Boganmeldelse: Richard Juhlin - En duft af champagne

Richard Juhlins lille og kompakte ’Champagneguide’ fra 2008 er en bog, jeg igen og igen tager frem, når jeg skal læse nærmere om specifikke champagnehuse – både konkrete fakta om de enkelte huse og Juhlins kommentarer og ratings. Og det er ikke for at gøre Juhlins mening til min egen, men ganske enkelt, fordi manden er en enorm kapacitet på området og derfor er interessant at lytte til, hvis man er interesseret i champagne.

Den lille champagneguide med noter på 6.500 forskellige vine er en revideret og koncentreret udgave af Juhlins forrige coffee tablebog fra 2004, hvor 4.000 vine omtales, og med den nye bog, ’En duft af champagne’, er Juhlin så oppe på svimlende 8.000 forskellige champagner. Det er en imponerende bog, men jeg er på en måde stadig gladere for den lille guidebog, omend jeg jo må erkende, at den er forældet efter denne nye moppedreng.

’En duft af champagne’ indledes med en række kapitler, hvor Juhlin fortæller sin historie, om sin opvækst, tilgang til champagne etc., før det går løs med de 8.000 smagenoter. Det er på mange måder meget udmærket, men det har karakter af at være et forord, der er strakt længere ud end godt er. En venlig, men bestemt forlagsredaktør burde ha’ været på banen. Den historie skulle have været kortere og strammere, evt. kunne hele afsnit være kørt af i mindre bokse. Det bliver desuden lige lovlig privat (og lidt tacky) at se et foto af Juhlins (i øvrigt tredje) kone posere med luftig sommerkjole, champagne og sovekammerblik på en privat ferie – og Juhlin selv skuende ud over Korsikas grønne bjergsider. Det giver et (ufrivilligt) selvsmagende strejf, der bakkes op af, at et par ret beset overflødige småkapitler, hvor bl.a. Edouard Cointreau (ud af likørfamilien og blandt meget andet manden bag Gourmand World Cookbook Awards) regulært hylder Juhlin.

Kapitlerne om fremstilling af champagne, hvordan man drikker champagne etc. er i sin kerne glimrende, men igen burde der være strammet op. Der er for meget overflødigt fyldstof og for meget, der burde være placeret i læsevenlige bokse, bl.a. ’Champagne på flyet’ og ’Lagring på havets bund’. Det virker også ret tilfældigt, at der i et par kapitler er fokus på mændene bag bl.a. Deutz og Moët. De er ikke just avantgarden i Champagne. Jovist, det er meget betydelige spillere, men man får det indtryk, at Juhlin mere er de store, traditionelle producenters mand, end han er de nyskabende producenters mand. Sådan tror jeg nu ikke, det er, men det indtryk kan man få. Der må man lade danske Mads og Mia Rudolf, at de i deres til sammenligning helt undseelige ’Champagnebiblen’ har meget bedre fat i ’vækstlaget’ i Champagne.

Guldet i bogen er de godt 225 sider med spot på de mange champagnehuse og de 8.000 ratede vine. Der er rigtig meget god info om de enkelte huse, nogle får naturligvis mere spalteplads end andre, og man kan være mere eller mindre enig med Juhlins ratings, men manden kan altså godt smage vin, så helt skæve er hans vurderinger ikke. Selv siger han, at man skal stole på sin egen smag, og personligt synes jeg, at han er for flink mod nogle af de store mainstreamproducenter, men derfor kan man stadig godt have gavn af andres mening. De mange producentopslag er fremragende læsning og tager sig godt ud i det store format – det er dejligt at se stoffet foldet ud, men i det daglige ville jeg personligt have mere glæde af et praktisk og handy opslagsværk frem for en tung kæmpebog.

Jeg er i øvrigt ikke så imponeret over billedsiden i bogen. Omslag, størrelse og pris lægger op til noget lækkert, men stort set alle foto er pr-foto, produktfoto og private billeder. Der har næppe været et større billedbudget på denne bog, end der er i én enkelt artikel i herværende magasin, og det er absolut ikke klædeligt for et værk, der på alle måder er slået så stort op.

Som det vist fremgår, har jeg det noget blandet med ’En duft af champagne’, som jeg rigtig gerne ville være uforbeholden glad for, men som jeg synes, sætter sig mellem to stole, mellem ’pragtværk’ og lommeguide i overstørrelse. Det er ret beset et lille, kompakt opslagsværk, der er blæst voldsomt op, men hvis man kan abstrahere fra det, så er det et must for alle, der er interesseret i champagne.