 det aldeles fremragende – ikke mindst i terrænet. Vi rundede en ødegård og besteg en iset kælkebakke, og det gav kun appetit på mere.
Den ubarmhjertige sandhed er, at du får, hvad du betaler for. Skal du køre langt er Q5 en drøm, skal du bare ud i vinmarken er Panda perfekt – rustik, overkommelig og ikke finere end at du tør give den lidt knubs.
__________
Annonse
Motor: 3,0 liter, V6 turbodiesel.
Hestekræfter: 245
Moment: 580 Nm v. 1500 omdr.
Tophastighed: 225 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 6,5 sek.
Benzinøkonomi: 15,6 km/l (EU-norm).
Co2-udledning: 169 g/km.
Pris: 775.000 kr.
Karakter: 5/6
Hvorfor? Fordi den med stor afstand er Audis bedste SUV, og fordi SUV’erne trods modvinden stadig er noget nær perfekte familiebiler.
Annonse
Hvorfor ikke? Fordi den er umoderne og fordi du alligevel ikke har brug for firehjulstræk.
__________
Motor: 1,4 liter, diesel.
Hestekræfter: 75
Moment: 190 Nm v. 1.500 omdr.
Tophastighed: 160 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 14,5 sek.
Benzinøkonomi: 21,3 km/l (EU-norm).
CO2-udlening: 125 g/km.
Pris: 249.000 kr.
Annonse
Karakter: 3/6
Hvorfor? Fordi den er et antimaterialistisk statement og slår mange SUV’er i terrænet
Hvorfor ikke? Fordi den er anstrengende at køre langt i og en anelse for dyr, trods alt.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.