Få pengene retur, når dit fly bliver aflyst

Få pengene retur, når dit fly bliver aflyst
Offentliggjort

Mange frustrerede flypassagerer får ikke den kompensation, de har krav på, når de bliver udsat for aflysninger, forsinkelser og overbookninger. Ny app kommer nu til undsætning og kontakter flyselskabet på vegne af passageren.

I dag er det kun én ud af 200 kompensationsberettigede flypassagerer, der får den erstatning, de har krav på, når de ikke kommer af sted til tiden. Alt for ofte ved de ikke, at de som følge af EU-lov har krav på penge tilbage, hvis flyselskabet er skyld i eksempelvis aflysninger og forsinkelser. Nu vil ny app komme til assistance.

Appen hedder AirHelp, og den kan hjælpe, mens man befinder sig i lufthavnen. AirHelp kontakter flyselskabet på vegne af passageren, og ved hjælp af fly-, vejr- og lufthavnsdata fører app’en passagerens sag, skriver selskabet bag i en pressemeddelelse.

”Problemet er, at reglerne kan være svære at gennemskue for passagererne. Vi oplever desværre også, at passagererne ikke får den korrekte information fra flyselskaberne,” siger Henrik Zillmer, direktør i onlinetjenesten AirHelp.

Ifølge AirHelp påtager de sig al sagsbehandling på vegne af passageren for et vederlag på 25 procent, men det indkræver de kun, hvis passageren får kompensation.

For 10 år siden indførte EU en lov, som sikrer berørte passagerer kompensation på op til 4.500 kroner, hvis flyselskabet er ansvarlig for, at ens fly ikke afgår til tiden. Passagerer har dog kun ret til kompensation tre år tilbage.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman