Bang & Olufsen BeoVision 4-103
Vi har set større fladskærme end BeoVision 4-103, men kun i store messehaller, hvor det er svært at vurdere både kvalitet og størrelse. Så da vi fik mulighed for at opleve B&O’s 103 tommer store monster i stueagtige omgivelser, sprang vi til. Og sikke et syn. Skærmen fylder det meste af væggen og er nærmest på størrelse med en lille dobbeltseng. I lighed med B&O’s øvrige plasmaskærme omkranses kæmpen af en bred alu-ramme.Mest spændende er dog den tilhørende gulvstand, der lægger 146.000 kr. til prisen. Når man slukker skærmen, kører den langsomt ned til hvileposition få centimeter over gulvet. Samtidig skjules den trekantede centerhøjttaler, hvilket ifølge B&O får skærmen til at fremstå mere diskret. Men der er intet diskret over dette setup. Når du tænder, kører den 250 kg tunge skærm op med en forbløffende lethed i en glidende og næsten lydløs bevægelse. Med et nyt tryk på Beo5-fjernbetjeningen kan skærmen drejes efter behag eller vinkles nedad, hvis du vil flyde ud på gulvet og spille PlayStation i larger-than-live format. Kommer noget i vejen for de kraftfulde bevægelser, hæves skærmen automatisk et par centimeter, så børn og kæledyr ikke bliver kvæstet af kolossen.Man kunne tro, at selv fuld HD bliver for grynet i 103”. Men skarpheden overrasker positivt. Selv på få meters afstand er billedet tilpas finkornet. Og tv-udsendelser i lav opløsning står nærmest chokerende flot på det enorme Panasonic-panel, om end med surrealistisk store undertekster. En skærm af denne kaliber fortjener et kraftigt surround-anlæg. Vores model var matchet med de skulpturelle BeoLab 5 højttalere, og så bliver det ikke meget bedre. Hermed har prisen da også rundet millionen. Selve skærmen koster 625.000 kroner.