NFL-slutspillet nærmer sig

NFL-ekspert: ”Alt kan blive vendt på hovedet i slutspillet”

NFL-slutspillet nærmer sig
Offentliggjort

Wildcard-weekenden er netop overstået, og som altid har dette års slutspilsstart budt på overraskelser og spektakulære spil.

Da Kansas City førte med 28 point mod Indianapolis Colts, var der formentlig mange på Lucas Oil Stadium, der gik ud for at få en tynd amerikansk øl. Men selv om det er en kliche, at alt kan ske i denne sport, passer det som regel og gjorde det helt præcist i denne kamp.

Mens Kansas City suverænt vandt første halvleg, blev det hele vendt på hovedet i anden halvleg med en storspillende Andrew Luck.

”Han er en af de sjoveste spillere at følge. Han kan virkelig lave de her helte-spil, der vinder kampe. Det er fuldstændigt latterligt, at det kan lade sig gøre at vende en kamp på den måde, og det er kun på grund af Andrew Luck. Han var rookie quarterback sidste år og overraskede alt og alle. En stor spiller,” fortæller Tommy Kjærsgaard, kommentator på TV3 Sport.

Netop den kamp, og generelt hele wild card-runden, er et godt bevis på NFL’s tiltrækningskræft.

”Alt kan ske i denne her sportsgren. Det siger man om alle, men NFL viser det år efter år. Der er aldrig en kamp, der er slut, lige meget hvor meget et hold er foran. Man kan aldrig på forhånd sige, hvem der vil vinde ’any given Sunday’. Og når man først er i slutspillet kan meget blive vendt på hovedet. Det er også derfor, det er så vigtigt at komme med. Hvis man først er inde, er der "bare" tre kampe til, man står i New York.”

Hvem skal man særligt holde øje med i dette års slutspil?

”Helt klart Seattle Seahawks. De er favoritter, og de har et defense, der kan stoppe alt ting. De spiller fysisk og tæver virkelig folk. Og så er der 49’ers, der slog Green Bay Packers i søndags. Det, at de kom til Superbowl sidste år og tabte, har gjort, at de i år har forsøgt at forme deres sæson lidt anderledes. De forsøger at peake lige omkring Super Bowl, og deres formkurve er stigende. Men generelt er det NFC, man skal holde øje med, hvis man gerne vil se det hold, der kommer til at vinde til sidst.”

Er der nogen, som ikke kom med til play-offs, som burde have været med?

”Jeg ville ønske, at Arizona Cardinals var kommet med. De var virkelig fede at se på til sidst. Deres problem er, at de spiller i en vanvittig svær division, NFC West, der er den sværeste division i NFL. De kunne ellers have været et godt bud på en overraskelse i år.”

Hvilke af wild cards-holdene har den bedste chance for at komme i Super Bowl?

”Jeg må indrømme, at Indianapolis Colts har overrasket mig positivt. Jeg tror dog, man skal forvente, at favoritterne vil være stærkere i år, end de har været de forgangne år. Der er en del statistik, der peger på, at det vi har oplevet de seneste år, hvor et wild card-hold vinder Super Bowl, ikke vil ske i år. Seattle Seahawks der også er første-seeded, vil gå hele vejen."

FACEBOOK Bliv ven med Euroman