I Blodets Bånd følger vi Svend, der søger aktindsigt hos kommunen for at finde et svar på, hvorfor hans børn blev tvangsfjernet i 2000. Han og ekskonen Gitte husker det nemlig ikke. Børnene husker heller ikke, hvorfor de blev fjernet, men deres adfærd bevidner om, at de har fortrængt ting, der har været ubehagelige.
Blodets Bånd er dokumentar fra manden bag Testamentet, Christian Sønderby Jepsen, og det nyere navn Pernille Bervald Jørgensen. Sidstnævnte er vokset op i samme by som filmens hovedperson, Svend. Svend var Pernilles fars kollega og ven af familien. Pernille husker selv Svend som en sjov mand, der altid var i godt humør og gav gaver. Under et ophold på den Europæiske Filmhøjskole i 2008 besluttede Pernille sig for at lave et 7-minutter langt portræt af den farvestrålende mand, hun troede, hun kendte.
Svends ældste søn Ivan har ikke kontakt til familien mere, Michelle har forsøgt selvmord, Daniel er dybt voldelig, og den yngste Christina lider af depressioner. Da aktindsigten kommer, kan Svend ikke tro sine egne øjne. Har han virkelig gjort det, der står i kommunens papirer? ”Hvis sådan noget her, det var rigtigt, så skulle jeg jo slet ikke have lov til at leve jo,” siger Svend, da han læser papirerne.
Annonse
Se traileren til Blodets Bånd her:
Under optagelserne gik det hurtigt op for Pernille Bergvald Jørgensen, at der også er en anden side af Svend. Han er nemlig alkoholiker og har fået tvangsfjernet fire af sine børn. Pernille besluttede sig derfor for at blive ved med at følge familien med et kamera.
Som tilskuer kommer man i Blodets Bånd helt tæt på Svend og hans familie. Vi bliver vidner til de svigt, børnene stadig bliver udsat for, selv om de snart er voksne. Vi er med ved sofabordet, når Svend deler stoffer med sin ældste søn, vi er med på voldelige drukture, og vi er med til de helt almindelige familiefødselsdage. Vi er så tæt på, at vi ønsker at bryde ind, råbe op eller måske endda selv forsøge at fortrænge, hvad vi lige har været vidner til.
Instruktørerne skaber et helt billede af hovedpersonen Svend. Vi hader ham ikke kun, selv om han har gjort grimme ting ved sine børn. Vi har også medlidenhed med ham og synes, han er sjov. Bldoets Bånd giver et helstøbt billede af et menneske, der udefra synes at være en tyran.
Blodets Bånd kan ses i biografer over hele landet.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
