Menneskets elektroniske hjælpere vil i nær fremtid kunne overtage selv højtuddannede jobs og erstatte flere helt essentielle funktioner som fx pasning af vores ældre. Det mener et flertal af de yngre amerikanske generationer, som også tror, de kan udvikle kollegiale følelser for maskinerne.
I generationer har robotter ofte været mest associeret med skræmmende Blade Runner-kloner eller Arnold Schwarzenegger på afveje. Men i ikke så fjern fremtid vil de formentlig i højere grad være vores venner som en R2D2, der kan servere drinks, komme med posten og hjælpe os på toilettet.
Og det er ikke kun kedelig service jobs, de vil overtage. De vil måske også kunne besætte jobs som journalister, advokater og læger. Det mener et flertal af amerikanske generation x’er og y’er i en ny undersøgelse kaldet The Curve Report. Her svarer 27 procent af de adspurgte, at de er helt enige og 43 procent, at de er enige i nogen grad i, at robotter har potentiale til at blive klogere end mennesker.
Også herhjemme kommer robotter tættere og tættere på vores intimsfære. I mange kommuner giver man fx robotstøvsugere i stedet for menneskelig hjemmehjælp, og Danmark er i det hele taget et af de lande, der er længst fremme, når det gælder den såkaldte velfærdsteknologi. Og mens mange måske synes, at det tendensen kan være skræmmende, viser hjemlige undersøgelser faktisk, at vi foretrækker eksempelvis at blive badet og madet af en robot, når vi bliver så gamle, at det bliver svært.
Der findes også sjovere områder af livet, hvor robotter kan hjælpe til. Den automatiske bartender kan ikke alene servere drinks, men forudsige dine menneskelige behov – som en enhver god bartender kan. Den kan aflæse dine vaner, og den ved fx, at når du har været længe på arbejde, vil den servere en dobbelt i stedet for en enkelt. Eller den kan lave dig en drink, når dit favorit-sportshold har vundet.
Se demonstration her:
Selv om robotter vil fylde mere i vores daglige liv, stoler vi stadig ikke helt på dem. 87 procent af de adspurgte i The Curve Report mener stadig, at maskinerne skal være under menneskelig overvågning og kontrol.
Kilde: PSFK
FACEBOOK Bliv ven med Euroman