Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Ugens kulturanbefaling: Pladesamlere, Atlantas bedste singer-songwriter og iransk streetfood

Foto: Getty Images

Ugens kulturanbefaling: Pladesamlere, Atlantas bedste singer-songwriter og iransk streetfood

Det kan være uoverskueligt at navigere i alle de kulturtilbud, der findes, hvad enten det er udstillinger, restauranter eller tv-serier. Derfor vil en fra Euroman-redaktionen hver mandag give dig anbefalinger til, hvad du kan se, læse, lytte, opleve og spise i løbet af den kommende uge. Her er det journalist Magnus Kraft, der guider til gode ting, du kan bruge de næste dage på.

Se: ’Crate Diggers’

De seneste par uger har jeg primært set fodbold og nyhedsudsendelser, og det kan der ikke blive nogen ret inspirerende kulturanbefaling ud af, så lad mig i stedet genudsende et hit fra mine formative teenageår: YouTube-dokumentarserien ’Crate Diggers’, der produceres af Fuse. Konceptet er simpelt som en kop varm kakao: tag hjem til de mest feterede producere og dj’s fra hiphoppens hjemland og bed dem vise og fortælle om deres pladesamling. Det er ikke småting, fortæller jeg dig. Vi taler lagre på op til 100.000 vinyler.

Producerne undskylder sig med, at de jo bruger pladerne i arbejdsøjemed, men det er tydeligt, at de hver og én er ramt af en samlertrang og intern konkurrence, der er ude af kontrol. Hvis en rivaliserende kollega opstøver et førstetryk af Wendy Renes ’After Laugter’-single fra 1964, der jo blev samplet på ’Tearz’ af Wu-Tang Clan, skal man pinedød også have fat i den – og gerne et eksemplar i endnu bedre stand.

I de store, støvede stakke gemmer der sig bunkevis af anekdoter fra en svunden tid, hvor de bedste plader var noget, man enten ejede eller var på jagt efter. Enhver pladesamler vil genkende følelsen af, at et album bare lyder udefinerbart bedre, hvis man har samlet det op til spotpris på et loppemarked klokken 6 om morgenen.

Lyt: ’Punk’

”Kedelig og forudsigelig,” vil bekendte af mine musikvaner sige om denne anbefaling. Det er imidlertid ikke en kritik, man kan udsætte Young Thug, der forrige fredag udgav albummet ’Punk’, for. Ganske vist er ’Punk’ ikke blandt Young Thugs otte bedste udgivelser (som rangeret med nummer 1 først er: ’Jeffery’, ’Barter 6’, ’Slime Season’, ’Slime Season 3’, ’So Much Fun’, ’I’m Up’, ’Tha Tour Pt 1’ og ’1017 Thug’), men det er en plade, man skal høre for momentvise genistreger.

Atlantas ukronede konge af pop-rap har lavet en forudsigeligt uforudsigelig singer-songwriter-plade så afdæmpet, at de mange, der havde forventet en spraglet energiudladning, forlader festen med bøjet nakke. Resten af os, de dedikerede lyttere, bliver siddende rundt om LED-lejrebålet til de lyse morgentimer for at høre Young Thug udfolde sig som det, han er: en af dette årtusinds bedste, vigtigste og mest interessante vokalister.

Læs: ’The 1996 Rap Yearbook’

Jeg beklager mønstret i disse anbefalinger, men jeg lever en ganske enstrenget tilværelse for tiden. Sidste uge slugte jeg en artikelserie om hiphop-året 1996, der på alle leder og kanter var skelsættende. Det amerikanske kulturmedie The Ringer skriver altid indgående og perspektivrigt om genren, og de slækker ikke på stræbsomheden i ’The 1996 Rap Yearbook’, hvor de over 10 artikler udlægger historierne om 10 centrale hiphopplader fra, i parentes bemærket, undertegnedes fødeår. Der mangler af uforklarlige årsager en artikel om Mobb Deeps kreative magnum opus ’Hell On Earth’, men artiklerne tegner alligevel et formfuldendt billede af en hel genres point of no reurn. Start med historien om triumfen og tragedien bag Tupacs ’All Eyez On Me’. 

Spis: KuKu 

København er en bland-selv-butik af takeaway fra alle verdenshjørner, men indtil for nylig har ét lands nationalretter været skamfuldt overset på det københavnske menukort. Det har simpelthen været noget nær umuligt at opstøve traditionel iransk mad på dansk grund. Det er en skam, for iransk mad er både smagsrigt, flerfacetteret og ganske fremkommeligt. Og så er det sundt som en saltvandsdukkert på en tømmermandslørdag.

Hos KuKu, der ligger placeret lige mellem Nørrebro Station og Nørrebro Bycenter, bryster de sig af at være Europas eneste iranske streetfood-vogn. Her får du til næsten ingen penge gavmildt serveret dine nye livretter til at ruste dig mod efterårskulden. Prøv den iranske nationalret Ghorme Sabzi: en usædvanligt velgørende urtegryderet med oksetykkam, som har simret i syv timer og serveres med safranris og shirazi-salat. Goulash for verdensmænd, fristes man til at sige.