Det er præcist 10 år siden, at Zach Braffs debuterede med den absolut anstændige ’Garden State’ som manuskriptforfatter og instruktør. Nu er han endelig tilbage i en ny film, hvor han også selv har hovedrollen.
’Wish I was her’ hedder den, og den er finansieret gennem Kickstarter, hvilket betyder, at mere end 46.000 mennesker har givet en masse små bidrag, der i alt er løbet op i mere end tre millioner dollars.
Filmen har han skrevet i samarbejde med hans bror Adam J. Braff og handler om en far, der kæmper med at holde sammen på karrieren og familien. Da han af økonomisk nød bliver tvunget til at hive børnene ud af privatskolen og undervise dem hjemmefra, opdager han hurtigt, hvad han tidligere negligeret.
Zach Braff er mest kendt for i mange år at have været hovedrollen i sitcommen ’Scrubs’. Hans bedste ven i serien (og i virkeligheden) Donald Faison har også en mindre rolle i den nye film. En anden bemærkelsesværdig birolle er Jim Parsons, der har vundet flere Emmys i træk for bedste komedieskuespiller i tv-serien ’The Big Bang Theory’. Derudover kan man også opleve Kate Hudson.
Garden State blev i sin tid produceret for kun 2,5 millioner dollars og indtjente næsten 10 gange så meget. En af årsagerne var soundtracket, hvor The Shins var med. Det har de også været på lydsporet til Scrubs, og selvfølgelig er de også med i denne nye trailer med temasangen.
Filmen får premiere i USA i juli. Der er endnu ingen dansk dato.