Et slag på venstre ben, et slag på hver skulder og et på hver kind. Blikket er seriøst, nærmest aggressivt, og vejtrækningen er hurtig. Daniel Wagner mimer et par opmuntringsord til sig selv og slår armene op over hovedet som for at gejle publikum op. Det er ved de Paralympiske Lege i Rio i 2016, og finalen i længdespring for de overbensamputerede er i gang.
Kroppen er let foroverbøjet, og han sætter fremad med et hop. Han er i spurt, og højre ben svinger om kap med den C-formede kulfiberprotese i et hastigt fremadrettet tempo. Farten intensiverer, og lige inden den hvide linje ryger ansigtet i vejret, og han sætter af med en kraftanstrengelse. I luften skyder han brystet frem, armene ud til siden, og da sandet nærmer sig fra neden, ryger arme og ben fremad.
Han lander hårdt og laver en enkelt siderulning, inden han let rejser sig og går ud mod tilskuerne. Blikket er spændt rettet over på dommerne, der viser, at han netop har hoppet 6,57 meter. Med et skævt smil klapper han ud mod publikum, inden han slår armene ud til siden i en form for nærmest undskyldende gestus. Daniel Wagner havde sat næsen op efter mere end bronze.
Daniel Wagner var kun 14 år, da han vågnede op fra narkosen og indså, hvad gårsdagens mislykkede forlæns dobbeltsaltomotale havde haft af katastrofale konsekvenser. Han manglede det meste af sit højre ben og med ét var hans liv ændret.
”Da jeg mistede benet i min ulykke i 2008, fik jeg for første gang noget i mit liv at kæmpe for. Det var sporten. Jeg vidste ikke, hvad der var op og ned, men jeg holdt fast i sporten, og det var min vej tilbage til mit gamle liv."
Daniel Wagner fik efter ulykken en protese, og han gik op og bankede på hos atletiktræner Joachim Lund og spurgte, om han ville være hans træner. Det ville han gerne, og allerede fire år senere debuterede Daniel Wagner ved de Paralympiske Lege i London i 2012. Her vandt han overraskende en bronzemedalje i længdespring.
Succesen gav ham mod på mere, og drømmen ved PL i 2016 var at hjemtage guldet ved samme disciplin. Det blev kun til bronze, men til gengæld kunne han kalde sig sølvmedaljevinder i 100-meter løb. Siden har han opnået karrierens foreløbige højdepunkt ved at være den kun anden overbensamputerede længdespringer, der har sprunget over syv meter.
scroll-down
