Otte autocampere, busser og en lastbil vil i næste uge trille ud på en fem ugers færd til Gambia i Afrika med syv tons fodboldudstyr. Turen er kulminationen på iværksætter og tidligere fodboldspiller Jack Kelefa Sannehs arbejde på at give noget tilbage til sit oprindelsesland.
Dansk/gambianeren Jack Kelefa Sanneh håber at sætte et positivt aftryk på sit oprindelsesland. Et syv tons aftryk, nærmere betegnet. Den 29. oktober kører han i karavane med en broget blanding af musikere, Christianias dame-fodboldhold, politifolk og mange flere til Gambia for at aflevere syv tons fodboldudstyr indsamlet i Danmark.
Idéen til den særprægede rejse begyndte for otte år siden, da Jack blev fundet af sin gambianske familie i en slags omvendt ’Sporløs’. Indtil da havde han aldrig haft kontakt til dem før. Og nu er han invitiativtager til projektet Pass It Forward, der vil bidrage til udviklingen af fællesskaber i Afrika med masser af fodboldudstyr.
”Min familie inviterede mig til Gambia og jeg tog noget fodboldudstyr med, for det har jeg altid hørt, at de mangler i Afrika. På et tidspunkt besøgte jeg et slumkvarter, hvor de spillede på en grusbane med en fodbold lavet af plastikposer med sejlgarn om. Da jeg gav dem noget af det udstyr, jeg havde med, tog de imod det, som om de havde vundet i Lotto. Og det gav mig en vild følelse i hele kroppen. Det var næsten en surrealistisk oplevelse,” foræller Jack Kelefa Sanneh.
Siden da har han været i Afrika flere gange og har gennem årene haft mere og mere udstyr med derned. Indtil han en dag blev præsenteret for en regning på knap 10.000 kroner for bagage-overvægt. Det fødte ideen om at samle en endnu større ladning og selv køre det derned. Det er nu lykkes med hjælp fra en blandt andet en række professionelle fodboldspillere som Mathias 'Zanka' Jørgensen og Nicki Bille, der har doneret udstyr.
Ekspeditionen deltager samtidigt i Amsterdam Dakar Challenge, der et race i køretøjer, hvor værdien af hvert enkelte køretøj ikke må overstige 1.000 euro. Det gør det til en ekstra udfordring, da turen går gennem lande som Marokko, Mauretanien, Vestsahara og Senegal.
”Vi har fået udstyr fra mange forskellige steder. Premier League-klubben West Ham har fx sendt hele deres overskudslager. Det er blevet en hel bevægelse nu,” siger Jack Kelefa Sanneh, der selv kalder sit projekt for 'en god idé, der har taget overhånd'.
Turen bliver også filmet undervejs, og det er håbet, at det skal udmønte sig i en dokumentarfilm. Se traileren her:
Karavanen starter 29. oktober, og turen vil tage omkring fem uger.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman